
To mænd nægter sig skyldige i at have hjulpet med at befri fangen Hemin Dilshad Saleh i en væbnet aktion. Det kom frem ved grundlovsforhøret torsdag, som foregik ved retten i Næstved. Befrielsesaktionen skete tirsdag mod psykiatrisk afdeling i Slagelse.
De to anholdte, der er henholdsvis 25 og 20 år, er blevet sigtet for at hjælpe med til flugten, for besiddelse af skydevåben, for at true med skydevåben og for at true personalet på den psykiatriske afdeling til at lukke den 24-årige Hemin Dilshad Saleh ud gennem den dobbeltsikrede sluse.
Ved grundlovsforhøret blev dørene lukket efter anmodning fra anklageren, som begrundede dørlukningen med, at man fortsat mener, der er medgerningsmænd på fri fod.
Forsvarer Andro Vrlic, der kun er forsvarer for den 20-årige, meddelte, at den sigtede gerne vil udtale sig i retten. Den 25-årige vil til gengæld ikke udtale sig, forklarede dennes forsvarer, Susan Jørgensen.
Forklaringerne kunne sn.dks reporter på stedet dog ikke høre på grund af dørlukningen. Der er også nedlagt navneforbud i sagen.
Efter grundlovsforhøret meddelte dommeren resultatet af grundlovsforhøret:
Den 25-årige blev varetægtsfængslet i fire uger til den 19. december, da der grund til at tro, at han kan påvirke efterforskningen ved at advare andre.
Den 20-årige blev ikke varetægtsfængslet, da der ikke er grundlag for dette, men han er fortsat anholdt i tre gange 24 timer.
De to mænd blev onsdag anholdt i Storkøbenhavn og sættes i forbindelse med befrielsen af den 24-årige Hemin Dilshad Saleh, der sad fængslet i surrogat i forbindelse med et voldeligt overfald i en frisørforretning på Nørrebro.
Hemin Dilshad Saleh betegnes som et ledende medlem i bandegrupperingen NNV.
De to mænd var ved fremstilling i retten iført sneakers. Den ene bar en sweatshirt, den anden en mørk dynejakke. Begge var kortklippede.
I forbindelse med aktionen tirsdag i Slagelse blev der affyret skud mod gulvet, ligesom de ansatte på hospitalet blev truet.
Tidligere torsdag blev en anden mand varetægtsfængslet i fire uger in absentia. Han er sigtet for samme forhold, som de to andre. Det er højst sandsynligt den mand, som politiet har anholdt i Hamburg i Tyskland.
Også for hans vedkommende er der navneforbud i sagen.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her