
Borgere, virksomheder og sommerhusejere, der er afskåret fra lynhurtigt internet, får nu igen mulighed for at få tilskud til bredbånd.
Den statslige bredbåndspulje åbner nu op for dette års ansøgningsrunde om støtte fra borgere og virksomheder i landområder. Det oplyser Energistyrelsen i en pressemeddelelse.
For at ansøge puljen, der løber op i 100 millioner kroner i år, skal man bo et sted, hvor der ikke er udsigt til hurtigt internet på kommercielle vilkår i de næste tre år.
Dernæst skal man slå sig sammen med naboer og eventuelt andre i lokalområdet om et bredbånds- eller fibernet-projekt.
Og så skal man være indstillet på en egenbetaling på mindst 4.000 kroner pr. husstand. Det samme skal de bredbåndsudbydere, der byder ind på at udføre projektet.
Erfaringer fra tidligere år viser at det kræver en vis indsats at få projekterne op og stå. Men der er hjælp at hente til de mange spørgsmål, der måtte opstå:
- Fra Energistyrelsens side står vi klar med vejledning til de ildsjæle, som nu skal i gang med at forberede deres lokale bredbåndsprojekt, lyder det fra Energistyrelsens kontorchef i Center for Tele, Signe Schmidt, i pressemeddelelsen.
Vil man vide om ens adresse er tilskudsberettiget eller ej,kan man blive klogere på hjemmesiden bredbaandspulje.ens.dk
Her kan man også finde flere informationer om selve bredbåndspuljen og hvordan man ansøger.
I 2019 fik 771 husejere og virksomheder i 15 kommuner på Sjælland og i Nordsjælland del i pengene fra puljen.
Men i skrivende stund er op imod 107.0000 adresser landet over er tilskudsberettiget. Størstedelen af dem findes i Region Sjælland.
De seneste tal, der er opgjort på postnummer-niveau, er fra 2018, og understreger de store lokale og regionale forskelle.
Hvis man overvejer om man skal søge puljen i år eller vente, kan det tilføjes, at det i skrivende stund er uklart, om bredbåndspuljen overhovedet fortsætter i 2021.
Da Socialdemokratiet overtog magten for et år siden lagde man op til at skrotte den.
Men efter en meget positiv evaluering viste, at puljen har virket efter hensigten, valgte regeringen og støttepartierne at forlænge puljen. Men indtil videre kun et år.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her