
Kan Østbanen komme tilbage på skinner, hvis de nuværende tog erstattes af el-tog på gummihjul?
Det spørgsmål vil transportminister Benny Engelbrecht (S) have undersøgt. Og han har derfor indgået en aftale med med Region Sjælland om at igangsætte en undersøgelse af muligheden for at få BRT (Bus Rapid Transit) på banen.
En slags letbane på hjul, der kører på asfalt i stedet for på skinner.
- Det, vi undersøger, er ikke en traditionel bus. Det er en enhed, der kører fra perron til perron i samme tracé (spor, red.) som i dag, siger Benny Engelbrecht på et pressemøde tirsdag eftermiddag.
Transportministeren ser store perspektiver i BRT - både i tyndt befolkede områder og i byer i forhold til en grønnere transportsektor. Og så er der på sigt mulighed for, at BRT-busserne bliver førerløse:
- Og her er der en helt usædvanlig mulighed for at teste en teknologi, som vi gerne vil teste om der er perspektiver i, ligesom vi for nylig også har sat gang i et forsøg med batteritog. I øvrigt også i samarbejde med Region Sjælland, siger Benny Engelbrecht til Sn.dk
Venstres politiske ordfører i regionsrådet Jacob Jensen, der også er folketingspolitiker, er umiddelbart positivt indstillet over for undersøgelsen. Med et vist forbehold.
- De er et samlet regionsråd, der står bag den her undersøgelse. Men det er også vigtigt for mig at sige, at Østbanen ikke skal være en prøvklud for nye ting i den kollektive trafik. Det er vigtigt for mig og os at sige, siger han.

Transportminister Benny Engelbrecht (S)
dukkede pludselig op i i regionsrådshuset
i Sorø tirsdag med lidt af en nyhed for
Østbanen. Til venstre anes
regionsrådsformand Heino Knudsen (S).
Undersøgelsen koster 3,5 millioner kroner. Finansieringen er delt mellem Transportministeriet og Region Sjælland.
Den nye undersøgelse skal køre parallelt med den undersøgelse, Region Sjælland allerede har sat i gang af, hvad en renovering af den nuværende bane reelt koster:
Regionsrådsformand Heino Knudsen (S) understreger, at den nye undersøgelse ikke er ensbetydende med, at en renovering af den nuværende bane er droppet.
- Vi kører kommer så at sige til at til at køre ad to spor nu, siger han til Sn.dk:
- Det er vigtigt for os at sige, at uanset hvad, så må og vil det her ikke munde ud i en dårligere service for togpendlere, end i dag, siger Heino Knudsen.
Begge undersøgelser ventes at ligge klar inden sommerferien.
Heromkring begynder regeringen også at tage hul på på forhandlingerne om en trafik-investeringsplan frem mod 2030. Og her håber Region Sjælland, at en renovering af Østbanen kan komme i spil.
- Det er klart. Vi har ikke de 660 millioner kroner liggende, som det kræver at renovere den nuværende bane. Så vi vil fortsat presse på for, at banen kan komme ind i forhandlingerne, siger Heino Knudsen til Sn.dk
Transportminister Benny Engelbrecht vil hverken afvise eller love, at banen bliver en del af forhandlingerne.
En undersøgelsed af tilstanden på Østbanen i efteråret afslørede, at skinnerne var så nedslidte, at toget måtte sætte farten ned fra 100 km/t til 75 km/t i forbindelse med skifte til ny køre køreplan i december.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her