25. april 2019
Jacob Jensen (V) går til transportministeren for at presse på for at få forbedret flere sjællandske landeveje. Foto: Tomas Revsbech
Jacob Jensen (V) går til transportministeren for at presse på for at få forbedret flere sjællandske landeveje. Foto: Tomas Revsbech
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: MF'er vil gafle flere trafik-penge til Sjælland

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

MF'er vil gafle flere trafik-penge til Sjælland
Sjælland - 22. marts 2019 kl. 11:07
Af Tine Fasmer
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Jacob Jensen (V) opfordrer transportminister Ole Birk Olesen (LA) til at undersøge flere mulige trafik-projekter på Sjælland. Formålet er at få del i en pulje i trafikforliget med 7 milliarder kroner.

For der er gemt en godtepose i trafikaftalen, som regeringen og Dansk Folkeparti indgik i sidste uge, som satte fx motorvej helt til Kalundborg og motorvej mellem Næstved og Rønnede på dagsordnen.

- Nu har vi haft hænderne oppe over hovedet i en uge. Men det er på tide igen at komme i gang. De jyske politikere tøver ikke, og på Sjælland er der brug for, at vi får del i »håbets pulje« med de syv milliarder kroner, som der er ikke sat konkrete vejprojekter på, siger Jacob Jensen.

Han påpeger behovet for at forbedre flere nord-syd-gående landeveje på Sjælland.

- Vi skal ikke lægge os fast på, om der er brug for omfartsveje eller bedre overhalingsmuligheder, Men vi har mulighed for at få del i midler, der kan løse nogle af de øvrige trafikudfordringer på Sjælland. Fx bliver Rute 225 fra Odsherred mod Snertinge og Jyderup (Nykøbing-Slagelsevej, red.) fødekanal til Kalundborg-motorvejen, når den er udbygget, og der er allerede meget trafik, siger Jacob Jensen.

Andre særligt udfordrede steder er især landevejen mellem Ringsted og Roskilde, men også forbedring af forbindelserne mellem Roskilde og Køge, Sorø og Holbæk, Næstved og Slagelse samt Slagelse-Kalundborg står på ønskesedlen.

De to sidstnævnte er en del af ønskescenariet for motorvej på »Den sjællandske tværforbindelse«, som i regeringen og DF's trafikudspil endelig har fået programlagt motorvej på det hårdt belastede stykke mellem Næstved og Rønnede,

Magnus Heunicke (S), der også er blandt folketingspolitikerne i »Den sjællandske trafikmafia« ikke helt enig med Jacob Jensen.

- Vi skal ikke tøve med at argumentere for at få den sjællandske tværmotorvej. Region Sjælland er den mest pendlende region, så der er rigeligt med argumenter. Og vores jysk-fynske folketingskolleger holder sig ikke tilbage efter trafikaftalen. Der bliver allerede talt for Hærvejsmotorvejen og en fast forbindelse mellem Fyn og Als, Vi skal ikke udvise sjællandsk beskedenhed, siger Magnus Heunicke (S), som dog gerne bakker kollegaen fra Venstre op:

- Det kan være rigtigt godt med overhalingsbaner til at komme uden om fx landbrugskøretøjer. Men på meget trafikerede landeveje som fx mellem Roskilde og Ringsted, hvor der allerede er overhalingsbaner, hjælper flere ikke så meget, fordi trafikmængden er så massiv, siger Magnus Heunicke.