

Se billedserie
For bare en måned siden så tingene lyse ud for Kurt og Henriette Hansen i forhold til Skælskør Fiskehus efter brand i juni 2018.
Et forlig mellem parterne var blevet indgået, og nu skulle fiskehuset endelig genopbygges. Helt så let er det dog ikke gået.
- Nu har vi bare sluppet det hele. Han er kun ude på at skade os, og det er over vores fatteevne, at det er kørt så langt ud, siger Henriette Hansen med reference til bortforpagter Jørgen Ibsen, som Kurt og Henriette Hansen gennem flere år har lejet fiskehuset af.
I stedet sætter de nu deres lid til mediator Michael Johst, der på sin side har taget det drastiske skridt at indgive en adfærdsklage til Advokatnævnet vedrørende Jørgen Ibsens advokat, Jens Iversen, der er partner i Advodan Slagelse.
En adfærdsklage er en klage, der vedrører advokatens arbejde som advokat. En klage, der ifølge Advokatnævnet, såfremt nævnet vælger at sanktionere den pågældende advokat, kan ende ud med enten en irettesættelse eller en bøde.
- Det er første gang, at jeg indklager nogen for Advokatnævnet, så det understreger bare sagens alvor, siger Michael Johst, der ikke lægger fingre imellem, når det gælder den verserende strid.
- Jeg har aldrig set noget lignende. Det burde have været en banal sag, og i stedet er det trukket i langdrag, og Jens Iversen burde have sagt stop over for sin klient for længe siden, siger Michael Johst, der har fremsendt en længere mailkorrespondance til Sjællandske, hvoraf både stridigheder om kølerum, en et ton usikret stålbjælke i tagfladen, selve genopbygningen af fiskehuset og meget andet bliver skriftligt diskuteret partnere imellem.
Jens Iversen ønsker ikke at kommentere specifikke stridigheder.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her