25. januar 2020
I oktober måtte Finn Hansen (th.) dreje nøglen om, efter han gik konkurs med Stillinge Auto- og Pladeværksted i Kirke Stillinge. Men nu genåbner 28-årige Mathias Brinck værkstedet under navnet Brinck Dæk og Autoservice - og det bringer glæde for alle parter. Foto: Fleur Sativa
I oktober måtte Finn Hansen (th.) dreje nøglen om, efter han gik konkurs med Stillinge Auto- og Pladeværksted i Kirke Stillinge. Men nu genåbner 28-årige Mathias Brinck værkstedet under navnet Brinck Dæk og Autoservice - og det bringer glæde for alle parter. Foto: Fleur Sativa
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Autoværksted konkurs efter 66 år: Nu genåbner det med ny ejer

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Autoværksted konkurs efter 66 år: Nu genåbner det med ny ejer

Efter Stillinge Auto- og Pladeværksted i oktober gik konkurs efter 66 år, genåbner autoværkstedet i Kirke Stillinge nu. Det sker under nyt navn og med ny ejer. Men den tidligere ejer, Finn Hansen, har svært ved ikke at glæde sig. Værkstedet var hans arbejdsplads i 49,5 år.

Slagelse - 14. januar 2020 kl. 09:42
Af Fleur Sativa
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

- Jeg tror, at det ville være rigtig godt, hvis en anden havde lyst til at drive det videre.

Sådan sagde 63-årige Finn Hansen til Sjællandske, da det i oktober stod klart, at den tidligere ejer af Stillinge Auto- og Pladeværksted i Kirke Stillinge måtte dreje nøglen om grundet konkurs. Autoværkstedet blev 66 år.

Men nu er bønnerne blevet hørt - og siden besvaret.

Værkstedet, som Finn Hansen var en del af i hele 49,5 år, er nemlig åbnet på ny. Og selv om det sker under både et nyt navn og med en ny ejer, bringer det stor glæde for den for nyligt tiltrådte efterlønner:

- Det gør mig jo helt utrolig glad. Helt utrolig. Så det er bare rigtig dejligt, slår Finn Hansen fast, da Sjællandske træffer ham. Helt væk fra værkstedet i Kirke Stillinge kan han nemlig ikke holde sig, selv om han i dag er fratrådt arbejdsmarkedet.

28-årig er ny ejer

Samlet tilbragte Finn Hansen nemlig hele 49,5 år på autoværkstedet, før det til sidst var slut.

Men i dag er den nye ejer 28-årige Mathias Brinck, som sammen med sin kæreste, Sofie Rasmussen, fremadrettet vil drive værkstedet under navnet 'Brinck Dæk og Autoservice'. Altså er værkstedet i dag specialiseret i dæk- og ikke pladeudskiftning som tidligere.

Artiklen fortsætter efter billedet...

Billede

Mathias Brinck vil fremadrettet drive autoværkstedet sammen med sin kæreste, Sofie Rasmussen. Sidstnævnte vil stå for kontordelen, mens Mathias Brinck vil være den, der får olie på fingrene i værkstedet. Foto: Fleur Sativa


Tidligere ejer Finn Hansen kan kunderne imidlertid stadig risikere at møde, når de indleverer bilen. Han kommer nemlig tit og ofte forbi - også bare for at sige »hej«. Noget, der møder stor forståelse hos den nye ejer.

- Værkstedet her har jo stort set været hele hans liv, så det er ikke lige til at slippe. Og det gør det også bare ekstra dejligt for mig at få lov til at drive det videre, forklarer Mathias Brinck og peger på, at værkstedet trods forandringer vil »blive ført videre i samme ånd«:

- Finn (tidligere ejer, red.) har jo altid haft et nært og godt forhold til sine kunder. Det vil vi gerne bevare, så kunderne er vores fokus. Vi kommer aldrig til at sælge bare for at sælge, slår den nye ejer fast.

Har ledt efter noget større

Før han overtog autoværkstedet i Kirke Stillinge har Mathias Brinck haft eget værksted i Vemmelev, men her har han længe været på udkig efter noget større.

Selv vurderer han, at han har sat »mellem 50 og 100« sedler op diverse steder i jagten på et nyt værksted.

Derfor slog han også hurtigt til, da han i Sjællandske kunne læse, at Stillinge Auto- og Pladeværksted lukkede.

I det nye lokaler har Mathias Brinck nemlig fem autolifte. I Vemmelev havde han kun én.

- Men det handler ikke om at tjene en masse penge. Det handler om at kunne få flere glade kunder, pointerer han.

Artiklen fortsætter efter billedet...

Billede

Hvor autoværkstedet i Kirke Stillinge tidligere specialiserede sig i pladeudskiftning, vil det fremover have fokus på dæk. Ambitionen er at blive førende inden for dækudskiftning, lyder det fra den nye ejer. Foto: Fleur Sativa


Ifølge Mathias Brinck, der også har været ansat som afdelingsleder hos Euromaster i Ringsted, er 70 procent af det at drive et autoværksted nemlig et godt forhold til kunden.

Det handler om tillid

- Det er et tilidsforhold, ligesom når man ligger i tandlægestolen og får at vide, at man har et hul og siger »ja« til at blive boret. Her skal man også stole på, at vi ved, hvad der er galt med bilen - og at vi gør vores arbejde godt nok til at kunne rette op på det, forklarer han.

Derfor satser den nye ejer på at blive førende inden for lige præcis dækudskiftning og har i den forbindelse oprettet blandt andet et nyt »showroom«, hvor kunder kan se og afprøve for eksempel nye fælge.

Og så er der iværksat et »udkørende dækservice«, fortæller Mathias Brinck.

- Så hvis en landmand for eksempel går i stå med sin traktor og ikke kan komme videre, så kan vi køre ud på stedet og derfra lappe dækket eller skifte en slange, forklarer han.

- På den måde skal det være nemt og lige til for vores kunder. Mens vi som autoværksted skal være nærværende og tilgængelige, slår Mathias Brinck fast.

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk