1. december 2020
Herreløse katte er et stigende problem i Slagelse Kommune, hvor borgere dumper dem i kødkasser eller plastikbakker beregnet til mad, siger 24-årige Phimchanok Khunakon. Hun har forsøgt at råbe kommunen op. Indtil videre uden held. Privatfoto.
Herreløse katte er et stigende problem i Slagelse Kommune, hvor borgere dumper dem i kødkasser eller plastikbakker beregnet til mad, siger 24-årige Phimchanok Khunakon. Hun har forsøgt at råbe kommunen op. Indtil videre uden held. Privatfoto.
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Kommune ignorerer stigende katteproblem

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Kommune ignorerer stigende katteproblem

Slagelse Kommune er ligeglad og ignorerer stigende problem med herreløse katte, mener 24-årige Phimchanok Khunakon. Først da Sjællandske tager kontakt til kommunen, får hun svar på spørgsmål om en handleplan. »For dårligt«, raser hun.

Slagelse - 24. oktober 2020 kl. 12:47
Af Fleur Sativa

- Jeg ser det kort sagt sådan her: At man som almindelig borger ikke bliver taget seriøst. Og at jeg ikke har nogen stemme.

Så klar i spyttet er 24-årige Phimchanok Khunakon, efter hun den 5. oktober henvendte sig skriftligt til Slagelse Kommune med et ellers simpelt spørgsmål:

»Foreligger der nogle handleplaner eller kommende handleplaner for forebyggelse af hjemløse katte i Slagelse Kommune?«

Herreløse katte er nemlig et stigende problem, mener den unge kvinde, der dog måtte se langt efter et svar. For selv om kommunen på sin egen hjemmeside garanterer at besvare borgerhenvendelser indenfor 10 kalenderdage, forblev mailen ubesvaret.

Altså lige indtil Sjællandske kontaktede kommunen angående den overskredne svarfrist.

Samme dag, som Sjællandske tager kontakt til kommunen - tirsdag, fem dage efter svarfristen - modtager Phimchanok Khunakon nemlig endelig en mail retur som svar i sin indbakke.

- Det er simpelthen for dårligt, at man er nødt til at gå til medierne, før der sker noget, slår den 24-årige kvinde fra Slagelse fast.

Ønske: Krav til katteejere

I øjeblikket har kommunen en aftale med Kattens Værn om indfangning af vilde katte. Det fremgår blandt andet af svaret fra Slagelse Kommune, som Sjællandske har set, og som underskrives af Peter Johansen.

Han er chef for kommunens entreprenørservice, som også er ansvarlig for snerydning og aflivning af skadedyr som eksempelvis rotter.

Men der mangler en konkret handleplan på området for de herreløse katte, mener Phimchanok Khunakon, der går under navnet Panda, og som også råber op i et offentligt opslag på Facebook.

Den unge kvinde har yderligere igangsat en underskriftsindsamling, der skal presse politikerne: Problemet skal løses, før kattene ender på gaden, siger hun.

Artiklen fortsætter efter billedet...

Phimchanok Khunakon skrev den 5. oktober til Slagelse Kommune - men kommunen reagerede først på hendes henvendelse, den dag Sjællandske gik ind i sagen. Privatfoto.

- Lige nu indfanger vi de vilde katte, som ofte er sky og syge. Og nogle er nødt til at blive aflivet, fordi de ikke kan komme ud i et hjem. Men hvorfor løser vi ikke problemet, før det overhovedet bliver et problem? Hvorfor hjælper vi ikke kattene, før de får brug for hjælp? spørger Phimchanok Khunakon retorisk.

Konkret ønsker hun flere krav til katteejere i stil med den hundelov, der findes. Eksempelvis bør ejere være pålagt at registrere og øremærke deres kat, mener Phimchanok Khunakon.

For lige nu er det både for nemt at anskaffe sig en kat - og for nemt at skille sig af med den igen, siger hun.

Et tilbagevendende problem

- Det er en tilbagevendende problemstilling hvert evigt eneste år. Udover det så bliver dumping udført på mange kreative måder. Blandt andet bliver kattene smidt i kødkasser eller plastikbakker beregnet til mad og efterladt i vejkanten, skriver Phimchanok Khunakon i sit opslag på Facebook, der var med til at starte hele den nuværende debat.

Selv kører hun i dag rundt om natten for at fodre de mange katte, der efter alt at dømme er efterladt til dem selv. I en tilværelse præget af sult, lopper og daglig kamp for overlevelse.

"Blandt andet bliver kattene smidt i kødkasser eller plastikbakker beregnet til mad og efterladt i vejkanten."
- Phimchanok Khunakon

Og også Kattens Værn bekræfter over for Sjællandske, at efteråret er »højsæson« for herreløse katte.

- Det startede i august og strækker sig som regel ind i november, har internatleder Bettina Petersen fra Kattens Værn Slagelse tidligere forklaret til avisen.

Men hvis én uneutraliseret kat bliver sat ud i naturen, hvor den kan parre sig med andre katte, bliver den ene kat pludselig til mange.

Ifølge Dyrenes Beskyttelse kan to katte således blive til 4.802 på bare fire år, hvis bestanden får lov til at vokse.

Cirka 100 sager om året

I Slagelse Kommune oplever man dog ikke herreløse katte som et problem på samme måde, som 24-årige Phimchanok Khunakon gør.

Ifølge entreprenørchef Peter Johansen har antallet af sager om herreløse katte de seneste fire år ligget »ret stabilt med et udsving fra 99 til 134 sager per år«.

Det fremgår af mailen, som er sendt til Phimchanok Khunakon, og som Sjællandske er i besiddelse af.

Foreløbig er der for det indeværende år indgivet 82 anmeldelser om herreløse katte i kommunen, oplyser Peter Johansen videre. Det svarer til, at en borger har henvendt sig otte gange hver eneste måned. Eller én gang cirka hver tredje dag.

Artiklen fortsætter efter billedet...

Den unge kvinde fra Slagelse kører rundt om natten for at fodre de mange katte, der efter alt at dømme er efterladt til dem selv. Èn har hun selv måttet indfange, selv om Slagelse Kommune har en aftale med Kattens Værn. En konkret handleplan og krav til katteejere mangler, mener Phimchanok Khunakon. Privatfoto.

- Hver sag/henvendelse kan jo så rumme et forskelligt antal katte, konstaterer Peter Johansen i mailen, men vurderer dernæst:

- Vi (Slagelse Kommune entreprenørservice, red.) kan på den baggrund ikke genkende et stigende problem, men konstaterer en fortsat udfordring med efterladte eller på anden måde herreløse katte i kommunen.

Trods brug af ordet »udfordring« bliver der dog ikke foretaget yderligere fra Slagelse Kommunes side.

Frygter mørketal

- Der er aktuelt ikke iværksat handlinger omkring forebyggelse af herreløse katte eller mig bekendt nye initiativer på vej i den forbindelse, skriver Peter Johansen som svar på Phimchanok Khunakons indledende spørgsmål om en konkret handleplan.

- En eventuel opskalering af indsatsen vil forudsætte en politisk beslutning i forhold til en ændret økonomisk ramme for opgaven, konstateres det, før Peter Johansen slutter sin mail, der først blev sendt den dag, Sjællandske tog fat i sagen:

"Jeg ved, at der er mange katte, der lever på gaden og aldrig bliver anmeldt. Jeg ser dem jo."
- Phimchanok Khunakon

- Men status er, at Slagelse Kommune tager sig af henvendelser om herreløse katte via et velfungerende samarbejde med Kattens værn og med et nogenlunde stabilt antal henvendelser set over de seneste år, skriver han.

Phimchanok Khunakon er ikke tilfreds med svaret og vil fortsat indsamle underskrifter, så der bliver gjort mere for de herreløse katte. Hun frygter desuden, at der er et mørketal, som kommunen ikke har kendskab til:

- Jeg ved, at der er mange katte, der lever på gaden og aldrig bliver anmeldt. Jeg ser dem jo, slår hun fast.

Politisk stilhed

Sjællandske har tidligere omtalt problemet med de herreløse katte og blandt andet snakket med Slagelse Kommunes miljø-, plan- og landdistriksudvalg, der ikke var sikker på, hvilket politisk bord sagen tilhørte.

- Jeg har som sådan ikke nogen holdning til herreløse katte, sagde udvalgets formand, Jørgen Grüner (SF), på det tidspunkt til avisen.

Udvalgsformanden pegede i stedet på kommunens erhvervs- og teknikudvalg, men formand Villum Christensen (LA) er aldrig vendt tilbage på Sjællandskes henvendelse.

Heller ingen andre politikere har indtil videre kommenteret på sagen.

Det er frivilligt og gratis for den enkelte, når Danmark - formentlig snart - begynder at vaccinere befolkningen mod covid-19. Vil du vælge at blive vaccineret?
 

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk