19. oktober 2021
Phillip Devantier er aktuel med onemanshowet »Grinebidder«, hvor han blandt andet fortæller om sit livs store nedtur, der ramte ham under coronanedlukningen.
Phillip Devantier er aktuel med onemanshowet »Grinebidder«, hvor han blandt andet fortæller om sit livs store nedtur, der ramte ham under coronanedlukningen.
Foto: Kenn Thomsen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Komiker fik en depression - nu aktuel med nyt show om svær tid

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Komiker fik en depression - nu aktuel med nyt show om svær tid

29-årige Phillip Devantier fra Slagelse vandt i 2018 DM i stand-up, men gik under coronanedlukningen ned med både stress og depression. Nu er han aktuel med personligt onemanshow og startede turnéen på hjemmebane.

Slagelse - 18. september 2021 kl. 12:22
Af Fleur Sativa

»Vil folk nogensinde igen komme til at synes, at stand-up er sjovt?«

Det spørgsmål stillede komiker Phillip Devantier sig selv, da han under coronalockdown lå i sin seng i Svenstrup lidt udenfor Slagelse - alene - og uden et eneste job i kalenderen.

Men tanken var kun én ud af mange. Alt for mange.

For da landet lukkede ned, vågnede frygten for fremtiden, og komikeren - der i 2018 vandt DM i stand-up - stoppede med at sove om natten, da myldretanker holdt ham vågen. Derefter kom kvalmen. Og pludselig havde han to diagnoser: Stress og depression.

- Jeg røg ind i et forfærdeligt mørke: Der var kun mig og et hus med fire vægge, fortæller Phillip Devantier, der lige nu er aktuel med sit andet onemanshow »Grinebidder«, der netop handler om det sidste halvandet år af sit liv - og om de ting, som perioden har lært ham.

For eksempel at man altid skal turde at smile og grine. Selv når livet gør ondt.

Tilbage på scenen

I dag er Phillip Devantier flyttet fra Svenstrup, hvor han er vokset op og lejede et hus, før coronavirus kom til landet. Han bor nu i stedet i en lejlighed på Frederiksberg i København og er - som nævnt - tilbage på scenen.

Svaret på spørgsmålet, der tidligere holdt ham vågen om natten, fik han således svar på onsdag aften, hvor han havde premiere på sit nye onemanshow i Slagelse Musikhus. Eller sagt med andre ord: »Hjemme.«

Artiklen fortsætter efter billederne...

Den 29-årige komiker Phillip Devantier har tabt sig 42 kilo på halvandet år. Foto: Kenn Thomsen

Komikeren, der er vokset op og har boet i Svenstrup lidt udenfor Slagelse, ønsker at være med til at bryde tabuer ved at snakke om det, der er svært. Showet »Grinebidder« blev derfor skrevet om, da han blev syg. Foto: Kenn Thomsen

- Jeg havde brug for at starte et sted med medvind, og jeg så mange blandt publikum, som jeg kender fra min ungdom. Det var virkelig dejligt - helt vildt, fastslår Phillip Devantier, der sluttede showet med stående klapsalver fra publikum og opråbet »velkommen hjem.«

Et ordvalg, der må siges at være passende, når man tænker på den rejse, som den DM-vindende komiker har været på.

- Jeg gik fra at have en begyndende succesfuld karriere til at få revet det ud af hænderne. Det skete fra den ene dag til den anden, husker Phillip Devantier, der har drømt om at underholde, siden han var barn.

- Med en ungdom i Slagelse er der meget, der vil kunne give én en form for »rush« - men jeg har aldrig oplevet så stort et »kick,« som når man kan få folk til at grine. Selv et kys fra den smukkeste kvinde vil aldrig kunne hamle op med det, fastslår han.

Har tabt 42 kilo

Da Phillip Devantier pludselig ikke længere måtte stå på en scene foran publikum, ramte det ham derfor hårdt.

Så hårdt, at manglen på søvn og den konstante kvalme samt opkastningerne, der ofte fulgte med, på et tidspunkt blev synlige for andre end ham selv.

Kæresten gik fra ham, og stressen gav ham knopper.

"Jeg så forfærdelig ud. Min krop var presset, og jeg græd konstant. Mine øjne var permanent blodsprængte."
- Phillip Devantier, komiker

- Jeg så forfærdelig ud. Min krop var presset, og jeg græd konstant. Mine øjne var permanent blodsprængte, beskriver Phillip Devantier, der søgte tilflugt hos sin far i Svenstrup og ude i naturen.

Hver dag gik han omkring ti kilometer. Her begyndte han blandt andet at skrive på showet »Grinebidder« og tabte adskillige kilo - noget, der tog ekstra fart, da coronarestriktioner ophørte, så han kunne melde sig ind i et lokalt fitnesscenter.

I dag har Phillip Devantier derfor tabt sig 42 kilo.

-Jeg tror egentlig flere gange, jeg tog mig selv i at tænke: »Du lader corona vinde, hvis du ikke får det bedste ud af det,« siger han.

Showet »Grinebidder« er således - foruden de tabte kilo - et resultat af netop dén tanke. For faktisk var showet oprindeligt skrevet »udelukkende som sjov og spas - uden alvoren,« fortæller Phillip Devantier.

Artiklen fortsætter efter billedet...

Komiker-kollegaen Peter Werner varmede publikum godt op inden premieren i Slagelse Musikhus. Foto: Kenn Thomsen

Vil bryde tabuer

På grund af coronapandemien blev turnéen imidlertid udskudt flere gange. Så efter han blev ramt af stress og depression, begyndte han at skrive om på showet og inddrage den svære tid.

- Jeg syntes, det var vigtigt at skrive det ind i showet for at bryde nogle tabuer og for at sige: »Det er okay at gå fra at have det godt til at få det dårligt,« siger Phillip Devantier, der også fra scenekanten onsdag snakkede om sin kærestes OCD.

De to fandt sammen og er i dag igen et par, efter de ellers havde brudt.

- Livet kan være svært. Det kan det for os alle sammen. Og det sidste halvandet år har virkelig ikke været nogen sjov tid for mig. Men en komikers hjerne står aldrig stille, så ligemeget, hvor surt det var, blev jeg ved med at tænke: »Der må da være noget sjovt i den her situation,« forklarer han.

Og det var - eller er - der. I hvert fald talte publikum i Slagelse Musikhus onsdag aften sit eget tydelige sprog.

- Den stående applaus rørte mig virkelig meget. Der slog det mig: »Okay, du er ikke den eneste, der synes, at der stadig er grundlag for det her - folk synes heldigvis stadig, at stand-up er sjovt,« siger Phillip Devantier.

Rejser du til udlandet i år?
 

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk