16. september 2019
Billede
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Kræftpatienter risikerer køre-cirkus

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Kræftpatienter risikerer køre-cirkus
Sjælland - 16. august 2019 kl. 15:48
Af Tomas Revsbech
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Politikere droppede i foråret flytning af kræftsenge fra sygehuset i Næstved til Roskilde for at skåne patienter for lang køretur. Men i ny plan risikerer patienterne at skulle forbi begge sygehuse.

Kræftpatienter, der skal indlægges, kan risikere at skulle frem og tilbage mellem sygehusene i Roskilde og Næstved under deres behandlingsforløb.

Det fremgår af en ny plan for behandling af onkologiske patienter, som Region Sjællands regionsråd skal tage stilling til mandag.

Tidligere i år forkastede et flertal af regionsrådspolitikerne en spareplan, der skulle samle alle regionens kræft-senge på Sjællands Universitetshospital (SUH) i Roskilde.

Her skulle sengene stå indtil 2023, hvor al kræftbehandling skal flyttes til det nye Sjællands Universitetshospital i Køge. Planen betød, at 20 kræft-senge skulle flyttes fra Næstved til Roskilde.

Men det ville give patienter og pårørende fra Sydsjælland, Lolland og Falster for lang transport, mente politikerne.

I en ny plan for indlagte kræft-patienter står der imidlertid ikke mindre transporttid for patienter på programmet.

I et notat til regionsrådspolitikerne fremgår det, at »Alle patienter som udgangspunkt modtages i Roskilde«.

Her skal de ifølge planen vurderes og visiteres til indlæggelse i enten Roskilde eller Næstved. Og videre i notatet lyder det:

»Det vurderes, at det ofte kan blive nødvendigt at flytte patienten under indlæggelsen. Enten fra Roskilde til Næstved, hvis patienten er stabil, har behov for nærhed til Næstved eller lignende, eller fra Næstved til Roskilde hvis patienten får behov for mere kompliceret udredning og behandling«.

Udsigten til flytningerne skyldes, at der lægges op til en større arbejdsdeling og specialisering af de to kræft-afdelinger. Hidtil har hvert sygehus firkantet sagt kunne klare de fleste typer af patienter selv.

Men nu skal de komplekse og kritisk syge patienter primært til SUH i Roskilde, der får to ekstra senge og læger flyttet op fra Næstved.

Omvendt skal uhelbredeligt syge kræftpatienter, der har brug for palliativ (lindrende) behandling fremover primært sendes til Næstved.

Ifølge koncerndirektør i Region Sjælland, Leif Panduro Jensen, er det dog ikke sikkert, at den nye plan betyder, at alle patienter skal forbi Roskilde.

- En del visitationer kan godt klares over telefonen. Det betyder, at der vil være lettere syge patienter fra den sydlige del af regionen, der kun skal indlægges i Næstved, siger han.

Ifølge koncerndirektøren er målet med den nye plan faktisk, at færre patienter fremover skal flyttes rundt mellem sygehusene:

- Den nye plan lægger op til skarpere visitation af patienterne end i dag, så vi i højere grad rammer plet og får sendt patienterne det rigtige sted hen fra starten af, siger Leif Panduro Jensen.