24. januar 2021
En af grundene til det markante fald i udsættelser fra lejeboliger er en større indsats og vejledning på det boligsociale område. Her ses boligsociale medarbejdere arrangere sommerferieaktiviteter i Vangkvarteret i Holbæk tidligere på året. Foto: Morten D. Christensen
gallery icon

Se billedserie

En af grundene til det markante fald i udsættelser fra lejeboliger er en større indsats og vejledning på det boligsociale område. Her ses boligsociale medarbejdere arrangere sommerferieaktiviteter i Vangkvarteret i Holbæk tidligere på året. Foto: Morten D. Christensen
Foto: Morten D. Christensen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Langt færre lejere sættes på gaden

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Langt færre lejere sættes på gaden
Sjælland - 25. november 2020 kl. 17:00
Af Lars Jørgensen

Der er færre lejere end tidligere, der ender med et besøg af fogeden og må flytte ud af deres bolig.

En ny opgørelse fra EjendomDanmark, der varetager ejendomsejerne og -administratorenes interesser, viser nemlig, at antallet af udsættelser i 2020's første halvår er 60 procent lavere end for 10 år siden og 22 procent lavere end for fem år siden. Det betyder i reelle tal, at Fogedretten i årets første seks måneder under 900 gange måtte sætte en lejer på gaden, mens det i samme periode i 2011 skete over 2000 gange.

Det hører selvfølgelig med til historien, at retskredsene rundt om i landet især i foråret har været ramt af coronarestriktioner og hjemsendt medarbejdere. Det har ført til en del forsinkelser i arbejdet med blandt andet udsættelsessager. Men også før coronaen tegnede der sig et billede af et markant fald i udsættelsessager. I 2011, hvor antallet toppede, var der 4405 udsættelser, mens der i 2019 var 2294. Det svarer til et fald på næsten 48 procent.

Lovændring virkede

Helle Jørgensen, der er udlejningschef hos Lejerbo, forklarer den positive udvikling med blandt andet en ændring i lovgivningen i 2013.

Fogedsager
Antal fogedsager med effektiv udsættelse i 2008-2019 i retskredsene Næstved, Holbæk, Roskilde og Glostrup:
  • 2008: 857
  • 2009: 888
  • 2010: 1031
  • 2011: 1142
  • 2012: 1058
  • 2013: 996
  • 2014: 881
  • 2015: 646
  • 2016: 530
  • 2017: 558
  • 2018: 584
  • 2019: 525

Antal fogedsager med effektiv udsættelse i 2008-2019 i alle landets retskredse:
  • 2008: 3762
  • 2009: 3912
  • 2010: 4382
  • 2011: 4405
  • 2012: 3790
  • 2013: 3507
  • 2014: 3184
  • 2015: 2551
  • 2016: 2115
  • 2017: 2306
  • 2018: 2278
  • 2019: 2294

Kilde: Boligstat.dk

- Der fik vi en ny lov, som gør, at huslejen forfalder den 1. i hver måned. Tidligere havde man tre hverdage efter forfaldsdato til at betale husleje, og er man i en situation, hvor pengene ikke slår til, kunne det jo godt have betydning i forhold til, om man så var i stand til også at betale sin husleje, når man nåede til den 4. eller 5. i en måned, siger hun.

Lejerbo har kun en enkel gang siden 2013 set bort fra den ændrede forfaldsdato. Det var dette forår, hvor folk, der kunne dokumentere, at de fra den ene dag til den anden havde mistet deres indtægt på grund af coronaepidemien, kunne få en måneds henstand af huslejen.

En anden årsag til faldet i udsættelser er, at der er kommet en bedre dialog mellem lejere, udlejere og myndigheder. Da det nye kontanthjælpsloft trådte i kraft i april 2016, var mange bekymrede for, hvordan de økonomisk dårligst stillede borgere skulle klare sig - for eksempel i forhold til at få betalt husleje og øvrige faste udgifter.

- Det overraskede os faktisk, at vi ikke så nogen nævneværdig stigning i sager om husleje, der ikke var betalt. Men jeg tror, at kommunerne lige der var ekstra opmærksomme på og rigtig gode til at hjælpe de borgere, der havde brug for rådgivning for at få det hele til at hænge sammen, siger Helle Jørgensen.

Det oplever man også hos EjendomDanmark.

- Det er allersidste udvej, når en lejer bliver sat på gaden. Når vi kan se et så stort fald, skyldes det blandt andet, at vi generelt ser et faldende konfliktniveau mellem lejere og udlejere. Det er en generelt en gevinst for alle, når man går dialogens fremfor rettens vej. Det kræver både mentale og økonomiske ressourcer fra både samfund, lejer og udlejer, siger adm. direktør i EjendomDanmark, Jannick Nytoft.

Hjælp fra udlejer

Lejerbo gør da også selv en stor indsats for at hjælpe og informere lejere rundt omkring i de forskellige afdelinger.

- Vi har en del boligsociale medarbejdere rundt omkring. De hjælper blandt andet dem, der har det svært med sproget eller brug for kortlægning af deres økonomi. Det kan også være, at der er nogle lejere, som er berettiget til nogle tilskud, de ikke var klar over. Den indsats har en stor effekt, siger Helle Jørgensen, og fortsætter:

- Noget af det, vi blandt andet fortæller om, er, at det er lejernes egne naboer, der kommer til at betale, hvis huslejen udebliver. Hver afdeling i Lejerbo har deres egen økonomi, og udebliver en måneds husleje, kan det i sidste ende betyde, at det er de øvrige lejere, som kommer til at betale. Det er noget, som godt kan gøre indtryk, når vi fortæller det, siger udlejningschefen.

- Det er en meget grundlæggende ting at have et sted at bo. Så selvom vi ikke går på kompromis med, om en husleje skal betales eller ej - det skal den - handler det i høj grad om at finde en løsning og gå i dialog med lejeren, hvis vedkommende har økonomiske problemer. Det er både vi og lejeren bedst tjent med, siger Helle Jørgensen.

Antallet af udsættelser er faldet over hele landet. Men det er særligt i hovedstadsområdet, man har set et markant fald. I retskredsene Næstved, Holbæk, Roskilde og Glostrup ligger man også over gennemsnittet for perioden 2011 - 2019. Her er faldet på 54 procent mod 48 procent på landsplan.

Er det en god idé at indføre bøde eller straf, hvis man ikke vil gå i isolation efter en udlandsrejse?