18. oktober 2019
Inger Støjberg blev valgt til ny næstformand ved Venstres ekstraordinære landsmøde, mens Jakob Ellemann-Jensen blev valgt til formand.
Inger Støjberg blev valgt til ny næstformand ved Venstres ekstraordinære landsmøde, mens Jakob Ellemann-Jensen blev valgt til formand.
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Valg i Venstre: Det siger de lokale Venstre-folk

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Valg i Venstre: Det siger de lokale Venstre-folk
Opdateret 21. september 2019 kl. 22:05
Sjælland - 21. september 2019 kl. 13:53
Af Team
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Det var et stort flertal, der lørdag formiddag valgte Inger Støjberg som ny næstformand for Venstre ved partiets ekstraordinære landsmøde.
Støjberg fik 577 stemmer og hendes modkandidat Ellen Thrane Nørby fik 206. Kort forinden var Jakob Ellemann-Jensen blevet valgt som ny formand efter Lars Løkke Rasmussen.

Dermed er Venstre klar til at se fremad, og det gælder også ude i de lokale partiforeninger og blandt Venstres lokale politikere rundt omkring på Sjælland og i Nordsjælland.

Se kommentarerne herunder:

arrow Læs også: OVERBLIK: Ellemann står på midten uden nyt politisk projekt
Sorø: Partiformand Jørgen Larsen

- Det bliver svært at følge efter Kristian Jensen. Han har været en fantastisk næstformand. Han har altid haft tid til baglandet og altid svaret, når man spurgte. Jeg håber, at det fortsætter med Inger Støjberg. Det har hun i hvert fald lovet, siger Jørgen Larsen.

- De sidste tre uger har det været øv at være formand. Det bliver godt at skulle til at snakke politik i stedet for personer. Og jeg tror virkelig på, at vi nu kan arbejde positivt med vores politik.

Læs: V-formand: - Svært at følge efter Kristian Jensen

Greve: Borgmester Pernille Beckmann

- Vi spurgte vores bagland i Greve, hvem de helst ville have som næstformand, og omkring 85 procent pegede på Inger Støjberg, siger Pernille Beckmann, der også selv stemte på den tidligere udlændinge- og integrationsminister.
- Man ved, hvad man får med Inger Støjberg. Det kan jeg godt lide. Hun står fast på sine værdier, og så er hun en person, der altid får mange personlige stemmer, siger Pernille Beckmann.

Læs: Borgmester efter formandsvalg: Det rigtige makkerpar for Venstre

Slagelse: Byrådsmedlem Helle Jacobsen

- Jeg synes det er super godt, at der falder ro på nu, og det forventer jeg, at der gør. Inger Støjberg er et godt valg som næstformand. Vi har haft hende ude at tale her flere gange, og hun er utrolig fornuftig at høre på.

Læs: V i Slagelse: Super godt med ro på

Hørsholm: Gruppeformand Anette Wiencken, Hørsholm Kommunalbestyrelse

- Jakob (Ellemann-Jensen. red) er jo et oplagt emne, lyder det fra Annette Wiencken, inden hun fortsætter:
- Jeg tror, han har mange af de samme kvaliteter, som Lars Løkke. Han er vidende, og han har erfaring. Jeg glæder mig meget til at se, hvordan det udvikler sig, siger hun.
Om partiets nye næstformand Inger Støjberg fortæller gruppeformanden følgende:
- Inger er en stålfast og hårdtarbejdende person. Hun er simpelthen myreflittig. Hun har besøgt os i Hørsholm flere gange, og vi sætter meget pris på det engagement, som hun altid lægger for dagen, lyder det.

Læs: Gruppeformand glæder sig over nyt V-formandskab

Halsnæs: Partiformand Steen Hasselriis

Afstemningen er hemmelig, men Steen Hasselriis afslører gerne, hvor han satte sit kryds.
- Jeg stemte på Inger Støjberg, fordi det dækker os godt ind både politisk og geografisk. Vi skal favne hele Venstre, og jeg tror, at hvis ikke Støjberg var blevet valgt, så ville der være mange i Midt- og Nordjylland, der var skuffet, siger Steen Hasselriis.

Læs: Tilfreds Hasselriis: Strålende med Støjberg og Ellemann

Holbæk: Partiformand Inge Neander

Med styr på rollefordelingen i Venstre er Inge Neander overbevist om, at Venstre nu igen kan stå samlet indadtil. Og det skal bruges til at vise styrke udadtil.
- Nu kan vi give regeringen opposition. Den har i for lang tid ikke fået modstand nok, men det kommer til at ændre sig nu, siger Inge Neander til sn.dk, inden hun lørdag eftermiddag haster videre til et møde i Venstres hovedbestyrelse.

Læs: Lokal V-formand: Nu skal regeringen have opposition

Solrød: Borgmester Niels Hörup

- Jeg besluttede mig først, da både Ellen Trane Nørby og Inger Støjberg havde givet deres præsentation, siger Niels Hörup.
Det der gjorde forskellen var Støjbergs tydelige italesættelse af næstformandens rolle i partiet.

Læs: Solrøds borgmester var i tvivl til det sidste: - Det var to stærke kandidater

Køge: Partiformand Søren Møller Kristensen

Hvad bliver Jakob Ellemann-Jensens vigtigste opgave nu?
- Det er at få sat Venstre på den nationale dagsordenen, så vi igen kan blive en politisk partner i Danmark, der udtrykker klare holdninger og påvirker den politiske dagsorden, siger lokalformanden fra Køge.

Læs: Lokalformand glæder sig over nye formænd: - Venstre skal optræde som ét parti

Elo Jensen, formand for Venstre i Region Sjælland

- Man kan selvfølgelig aldrig udstede garantier, men jeg tror og håber, vi nu har lagt fløjkrigene bag os, siger Elo Jensen.

Læs: Venstreformand tror på ro på fløjene

Egedal: Partiformand Anders Bo Larsen

- Alle tre kandidater talte om, hvor godt det havde været at turnere rundt i landet, fordi der var kommet lidt afstand mellem Christiansborg og medlemmerne. Jakob nævnte, at der var blevet for stor en kløft, og at der nu skal tales åbent med hinanden. Så det bliver rigtig godt. Det er den nye start, det friske pust og en rygvind for, at vi kan komme videre, påpeger Venstres lokalformand i Egedal.

Læs: V-formand i Egedal: Det stærkeste hold

Næstved: Kristian Skov-Andersen, gruppeformand i byrådet

- Jeg stemte selv på Inger Støjberg, og det ville jeg også have gjort, hvis jeg ikke havde besluttet mig på forhånd. Hun gjorde det bedst af de to og fremstår som den med mest vælgertække, siger Kristian Skov-Andersen.
Han glæder sig over, at den seneste periodes store tumult forhåbentlig får et punktum nu, for »der har været mange følelser i spil«.

Læs: Tilfreds gruppeformand efter ekstraordinært Venstre-landsmøde

Frederikssund: Borgmester John Schmidt Andersen

Frederikssunds borgmester John Schmidt Andersen (V) er fuld af optimisme på sit partis vegne efter valget af Jakob Ellemann-Jensen som ny formand og Inger Støjberg som ny næstformand på Venstres ekstraordinære landsmøde i Herning lørdag.
- Nu har vi fået nyt formandsskab, og så kører det for os. Det er jeg ikke et øjeblik i tvivl om. Det skal nok blive godt, siger John Schmidt Andersen, der deltog i det ekstraordinære landsmøde som delegeret.

Læs: V-borgmester har tiltro til ny ledelse

Stevns: Jacob Panton-Kristiansen,stillet op i Faxe-Stevns-kredsen

»Jacob Elleman, han er først og fremmest soldat. Han er robust og fattet. Han kan håndtere konflikt-zoner, han har folkelig appel, og så har han ikke selv ønsket magten. Det lå ikke i hans planer.
Det er manden, der kan samle Venstre.

Læs: V-delegeret fra Stevns godt tilfreds med valg af ny ledelse

Kalundborg: Borgmester Martin Damm

- Jeg synes vi havde to dygtige kandidater, og vi kan jo desværre kun vælge en af dem. Det er to forskellige profiler, og det var så Inger, der blev valgt. Det er fint nok.

Læs: Martin Damm om valg af Inger Støjberg: Det er fint nok

Ringsted: Borgmester Henrik Hvidesten

- Jeg bliver så glad af at opleve så god en stemning blandt vores mange fremmødte medlemmer, og vores nye formand Jakob Ellemann-Jensen viste fra talerstolen, at han vil være i stand til at samle partiet. Jeg fornemmede desuden, at alle deltagere ønskede at få stoppet snakken om fløjkrige og komme samlet videre, så Venstre kan arbejde som en konstruktiv opposition til den socialdemokratiske regering, siger borgmesteren.

Læs: Optimistisk borgmester efter landsmøde

Hillerød: Jakob Bring Truelsen, formand for Hillerød Venstre

- Jeg troede det var blevet mere lige mellem de to kandidater, men det blev en tydelig sejr, og det er måske meget godt for alle parter, for så er der ingen tvivl om, hvor opbakningen ligger, siger Jakob Bring Truelsen oven på landsmødet.

Læs: V-formand: Vi har valgt en værdikriger

Vordingborg: Henning Larsen, formand for Venstre i Vordingborg Kommune

- Jeg synes, det er gået godt, og jeg bakker fuldt og helt op om den nye formand og næstformand, siger Henning Larsen om valget af henholdsvist Jakob Ellemann-Jensen og Inger Støjberg.

Læs: Lokalformand: Nu skal vi videre

Roskilde: Jette Tjørnelund, leder af Venstres byrådsgruppe

- Det var lige som at være til en familiefest. Der var spænding, fordi der skulle ske noget. Vi fik sat en tyk streg under, at vi er et parti, som både kan rumme gummistøvler, kondisko og høje hæle, siger leder af Venstres byrådsgruppe, Jette Tjørnelund (V) og fortæller, at der var en god stemning i salen.

Læs: V-formandsvalg var som en familiefest med spænding

Lejre: Partiformand Lars Kimer Mortensen

- Vi skal tilbage til at snakke om politik. Der skal nu lukkes totalt ned for fløjkrige i partiet, hvor jeg også tror at Jakob er den rette mand til det. Vi skal med mine øjne have samlet blå blok igen, så vi kan tage kampen op til næste Folketingsvalg, siger Lars Kimer Mortensen.

Læs: Fuld opbakning fra Venstre i Lejre