

Se billedserie
Lamperne på en cirka 40 meter lang gang på erhvervsskolen ZBC på Willemoesvej sørger ikke længere kun for almindeligt, hvidt lys. Via en app kan lamperne skifte til lys i alle regnbuens farver, så det kan blive noget af et lysshow for de kommende elektrikere at færdes på deres uddannelse.
Det er elektriker-elever i skolepraktik på ZBC, der har hjulpet lysdesigner Simon Panduro med lys-installationen. Arbejdet er foregået over tre uger med Thomas Hartung fra elfirmaet El:Con som ansvarlig for den praktiske side af sagen.
På elektriker-uddannelsen hedder faget lyskontrol.
- Det handler om intelligent belysning - at lys ikke bare gør, som man har sagt. For eksempel ved at lyset skifter til rødt, jo flere der passerer sensorerne. Det er mest en legeplads, hvor eleverne får redskaberne til nogle ting. Systemet kan for eksempel kobles til en eventkalender, så app'en får lyset til at skifte i forhold til, hvad der foregår på skolen, forklarer Simon Panduro.
- Det er spændende. Der er altid noget at lære. Det er et skridt mere mod vores profession, siger en af elektriker-eleverne, Verona Stoica.
- Ja, det er spændende at prøve noget nyt, supplerer Filmon Habteab.
Eleverne synes også, at gangen er blevet hyggelig med de forskellige farver lys, og ifølge lysdesigneren vil det hele nok blive automatiseret i det daglige.
- Og jeg tænker, at det i sidste ende bliver op til eleverne, hvordan det skal være, siger Simon Panduro, som dog foreslår, at gangen bliver lyst op i blåt om morgenen.
- Så vågner man op, og det er godt, når man skal studere, konstaterer han.
Thomas Hartung fra El:Con er også blevet klogere undervejs:
- Jeg har også lært lidt af det. Om selve programmeringen af lyssystemet, og man kan for eksempel bruge vejret udenfor til at styre lyset indenfor. Det er jo også noget, der påvirker os psykisk, siger han.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her