
Sjællands Universitetshospital Roskilde og Køge henter ny lægefaglig vicedirektør fra egne rækker.
Jesper Gyllenborg, der tiltræder på posten 1. september 2019, kommer fra en stilling som ledende overlæge for Neurologisk Afdeling på Sjællands Universitetshospital.
- Med Jesper Gyllenborg får Sjællands Universitetshospital en erfaren lægelig leder med betydeligt indsigt i ledelse tæt på klinikken. Han formår at tænke nyt og udfordre vores arbejdsgange og ikke mindst sætte patienten i centrum. Det har han demonstreret som ledende overlæge på SUHs neurologiske afdeling, og det er jeg sikker på, at han vil videreføre i stillingen som vores nye vicedirektør med lægefagligt ansvar, udtaler sygehusdirektør Niels Würgler Hansen.
49-årige Jesper Gyllenborg har som ledende overlæge gennem de sidste 10 år styrket og udviklet det neurologiske speciale i Region Sjælland.
- Min force er, at jeg kan tage kliniknære erfaringer fra dagligdagen med patienter og medarbejdere ind i Sygehusledelsen, og jeg vil gerne udfordre mange af de rutiner, vi har opbygget i sundhedsvæsnet, udtaler Jesper Gyllenborg.
Den nye vicedirektør har fokus på at få medarbejdere og afdelinger godt videre efter sidste års store sparerunde og samtidig udvikle universitetshospitalet.
- En af mine helt store opgaver er at fortsætte satsningen på personlig medicin og på opbygning af stærke forskningsmiljøer. Samtidig er Sjællands Universitetshospital central i opbygningen af den lægelige uddannelse sammen med Københavns Universitet, siger Jesper Gyllenborg.
Privat er Jesper Gyllenborg gift, far til tre voksne børn og bor i Roskilde. Han er aktiv motionscyklist og sejler.
Udbygningen af Region Sjællands supersygehus i Køge er i gang, og flere funktioner fra andre af regionens sygehuse flytter ind fra 2021. Universitetshospitalet skal stå færdigt ved udgangen af 2024.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her