
De sjællandske pendlere og brugere af busser og tog risikerer at blive svigtet i regeringens forsøg på at skabe mere sammenhæng i den kollektive trafik i hovedstadsområdet.
Sådan lyder bekymringen fra en voksende gruppe af politikere, der både tæller transportpolitikere fra S og DF såvel som en voksende skare af borgmestre på Sjælland og i Nordsjælland.
Utilfredsheden skyldes, at regeringen ønsker at samle alle trafikselskaber i Hovedstaden i et stort selskab kaldet HOT.
Men samtidig vil man splitte trafikselskabet Movia op i to selskaber.
Et selskab for 34 kommuner i hovedstadsområdet og Nordsjælland.
Og et for 11 rest-kommuner på Vest- og Sydsjælland samt Lolland og Falster:
- Der er så mange, der pendler fra Sjælland og ind til hovedstaden hver dag. Når det hele bliver delt op, er der ingen til at tale deres sag og sikre nok tog- og busafgange i myldretiden og hele koordinationen mellem Sjælland og hovedstadsområdet. Sådanne konkrete problemstillinger kan jeg godt frygte ikke bliver adresseret i det nye HOT, siger Magnus Heunicke, medlem af Folketingets transportudvalg (S) til Sn.dk.
Kim Christiansen, transportordfører fra Dansk Folkeparti, deler Heunickes bekymring over opsplitningen af Sjælland.
Det samme gør en voksende skare af borgmestre, der også tæller Lejres Carsten Rasmussen (S) og Solrød Niels Hörup (V), der begge har udsigt til at komme med i HOT. Også transportforskere har svært ved at se logikken i opsplitningen.
Ifølge transportminister Ole Birk Olesen (LA) handler opdelingen dog om, at sikre de 11 kommuner uden for hovedstadsområdet en vis selvbestemmelse over den kollektive trafik, de har i deres område
- HOT vil i sagens natur være centreret om Hovedstaden og handle om den tværgående koordinering mellem busser, S-tog, metro og den kommende letbane. Det er nogle andre trafikale problemstillinger, der er relevante uden for Hovedstaden. Det vil derfor være til disse kommunernes fordel selv at kunne træffe de valg om den kollektive trafik, som de ønsker, lyder det i et skriftligt svar fra ministeren.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her