31. juli 2021
Bilfærgen M/F Broen blev bygget på Frederikshavn Værft i 1951 og indsat på ruten Nyborg-Korsør året efter. Fra 1957 sejlede den med biler mellem Halsskov og Knudshoved. Her ses den ved indsejling til Korsør i 1955.
gallery icon

Se billedserie

Bilfærgen M/F Broen blev bygget på Frederikshavn Værft i 1951 og indsat på ruten Nyborg-Korsør året efter. Fra 1957 sejlede den med biler mellem Halsskov og Knudshoved. Her ses den ved indsejling til Korsør i 1955.
Foto: Københavns Foto-Service
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Sidste storebæltsfærge foran redning i Halsskov Havn

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

OBS! Denne artikel er en betalingsartikel og kan derfor kun læses af abonnenter eller mod betaling.

Sidste storebæltsfærge foran redning i Halsskov Havn
Slagelse - 03. oktober 2019 kl. 06:34
Af Helge Wedel

Bilfærgen MF Broen sejles ind i færgeleje 2, hvor den gøres landfast med sand omkring sig. Færgen skal bruges som hjemsted for foreningerne i vandsportscenteret, udstillingscenter og kulturfærge med servering af den berømte storebæltskaffe.

arrow Læs også: Købsaftale om storebæltsfærgen M/F Broen tæt på underskrifter

Genialt. Logisk. Som fod i hose.

De positive superlativer står i kø til planerne om permanent at placere den sidste bevarede storebæltsfærge MF Broen i færgeleje 2 ved den bevarede ikoniske tilkørselsrampe i Halsskov Havn. Selv om planerne er omgivet af en del tys-tys og behandles som lukkede punkter i det politiske system, kan Sjællandske i dag løfte sløret for dem. Færgen skal gøres landfast med sand omkring sig i færgelejet, ligesom stævnen nærmest skulpturelt skal stikke ud gennem stensætningen.

Færgen er ejet af Jesper Kjær Andersen og Poul Kjærgaard, der begge bor i Thisted. De har siden 2015 forsøgt at sælge færgen, efter de måtte opgive at få forretning ud af at benytte den som diskoteks- og restaurantfærge.

Sjællandske får kontakt til Jesper Kjær Andersen på Cypern, hvor han er på ferie. Han kender imidlertid ikke til nogen planer om at placere færgen i Halsskov Havn, hvorfra den sejlede fra 1957 til 1966. Inden Halsskov Havn stod færdig i 1957, sejlede den 80 meter lange MF Broen med plads til 60 biler mellem Korsør og Nyborg.

- Nej, jeg har ikke hørt om planer i Halsskov Havn, men det ville da være rigtig dejligt, hvis det blev sådan, for vi er meget interesserede i at få bevaret dette stykke unikke danske færgehistorie, som det længe var planen at gøre i Nyborg, siger 46-årige Jesper Kjær Andersen til Sjællandske.

Tilbage i 2015 ankom MF Broen til Nyborg, hvor der frem til sommeren 2018 blev arbejdet med at få den bevaret i en tørdok i byen som museumsfærge. Et ellers enigt byråd med ja til færgen vendte dog på en tallerken og sagde nej, da der kom borgerkritik af, at færgen fyldte for meget midt i Nyborg.

I dag ligger den i Grenaa, hvor operationschef Thomas Gissel oplyser, at havnen ingen planer har med færgen.

- Hvor meget vil I sælge færgen for?

- Det kan jeg ikke sige noget om, før jeg i næste uge efter min ferie har talt med min medejer. Men færgen har både en skrotværdi og en kulturarvsværdi, siger Jesper Kjær Andersen. Han tilføjer, at de først og fremmest er interesseret i at få færgen bevaret frem for at score en stor profit. Han ønsker heller ikke at oplyse, hvad de har betalt for færgen, hvor de efterfølgende byggede et diskotek på færgens vogndæk. Et byggeri der dog let lader sig fjerne og efterlader det originale færgedæk tilbage. Jesper Kjær Andersen oplyser samtidig, at de har månedlige udgifter på flere tusinde kroner til forsikring, havnepenge og el.

Sjællandske har taget kontakt til arkitekt Jens Hald i Nyborg, der var aktiv og med i arbejdet med at få MF Broen bevaret i Nyborg.

- Færgen har en skrotværdi på omkring 1,3 mio. kr., så jeg vil mene, at den skal koste to-tre millioner kroner. Hertil koster det flere hundrede tusinde at få den bugseret. Fra Odense til Nyborg kostede det 300.000 kr., siger Jens Hald.

Borgmester John Dyrby Paulsen (S) kalder færgeplanerne spændende men kan med henvisning til, at sagen er lukket, ikke komme med detaljer.

- Hvad er tidsperspektivet i færgeplanerne?

- Vi taler om kort tid, for opfyldningerne af havnen er jo i fuld gang, så hvis færgen skal sejles ind i det ene leje, så er det nødvendig med en hurtig beslutning, siger John Dyrby Paulsen til Sjællandske. Han havde ikke færgesagen med til økonomiudvalgsmødet i mandags, men den blev som lukket punkt under overskriften »Korsør - Byen møder vandet - Halsskov Færgehavn« samme dag behandlet i erhvervs-og teknikudvalget. Sjællandske erfarer, at politikeren besluttede, at der skulle arbejdes videre med færgeplanen.

Udvalgets formand Villum Christensen (LA) oplyser, at udvalgsmedlemmerne faktisk mødtes i den tidligere færgehavn.

- Jeg ser det som en pligt at undersøge det nærmere, når sådan en mulighed dukker op. Færgen vil være et ekstremt godt vartegn med mange udnyttelsesmuligheder, siger Villum Christensen. Han nævner som eksempel til brug af færgen den bundne opgave med etablering af et udstillingscenter om den faste storebæltsforbindelse, som der er knap fire millioner kroner til.

- Vi har også fået et foreløbig positivt notat fra et rådgivende ingeniørfirma om færgens stand, siger Villum Christensen.

MF Broen blev bygget med kraftigt skrog, så den kunne klare issejlads i Storebælt.

Bliver dens sidste sejlads ind i færgeleje 2 i Halsskov Havn, vil historien være sluttet på fornem vis. Mange år fremover kan bilisterne fra færgernes afløser Storebæltsbroen nyde et synligt minde om de sejlende »broers« storhedstid med at binde Sjælland og Fyn sammen.

Om mulig storebæltskaffe på MF Broen stadig kan trække kunder, må tiden vise!

MF Broens historie:
1951: Køl lagt 27/2 på Frederikshavn Værft, søsat 8/12.

1952: I fart fra 7/6 Korsør-Nyborg.

1954: Impliceret i en alvorlig ulykke 23/2 på Nyborg Fjord. Stødte sammen med isbryderfærgen "Holger Danske", to besætningsmedlemmer på isbryderfærgen blev skoldet ihjel ved kollisionen, hvor "Holger Danske blev så hårdt medtaget, at besætningen valgte at sætte skibet på grund for at det ikke skulle synke.

1957: I fart 28/5 Halsskov-Knudshoved.

1966: Omdøbt 6/3 til "Kalundborg".

1966: I fart 22/5 Kalundborg - Koldby Kås - Aarhus.

1979: Ruten afkortet til Kalundborg - Koldby Kås.

1992: Sejler sidste tur på ruten 25/1, herefter lagt op i Aarhus som restaurationsfærge under navnet "Broen".

2011: Navneændring 22/2 til »Spektrum«

2011: Navneændring 22/9 til »Spektrum of Scandinavia«. Er i de senere år flyttet rundt til div. danske havnebyer, bl.a. Thisted, Hadsund, Frederikshavn, København og Odense.

2015: Ankom 24/5 i slæb til Nyborg fra Odense.

2018: Slæbt fra Nyborg 4/7, ankom næste dag til Grenaa.

Kilde: Færgejournalen. dk

arrow Leje fyldt op trods færgeplan
02. november 2019 kl. 10:27 Opdateret: kl. 10:53
arrow Ingen asbest eller forurening fra sidste storebæltsfærge
08. oktober 2019 kl. 06:33 Opdateret: kl. 16:15
arrow Han lastede biler på MF Broen
07. oktober 2019 kl. 18:59 Opdateret: kl. 16:18
De olympiske lege i Tokyo er igang. Hvor meget OL-guld regner du med vil blive uddelt til de danske atleter?
 

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk