
Til daglig er medarbejderne i NK Forsyning beskæftiget med at holde borgere i Næstved Kommune forsynet med strøm og drikkevand. Men lørdag den 2. september er det udelukkende forsyningen af sportsdrik i vandflasken, det drejer sig om for 10 af virksomhedens knap 70 ansatte. De deltager som firmahold i Medieløbet for andet år i træk.
- Vi har medarbejdere, der er glade for at cykle. Sidste år spurgte én, om vi skulle samle et hold, og det gjorde vi, siger direktør Steen Lindhardt, som også selv skal ud på ruten.
Virksomheden betaler for medarbejdernes deltagelse, ligesom NK Forsyning har leveret sponsortrøjer til de aktive medarbejdere.
- Vi ser det som en måde at promovere vores lokale virksomhed for vores kunder, som jo bor i Næstved Kommune. Og så er det rart at støtte op om vores medarbejderes ve og vel, siger Steen Lindhardt, som fortæller at de virksomhedens ansatte har en gennemsnitsalder på over 50.
- Der er flere ruter at vælge mellem, når Medieløbet skal køres søndag den 2. september.
- Familieruten er 22,4 kilometer, og de to motionsruter er henholdsvis 52 og 113 kilometer. Alle ruter begynder ved startområdet ved Herlufsholm Idrætscenter i Næstved.
- Det er DGI, der arrangerer Medieløbet i samarbejde med TV Øst, P4 Sjælland og Sjællandske Medier. Se mere på dgi.dk/medieløbet
- Læs mere og tilmelding
Bo Wacker, der er Idræts- og Udviklingskonsulent i DGI, som arrangerer Medieløbet, fortæller, at løbet, der forventes at have mere end 800 deltagere, ikke som udgangspunkt er målrettet firmahold, blandt andet fordi løbet finder sted i weekenden.
- Vi har markedsført det som et familieløb, så vi har ikke en forventning om mange firmahold. Men det er altid hyggeligt at køre med andre, siger Bo Wacker.
Holdet fra NK Forsyning har valgt distancen på 54 kilometer, og direktøren forventer en god dag med socialt samvær.
- Og så kan vi mødes med et smil på læberne mandag morgen efter en flot tur i Næstved og omegn, siger han.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her