Politiet håber på at komme et vigtigt skridt videre i sagen om drabet på 17-årig pige fra Korsør.
Politiet har fået over 100 henvendelser i sagen om den dræbte gymnasieelev Emilie Meng. Nogle ser rigtig interessante ud, lyder det fra politiet onsdag.
Den 17-årige pige forsvandt tidligt om morgenen 10. juli sidste år ved stationen i Korsør. Ved juletid blev liget af hende fundet i Regnemark Bagge nær Borup på Midtsjælland.
Tirsdag gik politiet offentligt ud med et nyt spor i drabssagen. En hvid bil - formentlig en Hyundai 100 - var blevet set på overvågningsbilleder fra stationen.
Og reaktionen har været ganske overvældende. Frem til middagstid onsdag har politiet modtaget over 100 tip om bilen.
- Vi har endda fået et par henvendelser, som ser rigtig interessante ud. Så vi håber, at vi nu med de nye spor og borgernes hjælp kan komme et skridt videre i sagen, udtaler vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen i en pressemeddelelse fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her