
Både hjemmepleje og nogle af plejecentrene kæmper stadig med smittede blandt borgere og medarbejdere, men det ser bedre ud, end det har gjort, og lysner, lyder det fra ældrechef.
- Det ser væsentligt bedre ud, end det har gjort. Nu hænger det bedre sammen.
Kommunens sundheds- og ældrechef, Charlotte Kaaber, har fået øje på lidt lys i januar-mørket, men coronaen sætter stadig sit præg på hverdagen i hjemmeplejen og på plejecentrene rundt i kommunen.
I hjemmeplejen er 23 medarbejdere smittede, mens seks er i karantæne. 20 borgere under hjemmeplejen er smittede, mens 22 tirsdag var i karantæne.
Der er især mange smittede på Kalundborgvej i Slagelse og i Dalmose-området.
På plejecentrene er der godt nyt fra Bjergbyparken i Slots Bjergby, der i december var hårdt ramt. Her er alle medarbejdere nu tilbage, mens en enkelt beboer fortsat er syg.
På plejecentrene i Korsør er to medarbejdere smittet med Covid-19. Her er ingen beboere imidlertid ramt.
På Hjemmet ved Noret i Skælskør er 10 medarbejdere og 18 beboere syge. Fem beboere er stadig isolerede, og fire mere blev testet forleden.
Plejecentret Smedegade i Slagelse talte ved opgørelsen tirsdag tre smittede beboere og fem medarbejdere.
Mens smittetallene landet over er faldende, forbereder sundhedsmyndighederne alle på, at smittetallet skal længere ned endnu, hvis det ikke skal gå galt, når nye, hurtigt smittende corona-mutationer for alvor får fat. Så Charlotte Kaaber kan heller ikke ånde lettet op endnu, lyder det.
- Vi håber seriøst meget på, at vi når at vaccinere anden gang, inden beboerne på plejecentrene bliver syge igen, men vi kan forvente, at det bliver værre i hjemmeplejen, siger hun.
Alle kommunens plejehjemsbeboere får vaccination nummer to mandag og tirsdag i den kommende uge.
Sideløbende med kommunens egne plejeopgaver har Slagelse nu også modtaget de første tre ikke-færdigbehandlede patienter fra regionens sygehuse, som skal aflastes. De tre patienter er kommet til Blomstergården i Slagelse.
Alt i alt fører hele corona-forløbet til en pukkel af ikke-afviklet ferie og fridage. Kommunen har også brugt vikarer i perioden, men faktisk ikke så mange.
- Vi får en vikar-regning, men den bliver ikke så stor, for vikarbureauerne har ikke kunnet stille med så mange, som vi har haft brug for, forklarer Charlotte Kaaber.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her