
Den sjællandske energikoncern Andel lægger smider nu et trecifret millionbeløb ind i datterselskabet Clevers udbygning af elbil-ladestandere.
Clever meldte i efteråret ud, at man frem mod 2025 vil opstille cirka 10.000 offentligt tilgængelige ladestandere over hele landet. Og nu sætter Clevers to ejere handling så bag ordene.
I første omgang smider de 250 millioner i projektet alene i år. Heraf står Andel, der ejer 95 procent af Clever, for en tilsvarende andel af investeringen, altså lidt over 235 mio. kr. Pengene skal bruges til 1.000 nye offentlige normalladepunkter samt 100 offentlige lynladepunkter. En del af pengene skal også bruges på at forbedre Clevers app og bedre mulighed for opladning, når strømmen er grønnest.
Investeringen fra ejerne vækker glæde hos Clevers direktør, Casper Kirketerp-Møller:
- Politikerne har indgået en klog og langsigtet elbilaftale, der både holder prisen på elbilerne og strømmen til opladning nede. Det er to helt afgørende forudsætninger for, at elbilerne bliver en succes og vi får omstillet den danske bilpark, siger Clever-direktøren i en pressemeddelelse, og fortsætter:
- Men det er også helt afgørende, at infrastrukturen er foran elbilerne. Clever er klar til at løfte en stor del af opgaven med at etablere den nødvendige ladeinfrastruktur, og med investeringen fra vores ejere styrkes Clevers mulighed for at investere ambitiøst i den åbne danske infrastruktur. Vi handler forud for efterspørgslen, og det er en god nyhed for eksisterende og kommende elbilister, tilføjer han.
Clever har tidligere oplyst til Sn.dk, at cirka 6000 af de nye ladepunkter - eller ladestik - vil blive opstillet i hovedstadsområdet og Nordsjælland.
Cirka 1000 vil blive opstillet i Region Sjælland, hvor Clever forventer, at de fleste elbil-ejere får mulighed for at oplade hjemme i carporten og på deres arbejdsplads.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her