- De tre præster fulgte dem op på retterstedet; det var sådan en smuk morgen, de sang alle seks en salme og jeg hørte pigens klare stemme over alle de andres. - De kyssede hinanden og præsterne, til sidst kyssede hun kæresten endnu engang. Først ved det andet slag faldt hovedet.

Så både stilfærdigt og voldsomt på samme tid fortæller H.C. Andersen i Mit Livs Eventyr, om den 8. april 1825, hvor han som ung mand overværede den sidste henrettelse på Kanehøj ved Skælskør.

God samfundsorientering
- H.C. Andersen var elev i Slagelse Latinskole, og skolens rektor Meisling syntes, at det var god samfundsorientering at overvære en halshugning, fortæller Hans Jørgen Konradsen.

Han er uddannet historielærer og etnograf, og siden 1968 har han boet i Skælskør med kærligheden som årsag. Han er derudover formand for Skælskør Museumsforening, og i flere år har han talt sit publikum klogere på gentagne byvandringer i Skælskør.

- I begyndelsen tog vi kun 20 kroner per person, men så blev vi rådet til at sætte prisen op, og nu deltager endnu flere, og de lytter langt mere opmærksomt, siger Hans Jørgen Konradsen.

Han kan sine røverhistorier, anekdoter og fakta til fingerspidserne, og årstallene springer som vandet i Pomona-springvandet ved et af byens tidligere rådhuse - fra da Skælskør engang var sin egen både købstad og kommune.

Tæt ved ligger byens andet rådhus, der er fra 1744. Et lille idyllisk gulmalet bindingsværkhus med vognport. Nærmest i niveau med gaden er en kælderskakt, som dengang var rådhusets arrest. Det var her pigen, hvis hovedet faldt i andet slag, sad fængslet sammen med sine to medsammensvorne. Deres forbrydelse var at tæske pigens far til døde, for han krævede, at Maren, som den 17-årige pige hed, blev gift med møllersvenden Rasmus, som han skyldte penge. Men ak - Maren var både forelsket og allerede gravid med tjenestekarlen Niels, så noget måtte gøres, og prisen blev høj.

Blot et stenkast fra det lille tidligere rådhus på Gammeltorv ligger et agtværdigt hus tegnet af arkitekt Gottlieb Bindesbøl. Her boede distriktslæge Krebs, som også var H.C. Andersens tandlæge. H.C. Andersens tænder var nemlig ikke af samme kaliber som hans skriverier, og derfor kom han ofte hos F. C. Krebs i forbindelse med sine ikke mindre end 39 besøg på Basnæs Gods og 18 længere ophold på Holsteinborg Gods.

- Fru Krebs syntes ikke, at H.C. Andersen var et ordentligt mandfolk, da han jamrede sig lige rigeligt under sine tandbehandlinger, og derfor lovede H.C. Andersen hende ved et af sine besøg, at han som bod ville skrive et eventyr til de to døtre i huset, Anna og Johanne, fortæller Hans Jørgen Konradsen.

Det kom der eventyret »Vinden fortæller om Valdemar Dåe og hans døtre« ud af. Et eventyr der i følge Hans Jørgen Konradsen blev uropført i distriktslæge Krebs dagligstue ved oplæsning af digteren selv.

Valdemar Dåe var både officer og alkymist, og i en tid huserede han på det lokale Borreby Gods, som han på grund af fattigdom måtte afstå i 1681.

H.C. Andersen går igen og igen, når Hans Jørgen Konradsen fortæller om Skælskør, og det med at gå igen gør også andre i byen i følge overleveringerne.

For i byens hovedgade lå engang et stort karmeliterkloster, hvor det var populært for de velhavende at blive læst for af munkene og senere hen blive begravet.

Det opdagede man i 1996, da et hus i Algade blev revet ned, og skeletterne bogstaveligt talt væltede frem. Med skeletterne dukkede historien frem, om dengang da hestene ved den gamle mølle i klostret af uforklarlige årsager gik i stå. Og hvorfor begyndte dørklokken pludselig at ringe, uden at nogen trådte ind ad døren i den tidligere Købmandsgaard, der nu er bykontor og butik, da skeletterne ved udgravningen kortvarigt blev flyttet hertil?

Det er nogle af de ting, som Hans Jørgen Konradsen trods alt ikke kan svare på, selv om han nærmest er Skælskørs Piet van Deurs (tidligere journalist og historisk formidler i DR, red.).

Mens skridtene gennem byen går sig selv, fortæller han om dengang, da Skælskør var lig med Danmarks Tredjestørste skibsflåde, som led under jernbanens kommen til byen. Om dengang da der boede 567 mennesker i Skælskør i år 1800, mens Herning kun kunne bryste sig af 18 indbyggere.

- Jernbanen var faktisk skidt for Skælskør. Byen var velhavende og boniteten god (jordens ydeevne, red.), og det er derfor, at herregårdene ligger så tæt, forklarer Hans Jørgen Konradsen, der nævner både Espe, Basnæs, Borreby og Holsteinborg.

Til sommer fortsætter Hans Jørgen Konradsen sine fortællinger om Skælskør, når Skælskør Bymuseum igen inviterer til historiske byvandringer. For historien har det med at fortsætte, og historierne bliver kun bedre.

- Nu fulgte de to andre, der på samme blodige blok lagde deres hoveder. Jeg var kommet ind i kredsen, syntes at deres blik havde stirret på mig, jeg var forunderlig til mode. Rakkerknægtene spiste ål og drak brændevin efter eksekutionen, lyder opsummeringen fra H.C. Andersen fra den sidste henrettelse på Kanehøj - for også dengang fortsatte livet i Skælskør på godt og ondt.