17. september 2021
Caner Gövercin var den første udefrakommende, der opdagede en voldsom brand i en etageejendom på Kalundborgvej i Slagelse for cirka tre uger siden. Han handlede instinktivt og hjalp familie. Privatfoto.
Caner Gövercin var den første udefrakommende, der opdagede en voldsom brand i en etageejendom på Kalundborgvej i Slagelse for cirka tre uger siden. Han handlede instinktivt og hjalp familie. Privatfoto.
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: 23-årig reddede far og døtre væk fra flammerne: - Jeg tænker kun på, at jeg må redde de her børn

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

OBS! Denne artikel er en betalingsartikel og kan derfor kun læses af abonnenter eller mod betaling.

23-årig reddede far og døtre væk fra flammerne: - Jeg tænker kun på, at jeg må redde de her børn

Da der udbrød brand i en etageejendom på Kalundborgvej i Slagelse for cirka tre uger siden, kom 23-årige Caner Gövercin tilfældigt forbi og så stor, sort røg. Straks efter hoppede han ind i en af de brændende lejligheder for at hente en familiefar og hans to piger ud.

Slagelse - 28. juli 2021 kl. 06:04
Af Fleur Sativa

Oplevelsen sidder stadig i kroppen. Og særligt når 23-årige Caner Gövercin kører forbi på Kalundborgvej i Slagelse, husker han billederne fra den nat, hvor der udbrød brand i en større etageejendom. På lige præcis denne vej.

arrow Læs også: Ville bare riste brød - så brændte hans lejlighed ned: »Jeg når at tænke: Det her sker ikke«

Søndag den 4. juli, kort efter klokken havde passeret 02.00, så Caner Gövercin nemlig som den første en stor, sort røgsky stå ud ad et af lejlighedsvinduerne.

Han husker, han tænkte, at det så »mærkeligt ud«. Ligesom han husker præcis de ord, han sagde i telefonen til alarmcentralen, da det gik op for ham, at der både var ild og mennesker i lejligheden: »Send alt, hvad I har.«

Løber ind i lejlighed

Den aften havde Caner Gövercin været sammen med nogle venner for at spille fodbold. Det var en lun sommeraften, husker han. Derfor var det blevet sent, da han sad i sin bil og kørte ad Kalundborgvej på vej hjem.

At han snart skulle stå ansigt til ansigt med kæmpestore flammer i loftshøjde, var han lykkelig uvidende om. Lidt endnu i hvert fald.

Artiklen fortsætter efter billedet...

Beboere fra 2. og 3. sal måtte reddes ud med stige, da de ikke kunne komme ud af etageejendommen. Flammerne spredte sig nemlig hurtigt til opgangen. Foto: Mikkel Bering/Byrd

- Jeg ser stor, sort røg, der går direkte opad. Og jeg tænker hurtigt, at det ikke ser normalt ud. Det er ikke som for eksempel røg fra en vandpibe, fortæller Caner Gövercin, der derfor vender bilen og kører tilbage for at undersøge sagen nærmere.

Mens han stadig sidder i bilen, ser han først flammerne. Og dernæst en mand, der løber rundt i underbukser.

Caner Gövercin når ikke at tænke. Han springer bare ud af bilen. Og ind i den brændende lejlighed.

"Han ser forvirret ud. Jeg tror måske, han er i chok."
- Caner Gövercin

- Jeg mærker varmen, så snart jeg står foran lejlighedsdøren og hiver så manden ud. Han ser forvirret ud. Jeg tror måske, han er i chok. Men han får fremstammet, at han har to piger derinde, fortæller den 23-årige, der igen handler instinktivt, da han løber ind i den brændende lejlighed.

Får piger væk fra ilden

»Åh nej, det her kan gå galt«, er en tanke, der flygtigt - men sikkert - når at gå gennem hans hoved. Men hans tanker drejer sig ikke om flammerne. Han tænker på de to piger, han er nødt til at få ud af lejligheden.

Heldigvis er de begge vågnet af turmulten og kommer gående i deres nattøj. Så Caner Gövercin kan samle dem op og bære dem ud i sin bil.

- Jeg når slet ikke at tænke over konsekvenserne, da jeg løber ind (i den brændende lejlighed, red.). Jeg tænker faktisk kun på, at jeg må redde de her børn. Det er det eneste, der går gennem mit hoved, husker han.

Artiklen fortsætter efter billedet...

Slukningsarbejdet på Kalundborgvej tog flere dage, idet ilden blev ved med at blusse op. Ifølge politiets tekniske undersøgelser startede branden, da et viskestykke lå på et varmt komfur.Foto: Solveig Hansen

I bilen tænder han for varmen, selv om det er lunt.

- De ryster meget. Og jeg kan ikke vurdere, om det er, fordi de fryser. Eller om de er bange, fortæller Caner Gövercin, der også tilbyder de to piger det sidste af noget vand, han har liggende i bilen. Ligesom en nabo lidt senere tilbyder pigerne et tæppe, de kan sidde med.

Ville gøre det hele igen

Caner Gövercin fik på vejen ud af lejligheden banket hårdt på naboens dør, så også hun kom ud af den brændende bygning.

Beboere fra 2. og 3. sal blev fanget i deres lejligheder og måtte reddes ned med stige af beredskabet, der dukkede op på adressen kort tid efter de hæsblæsende minutter, hvor den 23-årige udførte en vaskeægte heltegerning.

"(...) jeg husker selv det hele, som om det skete i går. Det vil sidde i mig i lang tid."
- Caner Gövercin

Det sidste, han så til de to piger, var inden de blev kørt afsted med ambulance til tjek for røgforgiftning. Hverken de eller andre beboere fra etageejendommen havde imidlertid brug for yderligere lægehjælp.

Pigerne modtog dog krisehjælp.

I dag tænker Caner Gövercin, der drømmer om at blive politimand, tit på dem.

- Jeg tænker over, hvordan de har det. For jeg husker selv det hele, som om det skete i går. Det vil sidde i mig i lang tid. Men jeg ville gøre det hele igen, hvis jeg stod i samme situation en dag, slår den 23-årige helt fast.

Tak fra familien

Caner Gövercin er siden hændelsen blevet takket skriftligt for sin indsats af både familiefaren, som han reddede ud af branden sammen med de to piger, pigernes mor samt deres moster.

Flere kæledyr - inklusiv en kun 10 uger gammel hundehvalp fra den lejlighed, hvor ildebranden startede - mistede livet i branden.

Hvalpen, der blev passet, løb familiefaren flere gange ind for at finde. Han måtte opgive, da han ikke længere selv kunne få vejret.

Synes du, at kommunen er der for dig?
 

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk