15. oktober 2019
Region Hovedstaden og Region Skåne vil arbejde for en fælles dansk-svensk akutlægehelikopter i Øresundsregionen. Foto: Allan Nørregaard
Region Hovedstaden og Region Skåne vil arbejde for en fælles dansk-svensk akutlægehelikopter i Øresundsregionen. Foto: Allan Nørregaard
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Lægehelikopter: Skåne vil med under vingerne

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Lægehelikopter: Skåne vil med under vingerne
Sjælland - 29. august 2019 kl. 11:56
Af Jesper Sabroe og Tomas Revsbech
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Regionerne på begge sider af Øresund vil arbejde sammen om på sigt at få en fælles akutlægehelikopter over Øresund og det sydlige Sverige. Det oplyser de to regioner efter et møde mellem de to formænd.

- De ressourcer og den ekspertise, der findes på begge sider af Øresund, kan med fordel spille sammen, og vi kan være til gensidig hjælp for hinanden. En fælles akutlægehelikopter vil kunne nå hurtigere frem til Bornholm, hvis den flyver fra det sydlige Sverige fremfor fra Danmark. Så hvis det på et tidspunkt lykkes at få en fælles akutlægehelikopter, så vil vi kunne give patienter fra Bornholm, der skal flyves til behandling på Rigshospitalet, en endnu bedre service, siger regionsrådsformand i Region Hovedstaden, Sophie Hæstorp Andersen (S).

Ud over lægehelikopter vil de to regioner også kigge på samarbejdsmuligheder inden for forskning og behandling samt vidensdeling omkring byggeriet af nye hospitaler.

Udvider ordning
Det spirende samarbejde mellem de to regioner på tværs af Øresund får umiddelbart ingen konsekvenser for den nuværende landsdækkende akutlægehelikopterordning i Danmark. Den består af fire lægehelikoptere, hvoraf én helikopter med base i Ringsted dækker hele Østdanmark.

Tværtimod skal samarbejdet med Skåne ses som »en udvidelse eller eventuelt et supplement«, lyder det i en mail fra Svend Hartling, koncerndirektør i Region Hovedstaden, der samtidig er formand for styregruppen for akutlægehelikopterordningen.

Præhospital direktør i Region Sjælland, Benny Jørgensen, ser umiddelbart positive perspektiver i en udvidelse af ordningen.

- Vi kender ikke de konkrete planer endnu, eller hvor den nye lægehelikopter eventuelt skal placeres. Men umiddelbart vil jeg mene, at det vil være til alles fordel, hvis man kan indlede et samarbejde med Region Skåne om en lægehelikopterordning, siger han til avisen.

Næste møde omkring udviklingen af samarbejdsaftalen mellem Region Hovedstaden og Region Skåne finder sted i december måned.