

Se billedserie
Denne artikel blev bragt første gang tilbage i 2018 19. november.
Roskilde Domkirkes arkitektur er enestående og i dag erklæret verdensarv. Men domkirken kom aldrig i sin samtid til at danne mode i byggeriet af Sjællands middelalderkirker. Bortset fra i en enkelt.
Karise Kirke i Faxe rummer en lang række detaljer, der er stærkt inspireret af Roskilde Domkirke.
Det fortæller Thomas Bertelsen, arkitekturhistoriker fra Nationalmuseet, der i over et år har været i gang med et forskningsprojekt om Roskilde Domkirkes arkitekturhistorie. En del af projektet går ud på at undersøge, hvor mange andre kirkebyggerier, der har ladet sig inspirere af domkirkebyggeriet. Og det har kirken i Karise i den grad:
- Karise kirke er en af de mest spændende middelalderkirker overhovedet. Groft sagt, så har den ligesom Roskilde Domkirke meget romanske former med bløde buer uden på, mens den har mere gotiske træk inden i med spidse buer og former, fortæller Thomas Bertelsen.
Særlige søjler
Efterligningerne af Roskilde Domkirke finder man dog først og fremmest ved at gå på jagt inde i selve kirken i Karise. Kirkens hvælv er opbygget på samme måde som i domkirken, og så er der selve udsmykningen:
- Hvælvene er udsmykket med femkantede ribber fra hjørnerne, der samler sig i toppen. Hvælvene hviler på små dværgsøjler, nøjagtig som i domkirken i Roskilde, fortæller Thomas Bertelsen, mens han peger på de forskellige detaljer i loftet.
- Det er usædvanlige detaljer for et byggeri af en landsbykirke i datiden. Til gengæld er det fuldstændigt som i domkirken, tilføjer han.
Han vurderer, at den bygmester og de håndværkere, der har opført Karise Kirke, på en eller anden måde må have været på byggepladsen ved domkirken, eller i hvert fald kendt til den.
- Måske er det udenlandske håndværkere, der er blevet trukket til domkirkebyggeriet, som så efterfølgende er rejst videre til Karise på et tidspunkt, hvor der var ophold i byggeriet. Måske rejste de bare rundt, som mange håndværkere gjorde i datiden. Der er mange muligheder, siger arkitekturhistorikeren.
Enestående i Danmark
Mens der altså er tydelige spor af Roskilde Domkirke i Karise, kan det samme ikke siges om resten af Sjællands flere hundrede middelalderkirker.
Ud over Karise kirke er der blot to kirketårne, i Haraldsted ved Ringsted og i Højby i Odsherred, der kan siges at være inspireret af domkirkebyggeriet. Dertil kommer det oprindelige Dragsholm Slot, der var bygget og ejet af biskoppen i Roskilde:
- Forklaringen er, at Sjælland stort set var udbygget med kirker, da man gik i gang med at bygge Roskilde Domkirke. De har samtidig været så relativt nye, at det ikke har været relevant at bygge dem om i årene efter, da domkirken står færdig i 1200-tallet, fortæller han.
Da man igen begynder at bygge kirker, eller ombygger og udbygger de eksisterende kirker med tårne, hvælv, våbenhus og sakristier, sker det først i løbet af 1400-tallet. Men er det store gotiske kirkebyggerier ved den tyske østersøkyst, man blev inspireret af i Danmark.
- Man kan sige, at domkirkens fantastiske arkitektur simpelthen er faret hen over hovedet på kirkerne på resten af Sjælland, siger Thomas Bertelsen.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her