Har en 36-årig mand fra Slagelse gjort, som han tiltales for ved Retten i Næstved i dag torsdag, risikerer han at ryge bag tremmer.
Anklagemyndigheden ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi mener, at han er manden bag omfattende hærværk og nærmest sabotage i området omkring banelegemet ved Industrivej i Slagelse. Blandt andet tiltales han for den 14. juni forrige år at have skruet låget af en brønd indeholdende Banedanmarks fiberkabler, hvorefter han angiveligt har trukket dem ud over skinnerne.
Sammen med affald, betonstykker, bjælker, metalskrot og lignende har han ifølge politiet forstyrret jernbanens drift, eftersom der også på et tidspunkt ankom et tog, der pådrog sig skader i forbindelse med en påkørsel. Han sigtes samtidig for eksempelvis at have sprøjtet ekspansionsskum ind i et elskab ved banestrækningen, hvorved signalerne slog fra.
Samtidig tiltales den 36-årige arrestant for at have skaffet sig uberettiget adgang til en transformatorstation ved Industrivej 17 i Slagelse. Den tilhørte Cerius.
Her skal manden have filmet og vejledt om, hvordan strømmen kan slås fra - hvilket han også gjorde - for herefter at lægge videoen på Youtube.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her