23. oktober 2019
Otto Dræbye i sit es - med mikrofon og spørgsmål til daværende social og integrationsminister Karen Hækkerup, der besøgte Kvarterhuset på Motalavej i 2013. Foto: Thomas Olsen
Otto Dræbye i sit es - med mikrofon og spørgsmål til daværende social og integrationsminister Karen Hækkerup, der besøgte Kvarterhuset på Motalavej i 2013. Foto: Thomas Olsen
Foto: THOMAS OLSEN
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: De svages stemme og tidligere topchef er død

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

De svages stemme og tidligere topchef er død
Opdateret 26. september 2019 kl. 10:58
Slagelse - 26. september 2019 kl. 06:05
Af Helge Wedel
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Den tidligere kommunale topchef havde forberedt sin død - herunder at få bragt en sidste hilsen i Sjællandske. Han blev 73 år.

Klokken 12.48 lørdag den 21. september sov Otto Dræbye stille ind i sit hjem på Odinsvej omgivet af sin nærmeste familie.

Hans ønske om at dø hjemme og ikke på sygehus eller hospice var opfyldt.

Det oplyser hans svigerdatter, Michele Dræbye. Hun er sygeplejerske og har efter Otto Dræbyes ønske de seneste måneder haft plejeorlov for sammen med den kommunale sygepleje at passe ham, mens kræften i hjernen langsomt men sikkert fik overtaget og til sidst kostede ham livet.

- Otto vidste, at sygdommen, som han fik konstateret i oktober 2018, ville koste ham livet. Han havde derfor forberedt sin død i detaljer, siger Michele Dræbye. Blandt andet med personlige breve til hans søn, svigerdatter, to børnebørn og ægtefællen Hanne Grønbæk.

Men også med en sidste hilsen, som han ønskede bragt i Sjællandske, hvor ovenstående skribent var udset som den, der skulle skrive om ham.

- Han ville allerhelst være kørt direkte fra sit hjem til krematoriet. Han ønskede ingen bisættelse, ligesom hans død først skulle offentliggøres, når han var brændt, siger Michele Dræbye. Hun tilføjer, at de nærmeste i går onsdag tog afsked med ham på kapellet i Slagelse, som er opsamlingssted, inden kisterne køres til fælleskrematoriet i Ringsted.

Sin aske ønsker Otto Dræbye spredt i Storebælt.

Han var til det sidste aktiv debattør blandt andet med læserbreve her på Korsør-siderne.

- Han ville bare debattere, og han fulgte med til det sidste. Herunder også i det store opgør i Venstre, hvor han så fik sit ønske om Inger Støjberg som næstformand opfyldt på dagen, hvor han døde, siger Michele Dræbye. Han var til sidst lam i den ene side, men kunne fortsat skrive med den ene hånd.

Til sidst måtte han have læst Sjællandske op for sig. Avisen betød meget for ham ifølge Michele Dræbye.

Mangeårig Korsør-borgmester Flemming Erichsen (S) slår fast, at Otto Dræbye var den bedste direktør, som han nogensinde har arbejdet sammen med.

Som ung kom Otto Dræbye efter to år som socialrådgiver for beboere i Vollsmose ved Odense til Korsør, hvor han i 1976 blev leder af kommunens bistandsafdeling. Senere var hans titler i Korsør Kommune socialinspektør, skole- børne- ungechef og til sidst direktør for personområdet.

På direktørposten lykkedes det ham, at nedbringe sager med anbringelse af børn uden for hjemmet betragteligt.

Efter kommunesammenlægningen tiltrådte Otto Dræbye som chef for den kommunale del af det dengang nye jobcenter på Kalundborgvej i Slagelse.

Otto Dræbyes store engagement i samfundslivet med fokus på de svageste varede ved også efter arbejdslivet sluttede. Her lagde han blandt andet masser af frivilligt arbejde i ældresagen, arbejdsskadeforeningen, ældrerådet og frivilligcentret. Bridge og golf havde også hans store interesse.

Livets lyksaligheder er overskriften på den sidste hilsen fra ham:

Jeg skal herved sige tak for samvær med mange borgere i Korsør, og Slagelse, og som jeg har haft relationer til gennem mit arbejde som direktør i gl. Korsør Kommune, gennem min deltagelse i Korsør Golfklubs aktiviteter og gennem deltagelse i forskelligt frivilligt arbejde i Ældresagen, Arbejdsskadeforeningen, Ældrerådet, Frivilligcentret m.fl. og bridge.

Samtidig skal jeg sige tak til min familie, der har givet mig mulighed for at tilbringe mine sidste dage i eget hjem.

Jeg har måtte give op for kræft i hjernen meget mod min vilje, men sådan er det nu en gang.

Jeg vil anbefale jer alle at tænke på ordene PYT MED DET, når I kommer i stressede situationer, da det afgørende er at nyde livet, så længe man kan. Jeg skal samtidig sige tak til den private hjemmepleje og sygeplejen i Slagelse Kommune, der har støttet mig i eget hjem.

Jeg håber på, at det på et tidspunkt lykkes at finde metoder til at behandle kræft, som rammer rigtig mange, også selv om de har levet et sundt liv.

Otto Dræbye

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk