
Fire mænd i alderen 38 til 62 år sidder i denne tid på anklagebænken i en større sag, som først ventes afsluttet på sjette retsdag. Indtil videre har der været to retsmøder omhandlende 31 kriminelle forhold, hvoraf de fleste omhandler tyveri af benzinkort fra varebiler.
Sagen fortsættes senere i januar.
Således er kvartetten, der har haft helt styr på rollefordelingen, brudt ind biler overalt i Danmark, hvor de udover værktøj, elektronik, og hvad de lange fingre ellers ikke kunne holde sig fra, er gået efter benzinkort.
Det er sket i Odense, Korsør, Roskilde, Horsens, Kalundborg, Slagelse og flere andre steder, og de tiltales nu alle sammen for tyveri og databedrageri af særlig grov beskaffenhed.
De risikerer flere års fængsel.
De alle sidder bag tremmer i Storstrøms Fængsel, hvor de derfor i fællesskab kan gruble over, hvorfor det gik galt, og hvem der tippede politiet om, at litervis af stjålen dieselolie og benzin var at finde på eksempelvis en adresse lidt uden for Slagelse.
Der er også brugt et lager i Vordingborg til opbevaring af brændstoffet, som der var en klar plan for.
Forbrydelserne er foregået i perioden januar 2020 til sommeren samme år, hvor den yngste, 38-årige mand, brød ind i bilerne. Dernæst afleverede han kort til en 52-årig medsammensvoren, som tappede brændstoffet - eksempelvis fra Circle K - på store tanke og efterfølgende opbevarede det på sin adresse uden for Slagelse.
Dernæst gik det videre - mod betaling - til en tredje og senere også fjerde, 62-årig mand, som opbevarede det på sit lager og altså der også besad dieselolie og benzin, som en række kunder så kunne nyde godt af til billige penge.
Med de stjålne kort har mændene tanket for ikke under 360.000 kroner i brændstof alene med henblik på videresalg.
Hvornår sagen afsluttes, er uvist.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her