
En ny online handelsplatform vil forsøge at redde det lokale butiksliv i Slagelse under corona-krisen. På Vielskerslagelse.dk kan lokale butikker lægge tilbud op, som borgerne kan få sendt hjem til døren.
Tomme gågader, menneskeforladte butikker og pengekasser, der løber tør. Flere steder er det billeder fra virkeligheden, efter det meste af Danmark er lukket ned som følge af coronavirus.
Og i Slagelse ser det ikke anderledes ud.
Derfor vil en ny online handelsplatform nu forsøge at give en tiltrængt håndsrækning til det lokale butiksliv, der kæmper for overlevelse midt i krisen.
Under Vielskerslagelse.dk kan lokale butkker derfor fremover lægge deres tilbud ud, så borgere nemt og enkelt - med et klik fra computeren - kan bestille deres varer hjem. Lige til døren.
- Mange butikker og restauranter i de lokale byer er afhængige af, at der kommer besøgende ind i butikkerne. Det er ikke muligt under nedlukningen, forklarer Jan Mejlkjær, der sammen med Casper Husted har stiftet vielskervoresby.dk samt det lokale initiativ i Slagelse.
Formålet med den nye online platform er derfor at støtte og redde det lokale butiksliv, som på baggrund af krisen kan miste store indtægter, eller som er i fare for at gå konkurs.
Men formålet er også at sikre lokalbutikkerne i fremtiden, så de kan tage kampen op mod globale handelsmastodonter som fx Amazone og Bestseller, fortæller initiativtagerne.
Mange lokale butikker har nemlig ikke en online platform, som store kæder har, pointerer de.
Artiklen fortsætter efter billedet...

Den nye handelsplatform vil hjælpe de lokale
butikker under corona-krisen, så skilte med
ophørsudsalg som det her ikke ses i gadebilledet.
- Det betyder jo, at det bliver svært at sælge varer. Og det er netop det, vores online platform gør - hjælper de lokale butikker med at sælge deres varer, slår Jan Mejlkjær fast, som derfor ser den nye handelsplatform eksisterer - også længe efter corona-krisen har lagt sig.
For at den nye hjemmeside skal få succes, er det dog altafgørende, at de lokale handelsstandsforeninger bakker op om initiativet.
For kun sådan kan budskabet blive udbredt til de mange lokalbutikker, lyder det.
- Handelsstandsforeningen har indgående kendskab til lokalbutikkerne og har mærkbar indflydelse på, hvor stor en succes platformen bliver. Derfor går vi efter at have et tæt samarbejde med foreningen, siger Jan Mejlkjær og påpeger, at der allerede er stor opbakning fra handelsstandsforeningerne i andre byer.
For eksempel i Køge, hvor omsætningen til byens butikker nåede 335.000 kroner på bare 12 dage, og antallet af bestillinger fra Vielskerkøge.dk ligger på omkring 200 om dagen.
- Jan Mejlkjær
Platformen har således i de første 12 dage haft 17.730 besøgende. Det svarer til, at næsten 30 procent af alle borgere i Køge allerede har besøgt platformen. 10 procent af disse har handlet på platformen ved deres besøg.
Ifølge en pressemeddelelse fra Vielskervoresby.dk er det typisk for webshops, at kun et-tre procent ender med at foretage et køb, når de besøger en hjemmeside.
Succesen er altså allerede til at få øje på - og mulighederne for den lokale online handelsplatform er endnu større, mener initiativtager Jan Mejlkjær. Han håber derfor på, at både butikker og borgere i Slagelse vil benytte sig af muligheden.
Ligesom man altså har gjort i Køge, hvor 30 butikker i skrivende stund har tilmeldt sig.
- Det er så vigtigt, at de lokale beboere går ind og støtter de lokale butikker via platformen. På den måde er man med til at holde gang i hjulene i byen, så lokalmiljøet også består efter corona-krisen, slår Jan Mejlkjær fast.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her