

Se billedserie
- Der var en farlig ballede. Vi kunne slet ikke sove!
Sådan lød det fra en af de 12 udviklingshæmmede beboere, da Sjællandske tirsdag morgen aflagde Bofællesskabet Motalavej på 3. sal over plejecenter Solbakken i Korsør et besøg for at høre nærmere om de to biler, der aftenen før udbrændte på parkeringspladsen ved plejecenteret.
»Balladen« var de mange udrykningskøretøjer og de blå blink, som bofællesskabets beboere kunne se fra deres værelser ved de brændende biler. En Hyundai-personbil og en minibus blev flammernes bytte. Sidstnævnte tilhører Bofællesskabet Motalavej,
- Vi har haft bilen i en del år. Der er plads til ni personer inklusiv chaufføren. Vi bruger bilen til udflugter og ture for vores beboere, ligesom den også er i brug, når de skal ledsages til for eksempel læge eller fodterapeut, siger Flemming Baadsgaard Kristensen til Sjællandske. Han er områdeleder for bofællesskabet.
Brandalarmen lød klokken 21.42 mandag aften. Vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi Stefan Jensen oplyser, at de to brande angiveligt begge er påsatte.
- Der er så langt mellem de to biler, så vi tror ikke, at ilden naturligt kan have spredt sig fra den ene bil til den anden. Derfor efterforsker vi sagen som forsætlig brandstiftelse, siger Stefan Jensen. Han beder vidner henvende sig til politiet på 114.
Sjællandske erfarer, at den udbrændte Hyundai-personbil tilhører en kvindelig vikar, der var på aftenvagt på Plejecenter Solbakken.
Bofællesskabets minibus er ligesom plejecenterets minibus ikke mærket på nogen måde, så man kan se, at bilerne bruges til transport af plejecenter-beboere og udviklingshæmmede.
- Det kunne da godt være, at vi skulle overveje at sætte skilt på vores bil, da det i bedste fald måske kan have en præventiv virkning, så man ikke brænder biler af, der komme nogle af samfundets svageste borgere til gode, siger Flemming Baadsgaard Kristensen.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her