25. juni 2021
Indsatsen for at mindske brugen af bæltefikseringer og episoder med tvangsanvendelse er slået fejl - både på landsplan og i Region Sjælland. Psykiatriske patienter bliver oftere udsat for tvang i 2020 end i årene 2011-13, selv om målet var det modsatte. Foto: Bent Midstrup/Ritzau Scanpix
Indsatsen for at mindske brugen af bæltefikseringer og episoder med tvangsanvendelse er slået fejl - både på landsplan og i Region Sjælland. Psykiatriske patienter bliver oftere udsat for tvang i 2020 end i årene 2011-13, selv om målet var det modsatte. Foto: Bent Midstrup/Ritzau Scanpix
Foto: Kasper Lang Madsen/Bent Midstrup/Ritzau Scanpix
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Færre bæltefikseringer og mere tvang

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Færre bæltefikseringer og mere tvang
Sjælland - 08. maj 2021 kl. 07:10
Af Lars Jørgensen

En ambitiøs aftale mellem Sundhedsministeriet og Danske Regioner fra 2014 om at halvere brugen af bæltefikseringer og mindske den samlede brug af tvang i psykiatrien er ikke blevet opfyldt. Langt fra.

For godt nok er der på landsplan sket et fald i antallet af bæltefikseringer fra 5688 årligt i 2011-13 til 3712 fikseringer i 2020. Men det samlede antal voksne, som i perioden blev udsat for tvang i psykiatrien, steg fra 5633 i 2011-13 til 5923 personer i 2020. Det viser en ny rapport fra Sundhedsstyrelsen, som har overvåget partnerskabet og er kommet frem til den nedslående konklusion.

- Da vi satte målet om at halvere anvendelsen af tvang i psykiatrien, havde vi en stor tro på, at det kunne lade sig gøre. Vi var godt klar over, at det var en ambitiøs målsætning, og en målsætning som der skulle knokles for. Men at vi i dag står i en situation, hvor der samlet set er flere mennesker, der udsættes for tvang end i 2014, det er både trist, utilfredsstillende og bekymrende, siger vicedirektør i Sundhedsstyrelsen, Helene Probst.

Ikke overrasket

Region Sjælland har i store træk fulgt tendensen på landsplan. Også her er der en stigning i anvendelsen af tvangsmedicinering, tvangsindlæggelser og tvangstilbageholdelser blandt voksne.

- I udvalget følger vi psykiatrien tæt, og jeg er desværre ikke så overrasket over rapporten fra Sundhedsstyrelsen, siger næstformand i regionens psykiatriudvalg, Anna Bondo Nielsen, og fortsætter:

- Der ér meget fokus på området fra politisk side, men vi må også erkende, at det er et meget kompliceret område, hvor det kan være rigtig svært at finde de rigtige løsninger, siger hun.

Om rapporten
  • Sundhedsministeriet og Danske Regioner indgik i 2014 en aftale om halvering af brug af bæltefikseringer og mindske det samlede brug af tvang i psykiatrien inden udgangen af 2020.
  • Sundhedsstyrelsens rapport »Monitorering af tvang i psykiatrien« dækker perioden 1. januar - 31. december 2020.
  • Opgørelsen viser blandt andet, at antallet personer, som blev udsat for bæltefikseringer på landsplan er faldet fra 5688 årligt i 2011-2013 til 3712 i 2020.
  • I årene 2011-2013 blev 5633 voksne i gennemsnit udsat for en eller anden form for tvang i psykiatrien. Det tal var steget til 5923 i 2020.

Udvalgte tal for Region Sjælland:
  • Andelen af personer, der bæltefikseres ud af antal indlagte: 2011-13 årligt: 6,9 pct., 2020: 3,6 pct.
  • Antal personer der får akut beroligende medicin med tvang: 2011-13 årligt: 234, 2020: 333
  • Total antal gange, der gives beroligende medicin med tvang: 2011-13 årligt: 685, 2020: 1.626
  • Antal personer, der fastholdes: 2011-13 årligt: 153, 2020: 184
  • Total antal gange, der fastholdes: 2011-13 årligt: 402, 2020: 734
  • Antal voksne der tvangsindlægges: 2011-13: 361, 2020: 457

Kilde: »Monitorering af tvang i psykiatrien« fra Sundhedsstyrelsen

Anna Bondo Nielsen peger på, at vi nok aldrig kommer dertil, hvor brugen af tvang helt kan undgås. Ikke så længe, der er tilfælde, hvor det handler om liv eller død, om man bruger tvang eller ej. Hun nævner som eksempel et ungt menneske med stærk spisevægring eller en person, der nægter at tage livsvigtig medicin. Og så er der jo også de tilfælde, hvor personalets sikkerhed står på spil.

- Jeg tror ikke, at der er nogle, der udøver tvang i tilfælde, hvor det ikke er nødvendigt. Vi skal jo heller ikke lukke øjnene for, at vi ind i mellem redder liv ved at bruge tvang - eller kan hjælpe nogle ind i behandling ved at bruge tvang. Men vi skal blive meget bedre til at kun at bruge det, når det er nødvendigt, siger hun.

Fokus på kommunerne

Sundhedsstyrelsen peger i sin rapport på, at mange faktorer spiller ind i bestræbelserne for at reducere tilfældene, hvor tvang bliver anvendt. Styrelsen og regionerne har i perioden, partnerskabet har fundet sted, haft stort fokus på den tvang, der foregår på de psykiatriske afdelinger og dermed på den regionale indsats. Fremadrettet vil der være behov for, at fokus udvides til også at omfatte indsatsen i kommuner og hos praktiserende læger, mener Sundhedsstyrelsen.

- Vi har haft et meget stort fokus på den tvang, der sker på sygehuset, men vi er meget opmærksomme på, at der er behov for et tilsvarende stort fokus på den indsats, der sker i kommunerne, og på hvordan vi kan forebygge, at der bliver behov for at indlægge med tvang. En tvangsindlæggelse kan ofte føre til, at der også bliver brugt tvang under indlæggelsen, så det er vigtigt, at vi sætter ind her, siger Helene Probst.

Jane Alrø Sørensen, der er generalsekretær i Bedre Psykiatri, der er en landsforening for pårørende til psykisk syge, er skuffet over samarbejdet mellem Sundhedsstyrelsen og regionerne og rapportens resultater.

- Det ender med at blive en tom aftale, når man ikke er villige til at lade ressourcerne følge med, siger hun til Ritzau.

- Grundlæggende er problemet, at psykiatrien er i knæ, og du kommer ikke til, at kunne løse tvangsproblematikken, før du er villig til at tilføje flere ressourcer, siger Jane Alrø Sørensen.

For Anna Bondo Nielsen er normeringer, uddannelse af personale og et øget samarbejde om den enkelte elementer, der kan være med til at mindske brugen af tvang.

- Vi har fokus på det, og regeringen prioriterede også psykiatrien på finansloven for 2021 (med 92,2 millioner kroner til Region Sjælland, red.). Jeg håber desuden, at regeringen kommende 10-årsplan for psykiatrien også vil have fokus på nedbringelse af tvang. Det skal sættes mere på dagsordenen.

Det tyder umiddelbart på, at regeringens 10-årsplan for psykiatrien bliver fremlagt efter sommerferien. Det var oprindeligt meningen, at det skulle være sket tidligere, men også her har Covid-19 forsinket processen.

Afdelinger på sygehuse i hele landet er nu ramt af strejke, fordi to tredjedele af sygeplejerskerne stemte nej til det nye forslag til overenskomst. Forstår du deres løn-utilfredshed?