
Det gik ikke stille af, da advokat og islamkritiker Rasmus Paludan den 24. juli i år besøgte Ringparken i forbindelse med en politisk demonstration.
Hurtigt opstod der uroligheder blandt tilskuere og borgere i området. I alt 17 er nu sigtet i forbindelse med optøjerne.
Spørger du hovedpersonen, Stram Kurs' Rasmus Paludan, er der ingen tvivl om, at sigtelserne falder i god jord.
Han undrer sig dog over, at der ikke er flere, der er blevet sigtet.
- Det var klart det mest alvorlige, jeg har oplevet. Der blev kastet med både glas og sten mod mig og politiet, og faktisk som det mindste blev der råbt dødstrusler. Så for mig lyder 17 ikke af mange, siger advokaten, som undervejs på sin turné rundt i landet har gjort sig noget uheldigt bemærket.
Selv om han imidlertid ikke blev mødt af utilfredse beboere direkte korporligt, var Slagelse-besøget i Ringparken uden sidestykke, mener han.
- Hele pointen med besøgene er at vise, hvordan forholdene er. Og i Slagelse fik vi et meget autentisk billede. I Kolding sørgede kommunen for at sende alle ballademagerne med en bus den dag, vi kom. Sådan var det ikke i Slagelse, siger Rasmus Paludan.
Stram Kurs har et enkelt planlagt besøg tilbage - i Gellerupparken ved Aarhus på søndag. Hans visit hænger dog stadig i en tynd tråd, bemærker han og tilføjer, at det skyldes politiets tilbageholdenhed og umiddelbare afvisning.
- Mange politikredse er gode og ordentlige. Her kan jeg nævne Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, som jo har med Nordbyen i Slagelse at gøre. På den anden side har vi så Østjyllands og Fyns Politi. De plejer at sige, at det bliver for farligt, hvis jeg kommer og siger min mening, så det vil de ikke have. Men så er politiet jo med til at sabotere forsamlings- og ytringsfriheden, siger Rasmus Paludan, der efter en afvisning har spurgt politiet om lov endnu engang.
- Først sagde de nej, men så anmoder jeg bare om en anden demonstration. Denne gang for etnisk mangfoldighed. Og det venter jeg stadig svar på, siger islamkritikeren.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her