

Se billedserie
Tre af de seks elever, der netop har afsluttet Magleby Skolecenters Særligt Tilrettelagte Ungdomsuddannelse (STU), er gået direkte videre til arbejde eller uddannelse
En af de tre er Toke Agger, der er optaget på elektriker-uddannelsen på ZBC i Slagelse.
- Jeg har været i virksomhedspraktik som el-installatør flere dage om ugen i de sidste halvandet år af min STU hos Schioldan, der er autoriseret installatør. Det har været afgørende for mig, at jeg kunne gå sammen med ham og lære faget helt fra bunden, siger Toke, der er lykkelig over at have fundet sit fag.
En STU er en tre-årig ungdomsuddannelse, der retter sig mod unge, der endnu ikke er parat til ordinær uddannelse eller job. Det kan være udviklingshæmmede eller andre unge med særlige behov, som ikke kan gennemføre en anden ungdoms-uddannelse. De unge får en individuel uddannelsesplan, der tager hensyn til den enkeltes kvalifikationer, modenhed og interesser.
Magleby Skolecenter har tilbudt STU siden 2008, og ifølge skolens kommunikationsmedarbejder, Thomas Leer, er situationen for de tre af de aktuelle elever, der ikke er i job eller uddannelse, at en skal på produktionsskole, mens to nu er tilknyttet jobcentret.
- Det er i virkeligheden meget typisk, for siden 2008 er 56 procent af vores STU-elever kommet videre i ordinær uddannelse eller arbejde. Det er et meget højt tal, for det er meget udfordrede unge, som vi får videre i livet, siger Thomas Leer.
Han nævner, at højkonjunkturen i samfundet også hjælper til, så de unge har bedre muligheder for at få et arbejde. At der er nogle, det ikke lykkes for, er dog også en kendsgerning. Siden 2008 er 27 procent af STU-eleverne fra Magleby blevet tilkendt pension.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her