
»Vejarbejde forude, hastighedsgrænse 80 km/t.«
Denne besked vil bilister på Vestmotorvejen ved Bjæverskov kunne opleve at få i deres radio fra på mandag. Det skriver Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.
Beskeden lyder stort set som en traditionel trafikmelding over radioen.
Du kan høre den på linket her.
Den særlige radiobesked vil alene blive sendt ud til bilister, der nærmer sig et vejarbejde ud for Bjæverskov kort efter frakørsel 34 i retning mod København. Her er Vejdirektoratet lige nu i gang med at opføre en ny støjskærm på en to kilometer lang strækning ud for et stort boligområde.
Beskeden er et led i et forsøg, som Vejdirektoratet indleder sammen med Syddansk Innovation (SDI)/Warning Systems, hvor bilister lokalt bliver advaret om vejarbejde forude og hastighedsnedsættelse direkte over hver enkelt bilradio.
- Ved at varsle bilisterne direkte over bilens radioen, inden de kommer ind på vejarbejdsstrækningen, håber vi naturligvis, at den enkelte bilist vil være særligt opmærksom på farten og respektere den varslede nedsættelse, siger Jesper Kragh Jørgensen, der er projektleder i SDI, i pressemeddelelsen.

Grafik: Vejdirektoratet.
Beskeden vil afbryde den igangværende radioudsendelse 300-500 meter inden vejarbejdet og vil kun blive givet til bilister, som kører på den berørte strækning. Derefter skifter radioen automatisk tilbage til den oprindelige kanal.
Forsøget løber i efterårsferien fra mandag den 14. oktober og ugen ud. I forbindelse med forsøget vil man måle farten på den samlede trafik forbi vejarbejdet og sammenligne det med målinger af farten, før forsøget gik i gang.
Læs eventuelt mere på linket her: www.warningsystems.dk.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her