

Se billedserie
- Goddag, det er fra politiet!
Sådan lød det, da en 81-årig kvinde i Korsør forleden åbnede sin dør. Udenfor stod to betjente og viste deres politiskilt. Første reaktion var forskrækkelse over, at de nok kom med dårligt nyt, men det stod dog hurtigt klart, at politiet var mødt op på kvindens bopæl, fordi hun er ejer af en Hyundai i30. Et bilmærke angiveligt i en lys farve som politiet mener kan have været kørt af Emile Mengs morder. Bilen af sandsynligvis den type er nemlig fanget på overvågningskamera på nøjagtig det tidspunkt tidligt søndag morgen den 10. juli 2016 på Korsør Station, hvorfra den dengang 17-årige Emilie Meng sidst blev set i live.
- Kan I ikke se alderen på de ejere af Hyundai-biler, I nu opsøger?
-Jo, det kan vi godt, men bilen kan jo have været lånt ud eller brugt af andre, lyder svaret til Sjællandske fra efterforskningsleder og vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. Den 81-årige kvinde, hvis bil i øvrigt er i en mørk farve, ønsker ikke at stå frem.
Ligeledes ønsker Søren Ravn Nielsen ikke at oplyse, hvor mange ejere af Hyundai-biler politiet nu et i gang med at opsøge.
- Jeg tror, at der findes omkring 8000 indregistrerede biler i Danmark af det pågældende mærke. Vi har udvalgt et vis antal ud fra nogle kritierier, som jeg ikke vil fortælle om. Dem er vi nu i gang med at kontakte, men det kan meget vel være, at vi senere går endnu bredere ud, siger Søren Ravn-Nielsen. Han understreger, at efterforskningen af drabet på Emilie Meng fortsat har høj prioritet og efterforskes intenst, men han vil ikke oplyse præcis, hvor mange betjente, der er i gang med sagen, der ifølge Søren Ravn-Nielsen om nogen fortjener at blive opklaret.
Foruden ejere af Hyundai-biler indgår bilforhandlere og udlejningsfirmaer også i bestræbelserne på at fælde Emilie Mengs morder.
Det er ikke muligt på optagelserne at se, om den mistænkte Hyundai-bil var forsynet med danske eller udenlandske nummerplader.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her