3. juni 2020
Nær indgangen til Akutafdelingen står der nu et stykke mur, der er et eksempel på det kommende supersygehus' udseende. Foto: Jørgen Jørgensen
gallery icon

Se billedserie

Nær indgangen til Akutafdelingen står der nu et stykke mur, der er et eksempel på det kommende supersygehus' udseende. Foto: Jørgen Jørgensen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: En bid af supersygehuset står i fuld størrelse

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

En bid af supersygehuset står i fuld størrelse
Sjælland - 03. april 2020 kl. 11:55
Af Tine Fasmer
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Hvis du er nysgerrrig for at se en prøve på, hvordan det kommende supersygehus i Køge vil tage sig ud, er der chance for at se en model på syv gange syv meter.

Nær Akutafdelingen på Sjællands Universitetshospital Køge er der netop blevet opsat en fuldskala model af en del af den kommende facade på nybyggeriet, der opføres på den anden side af det eksisterende sygehus.

Projektdirektør Helle Gaub er et stort smil, mens håndværkere fastgør den lyse beton overdel på den skalmurede underdel med røde mursten og et enkelt parti mørke mursten:

- Nej, hvor er det altså pænt, se hvordan vinklerne leder lyset ind af vinduet. Det var altså godt, at vi gik væk fra, at der skulle være sort lige omkring vinduet. Det var blevet alt for mørkt.

Fakta
  • Sjællands Universitetshospital i Køge er efter planen fuldt udbygget i december 2024.
  • Det får 719 normalsenge og 70 akutsenge samt 38 intensivpladser.
  • Der bliver 158 undersøgelsesrum og 41 operationsstuer.
  • Samlet bliver sygehuset 185.000 kvadratmeter
  • Byggeriet koster 4. milliarder kroner (i 2009-priser)

Universitetshospitalet er først fuldt udbygget engang i slutningen af 2024 og klar til at modtage de ansatte og patienter fra andre af regionens sygehuse i 2025.

Køge bliver centrum for den mest specialiserede behandling i Region Sjælland, så det bliver her, vi skal hen, hvis vi eller en af vores nære får eksempelvis kræft, hjertesygdomme og nyrelidelser.

Men selv om der er lang tid til, at supersygehuset er klar, bliver det visuelle udtryk færdig lang tid før.

For facaden på den ny hovedbygning med de røde mursten afbrudt af mørke mursten i et mønster hen af bygningen og lyse partier ved afdelingerne ankommer i fuldt færdige moduler, når byggeriet er nået så langt.

- Det bliver opført med bærende mure, så det kommer til at se færdigt ud udefra, mens det stadig er en tom skal. Det gør det langt nemmere og mere fleksibelt at indrette sygehuset, forklarer Helle Gaub og peger på murstenenes forløb - altså hvordan stenene er lagt, og hvor mørtlen skiller.

- Se, det ligner det eksisterende sygehus, det er vigtigt, for det giver sådan et diagonalt mønster ned af siden, og det ses faktisk meget tydeligt, hvis det er forskelligt. Det er jo sådan noget, jeg aldrig har tænkt på før, siger Helle Gaub, som oprindeligt er uddannet sygeplejerske.

Italienske forhold

Hovedentreprenørerne på byggeriet er italienske Itinera og CMB samt rådgiverne Politecnica og EKJ Rådgivende Ingeniører, og de fleste ingeniører og tekniske tegnere er italienere. Det samme gælder en del af håndværkerne, eksempelvis dem, der styrer den store special-kran.

Det er endnu for tidligt at sige, om coronakrisen forsinker byggeprocessen.

- Men vi er faktisk heldige, at det er italienere, vi samarbejder med. De er jo længere fremme i epidemien end os, og allerede 14 dage før, at Mette Frederiksen tog de første danske forholdsregler, havde entreprenørerne lukket, så de italienske ansatte, som var hjemme i Italien, ikke kom tilbage til Danmark, og omvendt dem, der er her, kan ikke tage hjem på weekend eller ferie. Der er også indført afstands-regler med videre på byggepladsen, siger Helle Gaub og tilføjer:

- Jeg hørte fra sygehusbyggeriet i Aalborg, at der tog alle de udenlandske ansatte hjem, så snart Danmark begyndte at lukke. Der har vi en fordel.

Facadeelementerne bliver produceret i Jylland og kørt gennem landet.

Det er CRH Concrete A/S med hovedsæde i Viby Sjælland, som står for betonelementerne, som enten skal produceres på deres fabrik i Brørup eller Tilst.

Hold afstand

Husk forholdsreglerne om at beskytte sig selv og andre mod smitte med coronavirus Covid-19, hvis man har lyst til at se facademodellen.

To meters afstand til andre mennesker, host og nys i ærmet, vask hænder og brug håndsprit.

Det er også muligt at parkere og betragte murværket på afstand eller nøjes med at køre forbi, så længe coronakrisen er over os.

Alle personer over 18 år har nu muligheden for at bestille en test for coronavirus, selv om de ikke har symptomer. Er det noget du vil benytte dig af?