17. januar 2021
At skære grøntsager kan være et hårdt og nedslidende arbejde for ansatte i restauranter og storkøkkener. Nu er en dansk robot-kokkekniv snart på markedet ? godt hjulpet af et innovativt regionalfondsprojekt på Sjælland. Foto: Colourbox
At skære grøntsager kan være et hårdt og nedslidende arbejde for ansatte i restauranter og storkøkkener. Nu er en dansk robot-kokkekniv snart på markedet ? godt hjulpet af et innovativt regionalfondsprojekt på Sjælland. Foto: Colourbox
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Køkkenrobotten lærte at holde på et løg i sjællandsk EU-projekt

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Køkkenrobotten lærte at holde på et løg i sjællandsk EU-projekt
Sjælland - 12. januar 2021 kl. 06:35
Af Anders Spanggaard

Hvordan får man en robotarm til at holde fast på et løg, og hvordan får man en robot til at afgøre, om løget er råddent og skal smides ud?

Det er nogle af de mange spørgsmål, som iværksætteren Jacob Rybov fra virksomheden Gastroform har fået svar på i strukturfondsprojektet Innovationsdistrikt Sjælland. Projektet drives af innovationslaboratoriet CORO, Co-lab Roskilde i et bredt partnerskab med Professionshøjskolen Absalon, Danmarks Tekniske Universitet, Roskilde Universitet og Zealand - Sjællands Erhvervsakademi. Projektet er støttet af EU's Regionalfond med 18,3 millioner kroner.

Projektet har hjulpet Jacob Rybov tættere på at færdiggøre Prepping Robot - en innovativ knivrobot, som sparer køkkenmedarbejdere for nedslidende skærearbejde. Robotten skal indgå som en central del af et endnu større projekt, som iværksætteren har arbejdet på i tre år i virksomheden Gastroform: Et fuldautomatisk køkken.

- Vi ser store markedsmæssige muligheder i Prepping Robot som et parallelprodukt, der kan sælges sammen med vores fuldautomatiske køkken. Knivrobotten kan skaleres ned til mindre behov, og den kan være en løftestang for salg af et fuldautomatisk køkken, som er en økonomisk stor beslutning for en virksomhed, siger Jacob Rybov.

Knivrobot ramte behovet

Rybov har fået hjælp via CORO, Co-lab Roskildes faste opskrift på et succesrigt innovationssamarbejde: Gastroform blev matchet med en anden mindre virksomhed, Hertech, og eksperter fra en videninstitution, DTU, og en virksomhed i fødevarebranchen, Simple Feast blev koblet på som repræsentant for markedet.

Karolina E. Osipowska, direktør i CORO, Co-lab Roskilde:

- To virksomheder, der går sammen med en videninstitution, kan skabe noget interessant. Når man kobler en markedsrepræsentant på, altså en potentiel kunde med et reelt behov eller et problem, kvalificeres og accelereres udviklingsprocessen, og produktet kommer hurtigere på markedet.

Det viste sig, at Jacob Rybovs knivrobot faktisk ramte et behov i restaurant- og fødevarebranchen, konkret hos måltidskasse-kæden Simple Feast. Ligesom mange andre virksomheder i branchen bruges der i Simple Feast mange arbejdstimer på rutineopgaver som at hakke, snitte og skære grøntsager, og derfor gik Simple Feast sammen med Gastroform ind i et udviklingsforløb om knivrobotten.

Og der er behov for opfindelsen, siger Jacob Rybov:

- Virksomhederne er generelt interesserede i at bruge deres medarbejderes kompetencer dér, hvor de gør mest gavn - blandt andet ude ved kunderne. Desuden er skærearbejdet hårdt og nedslidende for køkkenpersonalet, og det gør det ikke nemmere for en virksomhed at skaffe arbejdskraft.

Hvordan holder robotten på løget?

Jacob Rybov har selv udviklet softwaren til skærerobotten, og de mekaniske dele er udviklet i et samarbejde med den mekaniske udviklingsvirksomhed Hertech, som blandt andet skulle finde ud af, hvordan en robot holder på et løg. DTU Compute har bidraget med eksperthjælp inden for kunstig intelligens og kamerateknologi, og hos DTU Fysik fandt Rybov test- og produktionsfaciliteter.

- Der findes allerede automatiske skæremaskiner på markedet, men mange er primitive og ødelægger grøntsagen. Derfor har vi valgt at sætte en kniv for enden af en robotarm, som kan efterligne en koks bevægelser. Og den skal kunne gøre det hurtigt, forklarer Jacob Rybov, der håber at få prototypen på skærerobotten færdig i løbet af 2021.

Store muligheder i SMV'er

For direktør Karolina E. Osipowska viser Innovationsdistrikt Sjælland, at der gemmer sig store muligheder for innovation i de små og mellemstore virksomheder, SMV'erne.

- Langt størstedelen af SMV'erne i Danmark kommer aldrig i nærheden af ressourcer og hjælp til udvikling og innovation. Det er denne store gruppe af virksomheder, vi har tag i - det tavse flertal, siger direktøren for CORO, Co-lab Roskilde.

Christina Melgaard, projektleder hos CORO, Co-lab Roskilde, supplerer:

- Projektet er sat i verden for at højne innovationen i virksomhederne på Sjælland, og det gør vi ved at tilbyde en favorabel pakke til virksomhederne.

Projektet tilbyder blandt andet virksomhederne facilitering, medfinansiering til virksomhedens udviklingstimer, juridisk bistand og match making med forskere, andre SMV'er og markedsrepræsentanter.

For eksempel indgår Christina Melgaard selv i projektet Prepping Robot som en facilitator, der skal mindske den administrative byrde, så virksomhederne kan fokusere på udviklingen.

I denne uge begynder VM i håndbold. Tror du det danske herrelandshold kan vinde VM?