25. oktober 2020
Forfatteren Gunvor Ganer Krejberg her fotograferet ved besøget tilbage i februar. I morgen onsdag kan man møde hende på Korsør Bibliotek, hvor hun fortæller om besøget og den novelle, hun har skrevet om byen. Foto: Helge Wedel
Forfatteren Gunvor Ganer Krejberg her fotograferet ved besøget tilbage i februar. I morgen onsdag kan man møde hende på Korsør Bibliotek, hvor hun fortæller om besøget og den novelle, hun har skrevet om byen. Foto: Helge Wedel
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Læs forfatters novelle om Korsør

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Læs forfatters novelle om Korsør
Slagelse - 27. august 2019 kl. 12:15
Af Helge Wedel

Tilbage i februar var forfatteren Gunvor Ganer Krejberg på et flere dage langt besøg i Korsør med det mål at skrive en novelle om byen. Det han hun nu gjort. Titlen er Broen. I morgen onsdag den 28. august kan man mellem 19 og 20.30 på Korsør Bibliotek møde forfatteren, høre om og spørge ind til hendes oplevelser i den tidligere færge- og nuværende broby. I et interview med Sjællandske ved besøget var den 46-årige forfattere meget begejstret over sit første besøg nogensinde i Korsør.

- Jeg skal tilbage med mine børn og mand og vise dem Korsør. Det er simpelthen et fantastisk sted, sagde Gunvor Ganer Krejberg dengang.

Som en af ialt 20 danske byer er Korsør beskrevet af en forfatter og indgår i et samlet værk med titlen »Hvem er Danmark«.

En national læse- og skrivekampagne arrangeret af Dansk Forfatterforening.

Og som lovet får Sjællandskes og sn.dks læsere mulighed for at læse novellen om Korsør her:

Broen
Af Gunvor Ganer Krejberg

Døren til salonen åbner indad. En solstråle tegner en tynd bronzefarvet stribe over gulvet.

»Hvordan skal det være,« spørger Gitte. Jeg kan mærke hendes stærke fingre i min hovedbund.

»Bare tag spidserne,« svarer jeg og ser op i hendes venlige blik.

Hun går til mit hår, som om det var helt særligt. Det er det ikke. Bare stride, grå hårstrå, der tilfældigvis sidder fast i den anden ende.

»Er du kørt hertil?« spørger hun og jeg forklarer, at jeg tog toget.

»Åh,« siger hun. »Så kom du ikke over broen.«

Hun siger »broen«, med luft på stemmen. Som om den var noget, hun selv havde andel i og lyden af hendes stemme får en glasflaske i vinduet til at synge med. Som et ekko, der sender farvede felter af lys rundt i salonen. Et kantet kunstværk breder sig over de rå vægge.

»Ja, de fleste kører jo bare forbi nu.«

Hun skummer shampoen op, så jeg kan høre selv de mindste sæbebobler briste, mens jeg ser tiden glide gennem hendes blik.

Store færger, der åbner gabet for at spytte biler og togvogne ud. Lasttunge skibe, der lægger til kaj. Os og damp og røg, der soder byen til. Metal mod metal.

»Men turisterne finder vores perle. Og vores egne vender da hjem. Når de selv får børn.«

Betina ser op fra den kasse med hårprodukter, hun er ved at pakke ud.

»Nå da. Der er nok nogen, der skal i byen.«

Hun nikker mod vinduet. Jeg skæver uden at dreje hovedet alt for meget. En gruppe udskolingselever har retning mod busholdepladsen.

»De unge kunne nu godt bruge lidt flere steder at holde til,« siger Gitte.

»De har da hallen,« siger Betina. »Og ungdomsklubben.«

»Og Cafe Dish Dash.« Gitte ler med løftede bryn.

»Nå ja. Og biografen,« fortsætter Betina uden at høre tonen i Gittes stemme. »Det er verdens ældste.«

»Er det?«
Saksen standser et øjeblik i Gittes hånd.

»Det vidste jeg ikke.«
»Jo jo,« svarer Betina. »Verdens ældste.«

Et øjeblik er vi ærbødigt stille. Sammen.

»Der går ham den søde tilflytter.« Betina nikker igen mod vinduet.

»Var det ikke ham, der skulle tælle folk.« siger Gitte. »Ude på Solens Plads?«

»Jo, og næste dag sad han oppe på trappen foran det gamle rådhus,« fortsætter Betina, »det var vist Erling, der troede, han var en dement, som ikke kunne finde hjem.«

Gitte ler. »Nå, ja. Han må være blevet noget forskrækket over den velkomst.«

»Eller glad?« foreslår jeg. »For al den omsorg.«

Betina ser på mig. Hendes blik bliver blødt.

»Ja, omsorg. Den har vi masser af.«

Lyden af saksen får lov at skære alene gennem rummet.

Jeg betaler. Gitte fejer de afklippede lokker sammen til en bunke.

»Åh,« udbryder hun. Jeg følger hendes blik mod den bronzefarvede stribe i gulvet.

Måske er det slet ikke lys. Måske er det en revne? Som om noget svulmer under fundamentet. Presser sig langsomt op. Det er ikke til at se.

»Det er sikkert ikke noget,« siger Gitte og smiler med en rynke mellem brynene.

Jeg følger det spinkle spor, der snor sig ned over den murede trappe. Gennem byen. Forbi genbrugsbutikkerne. Jeg ser det åbne sig ved soklen under en afskallet facade. Zigzakke mellem brostenene.

Kante sig rundt om Fæstningen som et lysende sømærke over en usynlig sandbanke, før det forsvinder for mit blik.

Skal der være en forældelsesfrist for, hvor langt tilbage man kan rejse anklage om en krænkelse?
 

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk