4. juli 2020
75-året for Danmarks befrielse fejres blandt andet med udgivelsen af en ny sang om frihed. Trioen bag 'Frihedens Lysdøgn': Bagerst Julie Maria, forrest Nikolaj Busk og Anne Vad. Foto: Zuhal Kocan
gallery icon

Se billedserie

75-året for Danmarks befrielse fejres blandt andet med udgivelsen af en ny sang om frihed. Trioen bag 'Frihedens Lysdøgn': Bagerst Julie Maria, forrest Nikolaj Busk og Anne Vad. Foto: Zuhal Kocan
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: En ny enkel sang om frihed

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

En ny enkel sang om frihed
Sjælland - 17. februar 2020 kl. 10:48
Af Lars Jørgensen
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Det er ikke hver dag, at en ny dansk sang introduceres med fællessang og frihedsbudskab som omdrejningspunkter. Men i anledning af 75-året for Danmarks befrielse er Spil Dansk, Dansk Forfatterforening og Grundtvigsk Forum gået sammen om at hylde friheden og demokratiet og styrke medborgerskabet med fællessang i hele landet under paraplyen »Alsang 2020«. Et af initiativerne i dén forbindelse var en sangskriverkonkurrence, hvor man kunne indsende et bud på henholdsvis tekst og melodi til en ny frihedssang - og måske være heldig og dygtig nok at vinde 45.000 kroner.

En bunden opgave

I midten af 2019 kunne »Alsang 2020« så løfte sløret for, at Anne Vad - blandt 449 forslag - havde vundet tekstforfatterkonkurrencen med »Frihedens Lysdøgn«, og i november havde dommerne i komponistkonkurrencen voteret og udnævnte Julie Maria og Nikolaj Busks bud som det bedste blandt de 762 indsendte forslag.

Frihedens Lysdøgn
Melodi: Julie Maria & Nikolaj Busk 2019
Tekst: Anne Vad 2019


1. Friheden bor i idéer,
der udspringer dér, hvor vi er,
så en horisont bli’r til flere.
For det er derude, det sker,
i tanke- og skabelsesrummet!
Alt nyt kommer klart for en dag.
Pist væk er alt skjult og formummet,
og tryghedens rumhavn lagt bag.


2. Friheden lyser i sproget,
som si’r, hvad vi elsker og tror;
som sender, når vejret er tåget,
et solpanel formet af ord.
Med friheden til at fortælle
forløses det, sprogets minut.
Vi husker et blad på en nælde.
En banegård helt sønderskudt.


3. Friheden danser i kroppen,
som strækker sig smidigt og rundt
mod paradisæblet i toppen
et grenbøjet buesekund.
Den frie bevæg’ligheds gave,
på tværs, over grænser og skel.
Helt fri i den kosmiske have.
Helt fri til at være sig selv.


4. Friheden ånder i lysten,
i solhverv og midsommerbål,
i blikke mod månen og kysten,
og samværets ildfulde skål.
I løfteraketter af hænder,
et men’skehavs bølgemagi,
i stemmer fra dybet, vi kender:
Erindringens syngende vi.


5. Frihed er alt, selve livet.
Med brændpunkt i tryghed og fred.
Og husk: Tag den aldrig for givet!
Det er som med stor kærlighed!
Sæt bloklys i vinduets karme.
Et minde får liv gennem dig,
et minde om tidsånd og varme
og frihedens lysdøgn i maj.

- Det er sjovt at få et bestemt emne at skrive om. Egentlig er det jo en ret bunden opgave. Sangen skulle handle om frihed, men i konkurrenceoplægget stod der, at den også skulle handle om demokrati, fællesskab og Anden Verdenskrig. Og hvordan siger man så noget om dét på en måde, så det ikke bliver trivielt eller fortærsket? spørger Anne Vad retorisk.

- Jeg fandt ud af, at det hjalp at lægge teksten lidt væk, gå nogle ture og tænke over, hvad frihed betyder for mig. Der fandt jeg frem til, at frihed meget handler om kreativitet og kunstnerisk udfoldelse. Men også om det rent fysiske; at kunne bruge sin krop og bevæge sig rundt, fortæller hun.

Ventil for frustration

»Frihedens Lysdøgn« vil i den kommende tid frem mod 75-årsdagen den 4. maj blive en fast del af mange sangkors repertoire og kommer på programmet ved mange af de alsangarrangementer, som finder sted rundt omkring i landet. Både sangen og arrangementerne tager altså tråden op fra de mange alsangstævner i de første år af den tyske besættelse, hvor tusindvis af danskere sang fædrelandssange og gav udtryk for sammenhold og nationalfølelse.

- Jeg har tænkt over, hvad mine bedsteforældre har fortalt om besættelsen. Min far har også fortalt, at han svagt mindes, som ganske lille, at have været med sine forældre til et alsangarrangement. Det må have været fascinerende at opleve 40.000 mennesker forsamlet i Frederiksberg Have. Det er selvfølgelig svært at vide, hvad de har tænkt dengang, men jeg forestiller mig, at det har været en ventil for den frustration og bekymring, som mange har følt på fællesskabets og deres lands vegne, siger Anne Vad.

Hun har i teksten inkluderet nogle af de tanker og traditioner, man forbinder med befrielsen - blandt andet lys i vinduerne - men har også forsøgt at skrive en tekst, der er mere nutidig og rækker ud til andre begreber af »frihed«

- Jeg har også forsøgt at omfatte og inddrage universet i billedsproget. Rent praktisk kommer mange af udtrykkene fra nogle af de tekster, som DTU Space har fremstillet. For eksempel linjen med »løfteraketter«, fortæller Anne Vad og fortsætter.

- Mine tekster er meget konsekvente, og jeg vil helst blive i det samme billedsprog hele sangen igennem. Derfor vil du også i hver strofe finde en eller anden henvisning til universet og rummet. Der er jeg meget kompromisløs, når jeg skriver, siger hun.

Et oplagt tema

For sanger og sangskriver Julie Maria kom opgaven med at komponere en melodi til Anne Vads tekst - om ikke let, så i hvert fald som en naturlig ting.

Folkene bag
Anne Vad:
  • Uddannet folkeskolelærer med dansk og musik som linjefag.
  • Har læst dansk, kunsthistorie og kulturformidling på Københavns Universitet.
  • Har tidligere fået udgivet en række salmetekster.
  • Arbejder nu i Kirkeministeriet og har været kirkesanger i 31 år.


Julie Maria:
  • Debuterede som 19-årig i 2004 med albummet »Beautiful Minor« og har nu syv albums bag sig.
  • Sang kendingssangen »Uden Hinanden« sammen med rapperen Aslak »Alis« Hartberg til DR-julekalenderen »Pagten«, der blev sendt i 2009.
  • Medvirkede i 2018 i opsætningen af »Forbudte Sange«, der blev opsat i både Aarhus og København.


Nikolaj Busk:
  • Pianist og harmonikaspiller i Dreamers Circus.
  • Tidligere medlem af den danske folk-trio Trio Mio.
  • Har skrevet musik til blandt andet Copenhagen Philharmonic, Den Danske Strygekvartet, Rune T. Kidde og Storstrøms Kammerensemble.


Læs mere om »Alsang 2020« og hør »Frihedens Lysdøgn« på www.alsang.dk

- Jeg synes, det er en vildt god tekst, og hele rammen for teksten kan jeg i høj grad relatere til. Det gik op for mig, at jeg gennem hele min opvækst - med 12 år på Rudolf Steiner-skole, min musikalske karriere og de sange, jeg havde skrevet indtil nu - har kredset om begrebet »frihed«. Pludselig stod jeg med en opgave, hvor jeg kunne forene det bedste af alle verdener i én sang, siger hun.

- Jeg begyndte at komponere ud fra, at det skulle gøres med høj energi - og kom jeg i problemer, måtte jeg hurtigt prøve en anden vej. Jeg gik så lidt i stå og ringede til Nikolaj Busk, som jeg har gået på konservatoriet med og kendt gennem 20 år. Vi har dog aldrig komponeret sammen, så det var sjovt at prøve, siger Julie Maria.

- Det var fra starten meget tydeligt, at melodien skulle have »lette ben«. Teksten er så struktureret og mættet, at den skulle have et modspil i melodien. Og det synes jeg, vi lykkedes med, siger hun.

Plejehjem og børnehaver

Sangen er nu indspillet - med Julie Maria og Silas Bjerregaard på vokal - og ligger frit tilgængeligt på Alsang 2020's hjemmeside.

- Nu giver jeg jo slip på den. Jeg håber, at den vil blive sunget mange år fremover, og at den reflekterer den befrielse og de tanker om frihed, der siger folk noget. Men jeg håber også, at man mindes vores forfædre og den tid, de var igennem, da Danmark var besat, siger Anne Vad.

- Det er fantastisk at kunne bidrage til en sang, som forhåbentlig bliver sunget af en masse danskere på tværs af alder, bopæl, etnicitet og opvækst. Jeg håber, at den kan være med til at samle folk og bidrage til noget af det, den handler om. Jeg er så taknemmelig og glad for at have været med til at lave en sang, som både skal synges på plejehjem og i børnehaver, siger Julie Maria.

Har du ændret dine indkøbsvaner i forbindelse med coronakrisen?