
28-årige Bjørg Zinkernagel Klein er startet op som ny udkørende dyrlæge i Slagelse og omegn. I dag kører hun derfor ud til både hunde, katte og heste, hvor særligt sidstnævnte har vundet hendes hjerte. Siden hun var helt lille, har hun elsket alle slags dyr.
Det startede med kærlighed. For 28-årige Bjørg Zinkernagel Klein har altid elsket dyr. Derfor har hun også vidst, at hun ville være dyrlæge, siden før hun selv kunne huske det.
At hun i dag er startet op som udkørende dyrlæge i Slagelse og omegn, giver dermed god mening.
- Jeg var tre år, da jeg første gang sagde, jeg ville være dyrlæge - i hvert fald så vidt mine forældre har fortalt mig. Det var, efter vi var til dyrlægen første gang med vores daværende hund, fortæller Bjørg Zinkernagel Klein, der nu selv kører ud til både hunde, katte og heste. Og sidstnævnte er kærligheden særlig stor til.
For selv om det altså var labrador-/schæferblandingshunden Frigg, der startede dyrlægedrømmen, har den 28-kvinde fra Slagelse dyrket interessen som riddepige, siden hun var fem.
Og så har hun skrevet både sin afsluttende bachelor- og kandidatopgave om netop heste.
Men de sidste fire år - siden Bjørg Zinkernagel Klein blev færdiguddannet i januar 2017 - har hun arbejdet i en blandet dyrlægepraksis og haft med dyr i alle slags størrelser at gøre.
Artiklen forsætter efter billedet...

Selv om de fleste dyr er populære hos Bjørg, er hesten uden sammenligning hendes favoritdyr. Her er hun ved at tjekke tænderne på hesten Höfôingi. Foto: Anders Ole Olsen
- Jeg er jo pjattet med alt, der har fire ben, slår den nystartede udkørende dyrlæge fast.
Privat har hun hundene Medusa, en ft cocker spaniel, og Fiona, der er af racen biegel. Og så har hun selvfølgelig hesten Loki, der er en islandsk hingst.
- Hvis jeg skulle vælge ét dyr, ville det være hesten. Men jeg kan godt lide diversiteten i at arbejde med forskellige slags dyr, forklarer Bjørg Zingernakel Klein, der ser flere fordele ved at være udkørende dyrlæge.
- Bjørg Zinkernagel Klein, udkørende dyrlæge
Foruden at det er billigere i opstart og langt mere sikkert end at starte op med egen klinik og huslejekontrakt, gør det også en forskel for dyrene, mener hun.
- Jeg kan godt lide at køre ud til folk, fordi det er der, deres dyr er mest trygge, siger Bjørg Zingernakel Klein og uddyber på, at det gælder alle slags dyr, men peger på katten som et særligt godt eksempel.
For både transportkasser, køretøjer og fremmede, er de fleste katte ikke begejstrede for.
- Og er der en hund i venteværelset også, ja så er der pludselig fire ting, de ikke er glade for. Så det kan hurtigt blive en stresset oplevelse, understreger Bjørg Zingernakel Klein.
Når det kommer til heste giver det sig selv, fordi de ikke bare lige kan flyttes og medbringes i en dyrlægeklinik. Men også med hunde kan det være en fordel at benytte en udkørende dyrlæge.
For eksempel hvis det drejer sig om en aflivning, forklarer Bjørg Zingernakel Klein.
- Al erfaring siger mig, at det er en bedre oplevelse, når det kan ske i fred og ro derhjemme i stedet for på en dyreklinik med fremmede mennesker ud og ind. Det gælder både for kæledyret og dets ejer, siger hun.
- Og så er der jo samtidig mange, der kan have svært ved at komme ud til en dyrlæge. For eksempel hvis de ikke har bil eller kørekort. Det kan ofte være ældre mennesker, uddyber Bjørg Zingernakel Klein.
Artiklen fortsætter efter billedet...

Fordi Bjørg Zinkernagel Klein er udkørende og ikke har en fysisk klinik, kan kunder finde hendes praksis over Facebook under navnet »Dyrlæge Bjørg Zinkernagel Klein«. Foto: Anders Ole Olsen
Men selv om der kan være fordele ved at vælge en udkørende dyrlæge, koster det lidt ekstra. I sin nystartede praksis tager Bjørg Zingernakel Klein nemlig kørselspenge per kilometer, hun kører.
- Bjørg Zinkernagel Klein, udkørende dyrlæge
Det kan være rundt i Slagelse, hvor hun bor privat, men også til Sorø, Høng og Fuglebjerg samt mod Korsør, Næstved og Skælskør.
- Jeg dækker et ret stort område, og der er det klart, at det vil være lidt dyrere, hvis man bor i Korsør eller mod Kalundborg, end hvis man bor indenfor Slagelses byskilt. Men generelt synes jeg, at jeg matcher klinikpriserne okay, forklarer den nystartede udkørende dyrlæge.
Den første patient, hun havde, var på hendes første arbejdsdag i mandags: En hundehvalp, der skulle vaccineres. Og trods coronavirus har hun allerede de første mange aftaler i hus. Lige fra kat til hest.
Når hun er ude i private hjem, passer hun på både sig selv og sine kunder, understreger Bjørg Zinkernagel Klein.
- Jeg har mundbind, som jeg bedst kan lide at bruge for at beskytte mig selv om omverdenen. Men hvis jeg kommer ud til en hund, der ikke kan lide masker , så bruger jeg visir, så de kan læse mit ansigt, forklarer hun og peger på, at også kunderne er gode til at benytte værnemidler, holde afstand og spritte af.
Og det er en god ting, mener Bjørg Zinkernagel Klein.
- Vi skal alle sammen passe på. Men dyrene skal jo have dyrlægehjælp, selv om vi er i en krise, understreger hun.
Fordi Bjørg Zinkernagel Klein er udkørende og ikke har en fysisk klinik, kan kunder finde hendes praksis over Facebook under navnet "Dyrlæge Bjørg Zinkernagel Klein".
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her