14. december 2019
Vinden har væltet en Iveco varevogn på landevejen nord for Herlufmagle på vej mod Ringsted. Foto: Svend Erik Pedersen
gallery icon

Se billedserie

Vinden har væltet en Iveco varevogn på landevejen nord for Herlufmagle på vej mod Ringsted. Foto: Svend Erik Pedersen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Sådan husker vi orkanen i december 1999

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Sådan husker vi orkanen i december 1999
Opdateret 03. december 2019 kl. 08:00
Sjælland - 03. december 2019 kl. 07:50
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Vores læsere og brugere deler her deres fortællinger om den 3. december 1999.

arrow Læs også: Husker du decemberorkanen i '99?
Sikke en fødselsdag

Min yngste søn, Jesper, er født den 3. december 1996.

Den 3. december 1999 skulle vi fejre hans tre års fødselsdag med en tur til Næstved Storcenter, hvor Creamy skulle optræde.

Vi kørte hjem midt under deres optræden, da de store plexiglas-døre til bagindgangen i storcenteret »blæste ind«.

Vi var i bil og skulle til Has- lev og aflevere Jespers mormor og lille kusine Line.

Vi forsøgte flere veje mod Haslev, men måtte flere steder vende om på grund af væltede træer ind over vejen.

Til sidst fandt vi en lille smutvej, hvor vi tog chancen og kørte over nedfaldne »højspændingsledninger« - det gnistrede noget rundt omkring os.

Vi blev i Haslev og overnattede - vi skulle »ikke nyde« en tur retur til Næstved.

Husker strømmen var gået hos mormor og morfar, så vi hørte vejrmeldinger med videre fra en transistor-radio på batteri, og der var tændt masser af stearinlys.

Hyggeligt, men også en skræmmende dag, som vi alle erindrer.

Margit Nielsen, Læsøvej 2, Næstved

Sov på madrasser i stuen

Jeg husker tydeligt orkanen i '99.

Da orkanen blev varslet, snakkede vi om, at det nok ikke var så slemt. Det skal jeg så lige love for, den var. Min mand var i Vig for at levere julefrokost, og da han kom hjem, sagde han, at han ikke havde oplevet lignende før. Det blev værre i løbet af aftenen, og vi var omgivet af store træer og kunne høre dem knække som tændstikker. Det ene - et stort egetræ - knækkede heldigvis så højt oppe på stammen, at de yderste grene kun lige gned mod ruderne i havestuen. Vi havde små børn og turde ikke sove på 1. sal af frygt for, træerne skulle vælte ned i taget. Vi sov alle fem på madrasser i stuen.

Dagen efter skulle vi besigtige skaderne, og de, der havde motorsave, gik i gang med at fjerne træer og lygtepæle. Vores nabo var uden strøm, så vi trak et kabel fra vores garage ind til ham.

Tina Alring, Nørrevangsvej 56, Rørvig

Træet væltede rette vej

Vi husker meget tydeligt, hvor vi var den 3. december 1999.

Min kone Lizzie og jeg var kørt på Ordrup Næs til vores sommerhus, som ligger på Ordrup Strandvej. Vi havde netop spist og gik i køkkenet for ved fælles hjælp at vaske op, dengang havde vi ikke en opvaskemaskine, så det foregik med håndkraft.

Orkanen rasede voldsomt, og mens vi stod ved vasken i køkkenet, hørte vi pludseligt et meget voldsom brag, hvorfor jeg styrtede ud i haven for at se, hvad der var sket. Foran huset lige ud for køkkenet stod et stort grantræ, vel nok 40 cm i diameter, det var, bogstaveligt talt, knækket over som en tændstik, tilbage stod en stub i en meters højde - træt var til alt held væltet væk fra huset, og det lå og spærrede Ordrup Strandvej.

Vi kan ikke lade være med at tænke på, hvis nu det var væltet den modsatte vej, ind i huset, som er af træ, så havde jeg nok ikke haft mulighed for at skrive om denne oplevelse - hvad med redningskøretøjerne, kunne de komme frem? Nej, det kunne de ikke. Træerne var væltet overalt, på Ordrupvej, Ordrup Strandvej og alle tværvejene - det var kaos, væltede træer lå overalt og spærrede vejene.

Tidligt næste morgen måtte jeg skaffe nabohjælp til at få savet og flyttet det store træ væk, som stadigvæk lå og spærrede vejen.

Ib Henri, Regstrupparken 9, Regstrup

Trægavlene knagede

Orkanen fredag den 3. december 1999 - dagtemperaturen var fem grader og om natten to grader her i Ringsted - tog sin begyndelse dagen før, idet der var advarsel om stærk storm, noget som ikke gav mig anledning til at træffe forholdsregler.

Stormen kom til at strække sig over det meste af to døgn, hvor det var værst den 3. december, som jo udviklede sig dramatisk, som døgnet gik med omfattende ødelæggelser over hele landet, noget som der nok var advaret om fra myndighederne, men som ikke var forudset, at det fik det omfang, som blev resultatet af stormen.

Som døgnet skred frem, blev advarslerne gentaget og gentaget i radio og tv. Vi sikrede de ting, som vi syntes var påkrævet omkring vores hus, men det blev hen på eftermiddagen klart for os, at nu var Danmark i orkanens øje.

Det blev voldsommere og voldsommere, og midt på aftenen blev vores træhegn ved terrassen, som var støbt fast, revet op og var splintret op mod en murstensvæg. Et birketræ var faretruende nær ved at lægge sig ned på vores tag, men der skete ikke nogen skade.

Tre trægavle knagede og knagede, værst var det mod øst, men de holdt til presset, ligesom eternittaget også blev blæst godt igennem, men stod for presset.

Så alt i alt slap vi godt gennem de to døgn med orkan, hvor vi selv kunne udbedre de få skader, vi fik.

Vi startede med at se til familiegravstedet på Ringsted Kirkegård. Her var der ingen skade, men jeg tog to billeder, hvor der var sket skader med træer.

Derefter kørte vi ned til sommerhuset på Svinø Strand ud til Karrebæksminde Bugt. Her regnede vi med skader, fordi det er et gammelt hus, som ligger helt ud til stranden, hvor orkanen rigtigt kunne få fat, men til stor forbavselse var kun et træhegn blevet lagt ned, så det stod i en vinkel på 45 grader. Derimod havde havet fuldstændigt mejet alle vækster, siv, marehalm, hyben og alt grønt, som om at der var kørt en grønthøster hen over, vandstanden var den pågældende dag ca. 1,5 meter over dagligt vande og havde flyttet godt rundt på sand og taget cirka én meter af strandkanten.

Svend Erik Pedersen, Ringsted

Båden endte i mudderet

Jeg var lige flyttet til Rødvig og fulgte med i vejrudsigten med lidt undren: Kl. 17 blæste det stadig kun lidt, så det fattede man ikke det store af ?!.. stormvejr & min bare...?

Men så kom det: Lyset forsvandt hurtigt, da der stadig var lygtepæle med ledninger.

Senere om aftenen gik vi lige ned til havnen for at kigge til båden, som skulle op dagen efter. Denne »hyggelige« gåtur i bælgravende mørke blev flankeret af flyvende tagsten, specielt på havneområdet hvor de store tagplader fløj rundt (og al færdsel var i øvrigt frarådet, men det gjaldt altså ikke undertegnede).

Båden lå fint nede i mudderet (!) da vandet var stukket af, men oppe på kajen lå der diverse sejlbåde, som var væltet som mikadobrikker.

Næste morgen vågnede vi op til synet af gnistrende ledninger ude på vejen. Hvad båden angik, følte jeg ikke lige, at jeg behøvede at melde afbud, da båden stadig sad urokkeligt fast, og kranen ikke kunne nå den, og vognmanden havde sandsynligvis også lidt andre presserende opgaver, tænkte jeg.

Der måtte jeg så tro om: Velkommen til Stevns: Regning tilsendt..!

Jesper Ricardo Damgaard, Rødvig Strandvej 63, Rødvig Stevns

Sygehus fik hård medfart

Jeg var ansat som læge på anæstesiafdelingen på Næstved Sygehus i 1999 og havde vagt den pågældende aften og nat på operationsgangen og intensiv.

I personalegruppen fulgte vi med i nyhedsdækningen vedrørende vejrsituationen og hørte, at man tilrådede folk at blive indendørs og undgå unødig færdsel udendørs.

Min søn ringede og klagede over, at togtrafikken mod København var aflyst på grund af væltede træer. Han havde billet til en vigtig koncert i Pumpehuset, så han var godt sur.

Vi hørte, der var problemer på parkeringspladsen med væltede træer, og at folk måtte søge tilflugt i forhallen til sygehuset.

Vi afviklede imidlertid operationsprogrammet som vanligt, kaldte akutte patienter ned til operation i prioriteret rækkefølge. Portøren hentede patienten i sengeafdelingen i højhuset, kørte ned med elevatoren og hen til operationsgangen og kaldte på operations- og anæstesipersonalet, som opholdt sig mellem operationerne i personalerummet, der ligger med vinduer ud til en atriumgård.

Denne aften skete der det, at portøren kom ned med patienten, hvorpå vi alle gik ud af personalerummet for at tage imod patienten på gangen.

Kort efter lød der et øredøvende brag fra personalerummet. Vi for derind og så, at de store vinduer var smadret af det, der senere viste sig at være tagmateriale fra højhuset bestående af brædder og tagbeklædning. Rummet var fyldt med dette og lange sylespidse glasskår, der hvor vi havde opholdt os kort forinden.

Jeg huskede de gamle ord, om at arbejdet bærer lønnen i sig selv.

Vi så senere, at ovenlysvinduerne på forbindelsesgangen til højhuset også havde fået en hård medfart.

Resten af vagten kørte vi patienterne gennem gangen med beskyttelsesskjold lavet af bølgepap.

Ingen af os kom noget til, heldigvis, men mange af de dejlige Robinietræer på parkeringspladsen faldt ...

Eva Lund, pensioneret overlæge

Nyt klatretræ dagen efter

Den dag havde min kone og jeg besøg i vores hus i Espergærde af to børnebørn, Hjalte på 10 og Magnus på seks år, som skulle overnatte hos os.

For os alle fire blev aftenen dramatisk som følge af orkanens rasen, for mens vi læste godnathistorie i stuen, lød der pludselig et brag, og alle døre i huset sprang op, fordi en kraftig vind strøg gennem huset.

Årsagen viste sig at være, at et af naboens træer var knækket midtpå, hvorefter toppen fløj 15 meter og knuste vinduet i børneværelset, hvor drengene havde siddet på gulvet og leget 10 minutter tidligere.

Det kunne være gået gruelig galt, for gulvet var overstrøet af store glasstykker fra det knuste vindue!

Efter lidt ekstra beroligende hyggesnak og omrokering af sovepladser fik vi sovet nogenlunde roligt. Næste dag var det jo spændende at studere årsagen til hele miseren, og for to raske drenge var det selvfølgelig bare fedt at få et nyt klatretræ, så de kunne komme helt op på hustaget!

Willy Dalsgaard

Uhyggelig stemning

Jeg husker tydeligt den dag.
Jeg var til julefrokost på Axelborg i København. Ved 20-tiden kiggede jeg ned på Axelborg Torv og kunne se, at alt var kaos. Lyset var gået, skilte kurede hen over pladsen og blå lys fra udrykningskøretøjer.

Jeg fik pakket sammen og gik mod Rådhuspladsen. Også der var der helt kaos.

Efter cirka en time lykkedes det mig at komme med en bus til Nørreport Station.

Jeg tror også, jeg ventede der i cirka en time, før der gik et tog mod Vedbæk, hvor jeg bor.

Der herskede en uhyggelig stemning over byen.

Bodil Burman, Trørød

Voldsom nattevagt

Sammen med en kollega mødte jeg til nattevagt klokken 23 på Karlslunde Politistation.

På det tidspunkt blæste det så kraftigt, at vores porte ikke kunne lukkes og derfor var spændt fast i åben tilstand.

Kort efter mødetid blev jeg sendt til Køge Bugt Motorvejen, hvor store træplader var ved at blæse ned fra broen ved Cordozavej.

Dette var ved at ende fatalt. Falckfolk og jeg stod i det nordgående spor for at planlægge arbejdet med at nedtage pladerne, da en bil kom kørende sydover og havde mere travlt med at kigge på de blå blink end på sin egen vejbane. Herved overså han en afspærring med betonklodser og kørte over dem og landede i midtersporet med en ødelagt bil.

Lige da vi havde fået ham ud af bilen, kom endnu en bil drønende og overså vores lygter og fik først begyndt bremsning lige før den havarerede bil og undveg udenom. Til alt held nåede en Falckmand at trække føreren fra den havarerede bil til sig, så den anden bil passerede 10-15 cm fra dem.

Herefter turde vi ikke være der mere, før vi fik mere grej frem.

Efter at være kommet tilbage til stationen ringede det pludseligt på hoveddøren. Udenfor stod et frysende ældre ægtepar fra København.

De havde været til kortspil hos venner i Karlslunde og kendte intet til situationen med vejret. Efter at have stået i 45 minutter på togstationen i bælgravende mørke og ventet på S-toget, gik de til det eneste sted i området med lys (vores nødgenerator viste sit værd).

De gjorde sig klar til at overnatte på politistationen, men det lykkedes os at få fremskaffet en taxa, så de kunne komme hjem.

Nu var det tilbage til motorvejen og broen, hvor vi med hjælp fra kollegaer fra Roskilde fik afspærret området under broen i begge retninger. Vi stod ved hver vores patruljevogn og holdt godt fast i dørhåndtaget for ikke at blive blæst ud over motorvejen.

Så nu skulle bilerne op ad afkørselsrampen, over Cordozavej og ned ad tilkørselsrampen.

Enkelte bilister kunne ikke finde ud af det, men når en tyk træplade på 120 x 240 cm faldt ned foran bilen, så hjalp det.

En enkelt københavnertaxa tabte helt modet. Han troede, at København og forstæder blev spærret af der på grund af total ødelæggelse. Vi fik ham dog beroliget, og han kunne køre videre.

Mens vi stod der og var ved at blive blæst af vejen, kunne vi høre på DR, at blæsten var aftagende, og Storebæltsbroen var ved at åbne.

Da den sidste plade var fjernet, kunne vi alle køre til stationen og slappe lidt af.

Vi nåede at åbne motorvejen, inden rækken af biler fra Storebæltsbroen nåede frem.

Lars Bay-Vrist, pens. politiassistent , Midt- og Vestsjællands Politi

Babyen fik sin mad

Jeg havde tilkaldevagt for apoteket i Vordingborg den nat og sad bare og krydsede fingre for, at der ikke kom nogle tilkald.

Men ved 22-tiden fik jeg et opkald fra en kvinde, der var på besøg i Vordingborg.

Hun ville blive nødt til at overnatte hos sine værter og havde ikke modermælkserstatning nok til sin baby.

Jeg fandt ud af, at hun opholdt sig lige i nærheden af min bopæl, så vi aftalte, at jeg kørte op og hentede en dåse, og så kunne hun komme hen til mig og få den. Jeg var ikke kørt mange meter, før jeg så det første væltede træ og senere en væltet mast og masser af afrevne grene.

Jeg turde ikke parkere i Algade på grund af flyvende tagsten, så jeg kørte om til Valdalsparkeringen. Derefter måtte jeg krabbe mig over til apoteket ved bogstaveligt talt at klamre mig til alt, jeg kunne få fat i.

På Algade lå der en del tagsten, sådan som jeg havde forudset. Med stort besvær fik jeg den store port ind til gården ved apoteket op og kom i sikkerhed indenfor.

Derefter gik jeg, med hamrende hjerte, tilbage til bilen. Jeg fortrød, at jeg ikke bare havde parkeret ude foran apoteket. En bule i bilen havde været bedre end en tagsten i hovedet. Jeg kom hjem i god behold, og babyen fik sin mad. Heldigvis fik jeg ikke flere opkald den nat.

Lykke Christensen

Du kan læse mere om orkanen i december 1999 på Danmarks Meteorologiske instituts hjemmeside - dmi.dk

arrow Århundredets orkan i Danmark kostede syv liv og milliardskader
03. december 2019 kl. 05:30 Opdateret: kl. 05:32