23. oktober 2018
Betalte fakturaer dokumenterer de forudbetalte penge. Fra venstre: Christian Hansen, forrest hans samlever Birgit Gelling - snydt for 5732,40 kroner, Hanne Lore Madsen - snydt for 4387,50 kroner og Lise Nielsen - snydt for 6000 kroner. Foto: Helge Wedel
gallery icon

Se billedserie

Betalte fakturaer dokumenterer de forudbetalte penge. Fra venstre: Christian Hansen, forrest hans samlever Birgit Gelling - snydt for 5732,40 kroner, Hanne Lore Madsen - snydt for 4387,50 kroner og Lise Nielsen - snydt for 6000 kroner. Foto: Helge Wedel
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Ældre: Lukket butik har snydt os

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Ældre: Lukket butik har snydt os
Slagelse - 07. juni 2018 kl. 06:23
Af Helge Wedel
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Mange pensionister frygtes at have mistet tusindvis af kroner, fordi de godtroende betalte på forhånd til det nu lukkede Korsør Tæppecenter. Kræftsyg indehaver lover, at varerne bliver leveret.

Det var gået godt flere gange - med at betale forud, inden gardiner, tæpper eller andet blev leveret fra den nu lukkede Korsør Tæppecenter Nygade 25.

- Jeg frygter, at der er mange ældre som os, der er blevet snydt for penge, siger 82-årige Lise Nielsen, der har sat Sjællandske stævne i sin nyistandsatte lejlighed i Fjordvænget.

Her har hun også indbudt underboen Hanne Lore Madsen på 86 år samt 79-årige Christian Hansen og hans samlever 83-årige Birgit Gelling. Fælles for dem alle er, at de føler sig snydt for samlet i alt godt 16.000 kroner af Korsør Tæppecenter, fordi de for omkring et halvt år siden betalte pengene forud, men aldrig har fået deres varer leveret.

- Det var jo gået godt flere gange med at betale forud, og jeg havde fået en fin behandling. Så jeg havde da tillid til forretningen, siger Hanne Lore Madsen, der fremviser en underskrevet faktura på 4387,50 kroner. Penge hun meget gerne ville have igen.

Netop tilliden til forretningen kommer også til udtryk hos Lise Nielsen, der 21. november 2017 betalte 2500 kroner forud. Selv om hun den 15. december stadig ikke havde fået varerne for de allerede indbetalte penge, valgte hun igen at betale 3500 kroner.

- Ja, det er en dyr gardinstang, jeg har hængende, for den var det eneste, der blev leveret, siger Lise Nielsen. Hun har haft kontakt til en advokat i Ældre Sagen, der mener, at de har en svær sag, for generelt skal man aldrig betale forud, lød advokatens råd.

Lise Nielsen mener, at endnu flere ældre kan være blevet snydt, fordi mange netop har bestilt nye gardiner og tæpper i forbindelse med den store renovering af boligblokkene på blandt andet Linde Allé, Fjordvænget og Elme Allé.

- Hvis der er andre, der har penge til gode hos Korsør Tæppecenter, er de velkomne til at kontakte mig på telefon 2122 4074, for vi har måske en chance for at køre en sag og have råd til en advokat, hvis vi er mange, der er blevet snydt, siger Lise Nielsen.

Hun er mere end skuffet over den dårlige behandling, som forretningen har udsat hende selv og andre ældre mennesker for.

Korsør Tæppecenter blev åbnet den 14. februar 2000 af Kirsten Aastrup Christensen. Selskabet bag ophørte i juni 2011, men forretningen blev øjensynligt drevet videre med hjælp fra hendes sønner René Aastrup Christensen og Kent Aastrup Christensen. Sidstnævnte hedder i dag Dunager til efternavn. De to sønner stiftede den 21. juli 2015 Aastrup Gardin & Gulve, men selskabet blev tvangsopløst den 30. september 2016.

Sjællandske har haft kontakt til 73-årige Kirsten Aastrup Christensen, der har planer om genåbne butikken.

- De skal nok få deres varer. Forklaringen er, at min søn Kent har alvorlige problemer med sin ene lårbensknogle, så han har svært ved at bevæge sig. Selv har jeg fået konstateret hudkræft og skal gå med hvide handsker. Sygdommen har slået mig helt ud, og det er først netop nu, at jeg har kunnet gå på gaden igen. Jeg skal nok få kontaktet dem, der har betalt forud for deres varer, siger Kirsten Aastrup Christensen.

Hun tilføjer, at det er helt normalt at betale for varer på forhånd, når de er special-fremstillede og tilpassede som eksempelvis gardiner og tæpper.

Lise Nielsen har for længst bestilt andre gardiner, så hun ønsker sine penge retur.

- Jeg vil se dem, før jeg tror på, at jeg får dem, siger Lise Nielsen

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk