10. april 2020
De mange aflyste koncerter og arrangementer rammer spillesteder og kulturhuse hårdt på indtjeningen. Interesseorganisation Dansk Live håber, at alle overlever de kommende røde tal på bundlinjen. Her er det Pligten Kalder, som skulle have spillet på Grønnegades Kaserne Kulturcenter den 20. marts. Den koncert er flyttet til den 28. august. Pr-foto
gallery icon

Se billedserie

De mange aflyste koncerter og arrangementer rammer spillesteder og kulturhuse hårdt på indtjeningen. Interesseorganisation Dansk Live håber, at alle overlever de kommende røde tal på bundlinjen. Her er det Pligten Kalder, som skulle have spillet på Grønnegades Kaserne Kulturcenter den 20. marts. Den koncert er flyttet til den 28. august. Pr-foto
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Aflyste koncerter rammer spillesteder hårdt

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Aflyste koncerter rammer spillesteder hårdt
Sjælland - 14. marts 2020 kl. 10:45
Af Lars Jørgensen
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Går man ind på Grønnegades Kaserne Kulturcenters hjemmeside kan man i arrangementskalenderen i øjeblikket se, hvordan de røde »Aflyst«-mærkater dominerer skærmen. Pt. er omkring 40 koncerter, konferencer, teaterforestillinger, møder mm. aflyst på grund af myndighedernes forbud mod at afvikle offentlige arrangementer.

- Vi efterlever selvfølgelig myndighedernes krav og anbefalinger. Der er heldigvis alle vegne stor forståelse for situationen, fortæller John Nørbjerg, der er leder af Grønnegades Kaserne Kulturcenter.

- Vi er i gang med at få styr på de mange aflysninger - og der kommer også flere røde mærker ud for arrangementerne i de kommende dage, siger John Nørbjerg, som håber, at langt størstedelen af de aflyste koncerter kan konverteres til en ny dato senere på året.

- Efteråret har vi nærmest booket allerede, så det er langt fremme i tiden, at vi opererer med nye datoer. Jeg har for eksempel lige fået en aflysning fra en skotsk sangerinde, som skulle give koncert i begyndelsen af april. Der er vi faktisk i gang med at kigge på efteråret 2021 for at finde en ny dato, siger han.

Mister indtægter fra bar og café

På Gimle i Roskilde skulle der også være afholdt en lang række koncerter og andre arrangementer her i sidst halvdel af marts.

- Vi flytter de fleste af de aflyste arrangementer til efteråret. Men det giver nogle udfordringer, da vi i forvejen har en høj en belægning, siger Lars Sloth, der er spillestedsleder på Gimle.

Han fortæller, at i alt 15 aflyste arrangementer har været i billetsalg. Foruden disse går spillestedet glip af kunder i baren og på caféen til gratis arrangementer som Lørdagsjazz og quiz-aftener.

Hos Dansk Live, der landets største interesseorganisation for festivaler og spillesteder, er man bekymret.

- Det rammer spillestederne rigtig hårdt. Koncertgæsterne rammes ved, at de går glip af en oplevelse, de ellers havde set frem til. Spillestederne rammes på indtjeningen. Det rammer spillestedernes ansatte og leverandører. Og det rammer kunstnerne, som går glip af honorarer, siger Esben Marcher, sekretariatschef i Dansk Live.

På Grønnegades Kaserne Kulturcenter har man - ligesom alle andre spillesteder - endnu ikke noget overblik over, hvad aflysningerne reelt kommer til at betyde økonomisk.

- I forhold til vores arrangementer er det primært kunstnerne og freelance-teknikerne, der rammes. Men vi kan selvfølgelig også mærke det. Der er en del udgifter forbundet med tilbagebetaling og aflysninger, der er stadig nogle fastansatte, som skal have løn og så er der selvfølgelig en del indtægter fra salg i vores barer, som vi går glip af. Det er dog mest på andre arrangementer, vi kan mærke det. Der er mange generalforsamlinger og konferencer, som bliver aflyst, siger John Nørbjerg.

Billetsalg er gået i stå

I sagens natur ved ingen, hvornår spillestederne igen kan åbne dørene for musikelskende og festglade mennesker. Det mærkes på interessen for at købe billetter.

- Lige nu er al billetsalg gået i stå. Det skyldes selvfølgelig, at folk i disse dage tænker på noget helt andet end hvilke koncerter, de skal til senere på året. Folk vil gerne lige se tiden an. Men det skyldes også, at vi har sat vores markedsføringsmekanismer i bero, indtil vi ved mere om, hvor længe forbuddet opretholdes, siger Lars Sloth.

Til at begynde med bevilligede EU 91 millioner kroner til kompensation for aflyste arrangementer med 1000 eller flere deltagere. Det er en hjælp, men både interesseorganisation og koncertsteder håber på, at der kommer yderligere hjælp til at reducere den kommende tids røde tal på spillestedernes bundlinjer.

- Vi er alle ramt af det her, og vi håber selvfølgelig på yderligere kompensation. I første omgang blev der fra EU givet en håndsrækning til arrangører af begivenheder med flere end 1000 deltagere. Det er selvfølgelig et plaster på et blødende sår. Men det er også et sår, som nok ikke heler lige med det samme. Omvendt må vi også sige, at det her er noget, der rammer alle i landet. Alle må rykke sammen og i første omgang gælder det først og fremmest om, at vi sikrer spillestedernes overlevelse, siger Esben Marcher fra Dansk Live.