21. oktober 2021
Det kan i værste fald betyde, at personer, der udsættes for chikane, kan opleve reaktioner som posttraumatiske stressforstyrrelser, siger chefpsykolog Tine Wøbbe.
Det kan i værste fald betyde, at personer, der udsættes for chikane, kan opleve reaktioner som posttraumatiske stressforstyrrelser, siger chefpsykolog Tine Wøbbe.
Foto: Kenn Thomsen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Psykolog: Chikane kan føre til PTSD

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

OBS! Denne artikel er en betalingsartikel og kan derfor kun læses af abonnenter eller mod betaling.

Psykolog: Chikane kan føre til PTSD

Næsten hver fjerde byrådspolitiker har i denne valgperiode været udsat for trusler mindst én gang. Det viser en ny undersøgelse fra analysecentret VIVE. Chefpsykolog Tine Wøbbe mener, at tendensen er bekymrende, da det kan have alvorlige konsekvenser for politikere og deres familier.

Slagelse - 12. oktober 2021 kl. 09:03
Af Mathias Skov Jepsen

De folkevalgte politikere - særligt de lokale kommunalpolitikere - er underlagt en stor stressfaktor, som er forårsaget af chikane og voldstrusler fremsat af borgerne.

Det viser den nye undersøgelse "kommunalpolitisk barometer 2021" fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, VIVE.

Ifølge undersøgelsen har 24,3 procent af de adspurgte kommunalpolitikere været udsat for trusler mindst én gang i indeværende valgperiode, mens kun syv procent af tilfældene meldes til politiet.

I sidste uge kunne Sjællandske skrive, at længerevarende chikanøse forhold rettet mod de folkevalgte politikere kunne give store demokratiske udfordringer, da det kan blive svært for dem at udføre deres arbejde samt at få nye lokalpolitikere til at stille op.

Men også på det personlige plan kan det have langvarige konsekvenser for politikere, der udsættes for trusler og chikane. Det fortæller chefpsykolog på Psykiatrisk Center Sct. Hans, Tine Wøbbe.

- Det kan i værste fald betyde, at personer, der udsættes for chikane, kan opleve reaktioner som posttraumatiske stressforstyrrelser, siger hun til Sjællandske.

Den ufrivillige stressfaktor

Tine Wøbbe, der selv arbejder i retspsykiatrien, peger på, at der eksisterer en udbredt misforståelse i befolkningen om, hvad fagpersoner - herunder også politikere - skal finde sig i, når de møder på arbejde.

Hun mener, at det er fejlagtigt at påstå, at politikere skal finde sig i ærekrænkelser og chikane.

- Med lokalpolitikere kan man ikke påstå, at chikane og trusler er noget, der følger med jobbeskrivelsen. Man må gøre sig klart, at man kan møde modstand og den slags, men deciderede trusler er ikke en del af pakken, forklarer hun.

Tine Wøbbe mener, at de personlige konsekvenser det kan have for politikerne opstår, fordi chikane, stalking og voldstrusler er ufrivillige stressfaktorer, de ikke selv har indflydelse på.

- Problemet er, at der som politiker følger en række opgaver med, som kan aktivere stressfaktorer; for eksempel arbejdsbyrde og arbejdstider. Men disse kan man gøre noget ved. Det kan man ikke med chikane og trusler. Det er en ufrivillig stressfaktor, man ikke har skrevet sig op til - og som politikerne ikke har indflydelse på, siger Tine Wøbbe til Sjællandske.

Ris til egen røv

Tine Wøbbe bakkes op af institutleder for Institut for Statskundskab ved SDU i Odense, Signe Pihl-Thingvad. Hun forsker blandt andet i psykisk arbejdsmiljø.

For hende er en ny chikaneordning et vigtigt element for at sikre arbejdsmiljøet i byrådene.

- En ting er, at det er vigtigt at sikre synligheden af det politiske arbejde, men det skal politikernes psykiske arbejdsmiljø også. Der kan ordningen forhåbentlig - ligesom almindelige personalepolitik - være med til at sætte nogle rammer for, hvad man som chikaneramt politiker kan gøre, siger hun til Sjællandske.

Signe Pihl-Thingvad er samtidig uforstående overfor argumenter, der forsøger at forene ytringsfriheden og den hårde tone i debatten. For hende er der snarere tale om en problematisk glidebane.

- Trusler og chikane er vedvarende og rettet mod personen. Det har ikke noget med ytringsfrihed at gøre. Parlamentarisk set bliver det også ris til egen røv, fordi de grove og chikanerende forhold i værste tilfælde kan betyde, at det bliver svært at rekruttere dygtige politikere i fremtiden, fastslår hun.

Ordningen for chikaneramte politikere skal ligne den, som kommunen i forvejen gør brug af i forbindelse med kommunens medarbejdere, der har brug for psykologhjælp.

Kommunen betaler i dag en enhedspris på 2.950 kroner per sag. En sag kan indeholde op til seks konsultationer med den psykologgruppe, kommunen har en aftale med.

Et velkendt problem
Både Tine Wøbbe og Signe Pihl-Thingvad konstaterer, at chikanøse forhold og de alvorlige psykologiske reaktioner er surret sammen og har derfor også ofte et negativt udfald for de personer, der får truslerne.

- Det kan give store psykologiske konsekvenser, og i de værste tilfælde ender det med en stressreaktion, forklarer Signe Pihl-Thingvad.

Ifølge Signe Pihl-Thingvad består de psykologiske stressreaktioner blandt andet i søvnmangel, manglende evne til at fuldføre sit arbejde og indgå i bestemte debatter.

Konsekvensen kan til syvende og sidst også være en langvarig stresstilstand, oplyser Tine Wøbbe.

- Det er en urimelig situation at bringe folk (politikere, red.) i. Det kan i værste fald betyde, at personerne, der udsættes for chikane, kan opleve reaktioner som posttraumatiske stressforstyrrelser, siger hun.

Problemet med chikane, trusler og stalking er også velkendt hos sundhedspersonalet i kommunerne.

Region Sjælland har derfor valgt at sørge for, at sundhedspersonalet fremover kun skal oplyse initialer eller medarbejdernummer i patientjournaler i stedet for fuldt navn.

Muligheden for anonymisering er tænkt som beskyttelse for personalet mod chikane. Det giver god mening, forklarer Tine Wøbbe.

- Ingen har godt af det (chikane, red.). Man kan sige, der er nogle fag som blandt andet psykiatrien, hvor det er mere normalt som borger at tænke, at her er det mere forventeligt at møde ubehagelige kommentarer. Men selv her skal der siges fra, afslutter Tine Wøbbe.

Synes du, der skal lægges klima-afgifter på flyrejser?
 

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk