

Se billedserie
Politiet fremstiller formentlig tirsdag en mand og en kvinde med rumænsk baggrund i grundlovsforhør sigtet for at have sat ild i den kælderlejlighed, som de boede i på Remisevej i Korsør, hvor tre andre beboere slap ud.
Anmeldelsen om brand i villaen Remisevej 33 kom mandag klokken 11.53. Blot 24 minutter senere skred politiet til anholdelse af en 37-årig kvinde og en 40-årig mand med rumænsk baggrund, der boede i husets kælderlejlighed. De fremstilles forventelig i dag tirsdag i et grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling for at have sat ild i husets kælder, hvor de boede.
Sjællandske observerede ved branden tre andre personer og en rottweiler, der var sluppet ud af det røgfyldte hus. Ifølge oplysninger på stedet drejde det sig om husets kvindelige ejer, hendes søn og dennes lillesøster. Sønnen gik rundt på strømpesokker, men fik af lillesøsteren overdraget nogle badetøfler, da han blev afhørt af politiets indsatsleder på stedet. Her forklarede han angiveligt, at rumænerne i kælderlejligheden havde sat ild til den.
Over for Sjællandske svarede han nej til, at han skulle være fra Rumænien, men ja til at det var hans mors hus, og han ikke havde lyst til at sige mere, fordi de nu havde rigeligt med problemer.
En genbo havde inden oplyst til Sjællandske, at der boede rumænere i villaen og havde gjort det i lang tid. Han vidste, at de var fra Rumænien, fordi han havde hilst på dem.
- Omstændighederne gør, at vi mener, de begge skal varetægtsfængsles i sagen, som vi efterforsker som forsætlig ildspåsættelse, siger efterforskningsleder Jens Jedig Christiansen til TV2 Øst mandag aften.
Ifølge indsatsleder ved brandvæsnet Per S. Eilertsen brød branden ud i ejendommens kælder.
- Vi havde et røgdykkehold bestående af to mand nede i kælderen, og de fik hurtigt slukket branden, sagde Per S. Eilertsen til Sjællandske. Han vidste ikke, hvad der var sat ild til og brændte i kælderen men muligvis en seng.
Varetægtsfængsling sker, hvis en dommer vurderer, at der er begrundet mistanke om, at den eller de sigtede har gjort noget strafbart, som har en strafferamme på minimum et år og seks måneders fængsel, og hvis anklagemyndigheden vil kræve over 30 dages fængsel.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her