
Pia Kjærsgaard og manden Henrik Thorup har fundet et drømmesommerhus på Enø. Et kæmpeheld i en sommer, hvor Corona-epidemien forhindrer dem i at tage til deres sommerhus på græsk ferieø, mener hun.
- Det her sted er simpelthen så fantastisk. Vi er så taknemmelige over, vi har fundet det. Specielt i et år, hvor der er Corona, og vi stort set ikke kan rejse nogen steder, siger Pia Kjærsgaard.
DF-veteranen og ægtemanden Henrik THorup faldt over sommerhuset ved en tilfældighed i januar 2019.
Parret besøgte veninden Dorthe Kollo, dansktop- og schlager-sangerinde, i hendes sommerhus på den lille ø. Og så var Kjærsgaard-parret så at sige solgt.
- Vi faldt for området med det samme. Så vi tog ud og kiggede på tre sommerhuse en lørdag, og om søndagen havde vi købt det her sommerhus, siger hun og griner.
Fra sommerhuset har parret udsigt over Karrebæk Fjord og Karrebæksminde med sejlbåde og masser af fugle. Fra parrets have og ned til vandet er der siv, der huser hjorte. En enkelt kanin har parret også spottet.
- Stilheden ved sommerhuset er fantastisk. Og hele stemningen og det liv, der er på Enø og i Karrebæksminde er så dejligt. Her er dejligt usnobbet, siger Pia Kjærsgaard.
Parret har siden 2002 haft et sommerhus på den græske ferieø Santorini. Men det kommer de ikke til at besøge i år.
Ifølge KJærsgaard har Enø den fordel i forhold til Santorini, at man ikke behøver at rejse med fly og færge for at komme i sommerhus.
- Det tager fem kvarter at køre herned fra vores hjem (i Gentofte,red.). Hvis vejret er godt, kører vi herned en søndag og overnatter, og det er så nemt at invitere gæster herned. VI har også haft gæster på Santorini. Men det kræver altså noget mere planlægning og tid, fortæller Pia Kjærsgaard.
Politikeren afslører, at parret ikke har tænkt sig at droppe sommerhuset i Santorini. De har heller ikke tænkt sig at gøre sommerhuset på Enø til helårsbolig.
De ville kræve, at de blev pensionister, og det punkt er parret ikke nået til i deres liv.
- Sommerhuset her er et sted, hvor vi skal kunne slappe af. Vi har også en have hjemme i vores hus, så vi får altså noget hjælp til at passe haven her, siger Pia Kjærsgaard.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her