- Det er på alle måder rigtig rigtig skidt! Det får mig til at overveje at stoppe alt samarbejde...
Sådan skrev borgmester i Slagelse John Dyrby Paulsen (S) den 5. oktober til en navngiven ugeavis-journalist efter at have læst en af hans artikler, hvor sidstnævnte oplistede rækken af mulige mistænkte i sag om et klap i numsen på en socialdemokratisk gruppeformand.
Folketingets Ombudsmand konkluderer nu, at borgmesterens mail overskred rammerne for, hvordan en myndighed bør agere, og han kalder reaktionen beklagelig.
- Myndigheder kan godt kontakte en journalist eller et medie om indholdet af en artikel. En sådan henvendelse må dog ikke kunne opfattes som en trussel om en »straffeaktion«, siger Folketingets Ombudsmand, Niels Fenger.
Journalisten havde skrevet en artikel om beskyldninger om krænkende adfærd på et udvalgsmøde i kommunen og nævnte i den forbindelse navnene på alle de mandlige udvalgsmedlemmer. Efter borgmesterens opfattelse blev der kastet mistanke på navngivne enkeltpersoner, og han skrev i den anledning flere mails, der blev sendt til både journalisten og mediets ledelse.
Efter omtale i pressen gik ombudsmanden ind i sagen.
Kommunen mente i den forbindelse, at borgmesterens henvendelse var begrundet i hensynet til de navngivne personer og almindelig presseskik, og at borgmesteren måske kunne og burde have formuleret sig »mindre voldsomt«, som det fremgik af svaret fra Slagelse Kommune.
Ombudsmanden finder imidlertid, at borgmesterens mail var egnet til at kunne opfattes som en trussel med hensyn til både journalistens og mediets adgang til at modtage informationer fra kommunen og med hensyn til kommunens fremtidige annoncering.
Efter ombudsmandens opfattelse lå borgmesterens mail derfor uden for rammerne for, hvordan en myndighed i overensstemmelse med de almindelige forvaltningsretlige krav om saglighed og lighed bør agere. Også en efterfølgende mailkorrespondance om artiklen lå efter ombudsmandens opfattelse uden for rammerne for, hvordan en myndighed bør kommunikere med en journalist eller ledelsen for et medie.
John Dyrby Paulsen (S) tager kritikken til efterretning.
- Set udefra kan man ikke udelukke, at der læses en form for trussel. Det er sådan, jeg hører kritikken - og ja, jeg tager den til efterretning. Ombudsmanden minder om, at jeg hellere bør gå til Pressenævnet, så det er det, jeg vil gøre næste gang.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her