For to år siden, 6. juni 2018, brændte sygehusvaskeriet ved Holbæk Sygehus ned til grunden. Men først nu er det ved at være afgjort, hvor vaskeriet skal genopføres.
Et politisk flertal i Region Sjællands forretningsudvalg vil gerne placere et nyt sygehusvaskeri i Jyderup.
Venstre, Konservative, Radikale samt SF og Socialdemokratiet peger på stationsbyen midtvejs mellem Holbæk og Kalundborg.
- Vi mener, at det er det bedste sted i forhold til adgangsforholdene for lastvognene, der henter og bringer vasketøjet, og for de ansatte. Der er gode transportmuligheder med offentlig trafik og Rute 23 lige i nærheden, som vi jo håber på sigt, bliver opgraderet til motorvej, siger Jacob Jensen (V).
Regionens administration anbefalede placering af nybyggeriet i Jyderup frem for de to øvrige forslag Svebølle i Kalundborg Kommune og Svinninge i Holbæk Kommune. Regionsrådsformand Heino Knudsen (S) fremhæver, at vaskeriet kunne have været opført i alle tre områder, men Jyderup har flest fordele,
- For os handlede det om, at vi kunne komme hurtigst i gang i Jyderu. En af de andre steder var der en udmatrikulsering, der skulle ordnes.
Med alle ambitioner lagt sammen er vi kommet frem til, at vi har valgt Jyderup, siger Heino Knudsen.
Politikerne afgjorde i december sidste år, at regionen selv står for genopførelsen og driver vaskeriet i 2-3 år, hvorefter opgaven sendes i udbud. Samtidig lagde man sig fast på, at vaskeriet ikke skulle ligge ved siden af Holbæk Sygehus eller ved et af de øvrige sygehuse.
- Det er en ret stor beslutning, at vi har flyttet vaskeriet væk fra de større byer. Jeg glæder mig over, at vi går videre med arbejdet, siger Heino Knudsen.
Dansk Folkeparti ville hellere have haft vaskeriet genopført i Svebølle.
Regionsrådet træffer den endelige beslutning, og indtil da har Liberal Alliance taget forbehold. Heller ikke Enhedslistens holdning er kendt.
Siden den voldsomme brand har vasketøjet fra sygehusene i Køge, Roskilde, Holbæk og Slagelse først været vasket på regionens andet sygehusvaskeri i Nykøbing F., og siden på de to private vaskerier Berendsen i Ølsted og De Forenede Dampvaskerier i Skovlunde.
Sygehusvaskeriet er arbejdsplads for mellem 40 og 50 ansatte.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her