20. juni 2021
Benjamin Buza og Camilla Ruelykke Holst i »Come Fly Away«. Foto: Camilla Winther
gallery icon

Se billedserie

Benjamin Buza og Camilla Ruelykke Holst i »Come Fly Away«. Foto: Camilla Winther
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Klassikere og fornyelse i vente på Det Kongelige

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Klassikere og fornyelse i vente på Det Kongelige
Sjælland - 11. maj 2021 kl. 07:30
Af Lars Jørgensen

Det var en alsidig pallette, der blev lagt frem, da Det Kongelige Teater mandag aften præsenterede næste sæsons program.

I en præsentationsvideo på Facebook, som afløste det vanlige pressemøde, fortalte balletmester Nikolaj Hübbe, skuespilchef Morten Kirkskov og operachef John Fulljames om nye tiltag i sæsonen 2021-22.

Balletprogrammet åbner den 3. september med "Come Fly Away", der bevæger sig i Frank Sinatras univers. Forestillingen nåede kun at spille ganske få gange sidste år, inden Covid-19 satte en stopper for den.

"Romeo og Julie" skulle have spillet i foråret, men blev aflyst af samme årsag som "Come Fly Away".

- Det er det udødelige værk af John Neumeier skabt til Den Kongelige Ballet, og har siden premieren i 1974 været elsket af både dansere og publikum. Det er en af de balletter, som gennem tiden har været stepping stone for mange danseres karrierer, og det bliver også tilfældet til oktober, hvor vi kommer til at se nogle af vores helt unge dansere i store roller. Har man aldrig set ballet før, skal man tage ind og se "Romeo og Julie", siger Nikolaj Hübbe.

Balletmesteren fremhæver også "Dansefeber", som bygger videre på universet fra sidste års tv-julekalender på DR, og nok skal lokke nogle af de yngre publikummer til.

En af de nye og meget spændende balletforestillinger bliver "Giant Steps", hvor Bobbi Jene, Sharon Eyal og Anne Teresa De Keersmaeker står for koreografien.

- Det er tre kvinder, som i et historisk mandsdomineret fag er nogle af dem, der lyser klarest og størst på den koreografiske stjernehimmel, siger Nikolaj Hübbe.

I begyndelsen af 2022 kommer et par Bournonville-klassikere på plakaten. Først "Sylfiden" og senere "Et Folkesagn". En anden klassiker, "Don Quixote" slutter balletsæsonen af næste forår.

Blodet kommer i kog

Skuespil-programmet byder også på både nyt og velkendt. Til efteråret kan man blandt andet se Søren Sætter-Lassen i hovedrollen i Moliéres "Den Indbildt Syge".

- Det er en vanvittig komedie om angsten for døden og kampen for livet og kærligheden, siger Morten Kirkskov, og går videre til at fremhæve "Medea", der spiller næste forår.

- Med Sofie Gråbøl som Medea, Rasmus Bjerg som Jason og Jens Jørn Spottag som kong Kreon er der ingen tvivl om, at blodet kommer i kog i denne den mest brutale af verdensdramatikkens største tragedier. Hvordan kan vreden bringe et menneske så langt ud, at det er i stand til at slå sine egne børn ihjel? Siger han.

I forbindelse med at World Pride og Euro Games kommer til København i august opføres forestillingen "PRIDE", der blander dans, teater, sang, musik og video og handler om mangfoldighed og det at høre til.

På Gammel Scene er der danmarkspremiere på "Matilda - the Musical". I "Ugens Rapport" har Mads Rømer Brolin-Tani hovedrollen som Kurt Thyboe i en forestilling, der ifølge Morten Kirkskov byder på både "sex, drug and rock'n' roll".

I soloforestillingen "Fængselsdigte" står Karen-Lise Mynster på scenen. Desuden opføres Homers "Odysseen", og i begyndelsen af 2022 kan de, der sidste år ventede forgæves på at se David Bowies "Lazarus" endelig komme ind og se forestillingen i København.

Vanen tro har Det Kongelige Teater også turnéforestillinger på programmet. Blandt andet kommer "Tour de Chambre" bygget på Tine Høegs roman rundt på Sjælland og resten af landet. Det samme gør "De Urolige" - bygget på Linn Ullmanns roman - der har Kirsten Olesen, Tammi Øst og Stine Schrøder Jensen i de bærende roller.

Oh Land på scenen

I Operahuset er der i begyndelsen af oktober premiere på Lehárs "Den Glade Enke", satirisk gendigtet af Adam Price og iscenesat af Kasper Holten.

- I den kommende sæson udvider vi vores repertoire med en række store operatitler, der ikke er blevet vist i København de sidste mange år. Heriblandt "Maskeballet", "Faust" og "Valkyrien", fortæller operachef John Fulljames.

- I den kommende sæson ser vi frem til at byde velkommen til en ny generation af publikummer og artister. Clara Cecilie Thomsen og Fredrik Bjellsäter bydes velkommen til solistensemblet. De slutter sig til vores øvrige unge stjerner, som blandt andet tæller Nicolai Elsberg, der for tiden repræsenterer det danske flag i den internationale "Cardiff Singer of the World"-konkurrence, siger John Fulljames.

Operachefen nævner også »Don Juan«, Dmitri Sjostakovitjs opera "Næsen", Mozarts "Mitridate" og Puccinis "Tosca" som forestillinger, han ser frem til i den kommende sæson. Det samme gælder for dobbeltforestillingen "Manualen" og "De Syv Dødssynder". Sidstnævnte har Oh Land i rollen som Anna.

Billetsalget til Det Kongelige Teaters sæson 2021-22 åbner den 11. august kl. 9. Sæsonkortholdere kan dog købe billetter allerede fra den 11. maj kl. 9.

Er du tryg ved ikke at skulle gå med mundbind mere?