Molslinjen har taget et nyt middel i brug for at beskytte de rejsende, som krydser Kattegat eller rejser mellem Ystad og Rønne.
Alle selskabets hurtigfærger er udstyret med nye UV-kanoner. Kanonerne bestråler den luft, som kommer igennem skibenes ventilation. De kraftige UV-stråler fjerner ifølge producenten mindst 80 procent af alle bakterier og vira i luften.
Molslinjen sætter fire hurtigfærger ind mellem Jylland og Sjællands Odde i juletrafikken. Det sker for at sikre en tryg julerejse, hvor der er plads til at holde afstand. Alle hurtigfærger vil også være udstyret med helt ny corona-afskærmning mellem sæderne.
- Vi gør vores yderste for, at corona ikke skal have held med at aflyse julen i Danmark, og vi gør vores yderste for at gøre færgeturen så tryg som mulig, siger Molslinjens kommercielle direktør, Jesper Skovgaard.
Som det første færgerederi i Danmark er Molslinjen blevet certificeret med »SafeGuard« fra Bureau Veritas. Med dette certifikat dokumenterer Molslinjen, at en pålidelig, uafhængig tredjepart har gennemgået hurtigfærgerne i forhold til overholdelse af Søfartsstyrelsens, Molslinjens, internationale søfartsorganisationers og Bureau Veritas' retningslinjer for sundhed, sikkerhed og hygiejne. Det betyder, at alle skibets processer er godkendt.
Første dag med fire hurtigfærger er tirsdag den 22. december - og så er alle fire færger i drift frem til og med den 28. december 2020. Det giver dage med op til 15 afgange hver vej.
- Det kan være svært at planlægge julen - særligt i år. Men med så høj frekvens går der en færge mindst en gang i timen, udtaler Jesper Skovgaard.
Molslinjen oplyser til sn.dk, at de nye UV-kanoner ikke er i brug på færgen mellem Køge og Rønne, men altså udelukkende på hurtigruterne.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her