10. december 2018
Skibsfører på Omøfærgen, Johnny Schmidt (t.v), tror ikke på, at de nye tørnlister, der er valgt ved afstemning, får gemytterne til at falde til ro blandt personalet på de to færger.    Arkivfoto: Solveig Hansen
Skibsfører på Omøfærgen, Johnny Schmidt (t.v), tror ikke på, at de nye tørnlister, der er valgt ved afstemning, får gemytterne til at falde til ro blandt personalet på de to færger. Arkivfoto: Solveig Hansen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Grumset afstemning om vagtplaner

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Grumset afstemning om vagtplaner
Slagelse - 13. november 2018 kl. 16:04
Af Solveig Hansen
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Færgefart: Føljetonen om Agersø- og Omøfærgerne og personalets fremtidige tørnlister er langt fra slut, selv om afstemningen er. For nylig fik personalet, som resultat af deres fælles modstand mod nye tørnlister og krav om at arbejde på begge færger, valget mellem to tørnlister.

Lister som er kommet i stand i samarbejde mellem rederiet og personalets tillidsmand - men for personalet har ingen af de to tørnlister tilsyneladende været svaret på deres bønner.

Afstemningen er nemlig endt med et noget grumset resultat, hvor seks mand har stemt for den ene tørnliste, fem for den anden - og otte mand har valgt slet ikke at bruge deres stemme.

Den mulighed, der, trods svagt flertal, løb med sejren, lægger sig mest op ad den vagtplan, som personalet på Agersø-færgen tidligere har opereret med - nemlig en 7-7-7- plan, der er fordelt på syv dagvagter i træk, syv nattevagter i træk og syv fridage i træk.

Et system, der har fungeret, da de fleste af de ansatte på Agersøfærgen bor på Agersø.

Selve nattevagten bliver dog skruet sådan sammen, at der her alligevel ikke er den store begejstring for planen. På Omøfærgen, hvor de fleste personaler bor langt væk fra deres arbejdssted, giver netop den plan ingen mening.

- Puha, ja den bliver slem. Det betyder, at vi skal gå syv nattevagter i træk med cirka fem timers søvn hver nat.

Det kan ingen holde til. Nattevagten begynder kl. 17 med vagt til kl. 22.15, hvorefter der er hviletid fra kl. 22.15 og frem til kl. 04.30, fortæller Johnny Schmidt, der selv arbejder på Omøfærgen og bor i Nakskov.

- Man skal jo lige til køjs og så op igen kl. 4, så man er vågen og klar til arbejdsstart kl. 04.30, siger Johnny Schmidt, der med to timers transport hver vej lige kan nå fem timer hjemme, inden han skal afsted igen.

Han tror ikke på, at den nu afsluttede afstemning vil få freden til at sænke sig på færgerne - tværtimod.

- På Omø-færgen forventer jeg, at vi er mindst seks, der siger op, og på Agersøfærgen er der nok to-tre-stykker, siger Johnny Schmidt, der er skibsfører på Omøfærgen og tidligere tillidsmand for personalet på begge færger.

Rederiets måde at få de nye tørnlister sat i værk på, har Johnny Schmidt ikke meget til overs for.

- Det har aldrig været muligt at forhandle med Korsør havn. De har altid set meget på det økonomiske, og intet der ikke passede dem, kunne forhandles, siger Johnny Schmidt, der ikke synes, at det er rimeligt at behandle mangeårige medarbejdere på den måde.

- Det er uforskammet at behandle folk, der har været ansat i op til 30 år, sådan, siger Johnny Schmidt, der sætter sin lid til fagforbundet FOA, der nu skal tage sig af den videre forhandling af lokalaftaler. En forhandling der i følge Johnny Schmidt blandt andet skal klarlægge uoverensstemmelser omkring hviletid mellem vagterne.

Onsdag den 12. december er der lagt op til et samlet personalemøde for begge færger, og lige nu tyder intet på, at julefreden vil have sænket sig over Agersø- og Omøfærgerne til den tid.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra FOA inden avisens deadline.

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk