21. september 2021
Et flertal bestående af Venstre, Socialdemokratiet og Radikale Venstre har allerede fundet flertal udenom Lokallisten og Konservative i budgetforhandlingerne. Foto: Rudersdal Kommune
Et flertal bestående af Venstre, Socialdemokratiet og Radikale Venstre har allerede fundet flertal udenom Lokallisten og Konservative i budgetforhandlingerne. Foto: Rudersdal Kommune
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: VSR-flertal enige om hovedtrækkene i budgettet før forhandlinger

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

VSR-flertal enige om hovedtrækkene i budgettet før forhandlinger

S, R og V har fremlagt et fælles budgetoplæg, før forhandlingerne reelt går i gang. De øvrige budgetpartier, Lokallisten og Konservative, må hjertens gerne tilslutte sig, men så må de opgive modstand mod skolestruktur og nye store børnehuse

Rudersdal - 15. september 2021 kl. 11:46
Af Mikkel Svinth Rødgaard

Det tyder ikke på et bredt budgetforlig i år. I hvert fald har et flertal bestående af V, S og R allerede fundet sammen og på forhånd besluttet, hvordan kommunens kommende budget skal se ud i hovedtræk.

De to sædvanlige budgetpartier, Lokallisten og Konservative, må meget gerne tilslutte sig og byde ind i forhandlingerne, men S, R og V har besluttet et klart udgangspunkt, forklarer borgmester Jens Ive (V).

"Vi tre partier er blevet enige om et oplæg til drøftelse. Men det her er altså fundamentet for de drøftelser. Har Lokallisten og Konservative andre gode ideer, vi kan indarbejde i aftalen, så vil det selvfølgelig være muligt," siger Jens Ive og fortsætter:

"Men jeg kan jo også se på den aftale, vi har lavet omkring nye børnehuse for eksempel, og at vi arbejder videre med den nye skolestruktur, at det er noget, som både Lokallisten og Konservative har taget afstand fra. Så de skal i hvert fald gøre vold på sig selv, hvis de vil være med," siger han.

Politisk uenighed

Det er netop politisk uenighed omkring skolestrukturen og etableringen af nye daginstitutioner, som den kommende store institution på Ravnsnæsvej i Birkerød, som gør, at Lokallisten og Konservative i første omgang er blevet sat uden for døren.

"Grunden til, at vi har gjort det er, at vi har taget nogle ret store beslutninger på skoleområdet nemlig at styrke udskolingsmiljøerne, og vi har også afsat penge til at komme i gang med byggeriet af flere børnehaver. Der har vi jo set, at L og K har stemt nej til nogle af de her sager. Det er derfor vigtigt for os at pointere, at de her beslutninger, dem skal vi altså køre videre med. Fordi de er enormt vigtige at komme i mål med," siger Kristine Thrane (S).

Hun håber, at de to øvrige partier vil være med i budgettet, som hun på forhånd er usædvanligt tilfreds med.

"Det er et budgetoplæg, som Socialdemokratiet kan stå 100 procent inde for. Jeg synes, det er rigtig godt, og det er svært at fremhæve noget specifikt. Men det der er vigtigt for os, det er jo blandt andet, at vi hæver lønnen til pædagogerne og at vi fremrykker minimumsnormeringerne," siger Kristine Thrane og fremhæver desuden blandt meget andet, at der er sat penge af til en ny Holtehal, en udvidelse af Holte Bibliotek og kommunale elbiler.

Upopulære beslutninger

Den tredje partner i flertallet, Radikale Venstre, er også vældigt glad for budgetoplægget:

"Når vi ser på det budgetforslag, som vi lavede i Det Radikale Venstre, så indeholder det her rigtig meget af det, som vi har peget på. Vi skal gøre noget for de yngste børn, vi skal gøre noget ved skoleområdet for at udvikle vores skolemiljøer, på idrætsområdet og så er der selvfølgelig hele natur- og miljøområdet," siger Court Møller (R).

Han er sikker på, at budgettet indeholder rigtig meget, som Lokallisten og Konservative også kan bakke op om. Men hvis de to partier vil være med i et bredt forlig, så må de også bakke op om de upopulære beslutninger:

"Politik handler om, at man må tage det sure med det søde. Man kan ikke bare stille sig op i et hjørne og sige, at man ikke vil være med, når vi træffer de vanskelige og lidt upopulære beslutninger. Man kan ikke bare nøjes med at træffe de nemme og populære beslutninger," siger Court Møller.

Fakta
V, S og R's budgetoplæg
Venstre, Socialdemokratiet og Radikale Venstre er blevet enige om et fælles oplæg til budgetforhandlingerne. Deres oplæg indeholder blandt andet:

  • En udvidelse af kapaciteten på daginstitutionsområdet
  • 3 millioner kroner til mere løn til Rudersdals pædagoger
  • En fremrykning af minimumsnormeringer til 2023
  • En investering i nye læringsmiljøer på skoleområdet
  • Midler til mere borgerinddragelse på initiativ fra borgerne
  • 40 millioner kroner til en ny hal i Holte
  • 5 millioner kroner til udvikling af Holte Bibliotek
  • En renovering og bedre bemanding på Plejecenter Hegnsgården
  • Kommunale elbiler
  • Styrket handicaptilgængelighed på Rudersdal Rådhus
  • Flere midler til idrætsfaciliteter til Børn og unge
  • Fokus på dialogen i forhold til sårbare børn og unge












Forhandlingerne finder sted i næste uge. Enhedslisten er ikke inviteret til forhandlingerne.
Reelle forhandlinger?

Hos de Konservative undrer man sig over V, S og Rs fremgangsmåde:

"Vi håber da, at der er tale om reelle budgetforhandlinger. Nu hvor de tre partier har valgt at gå sammen med deres lille flertal og komme med et fælles udspil, så kan man da være usikker på, om det er sådan det skal være, eller der tale om reelle forhandlinger," siger Birgitte Schjerning Povlsen (K).

Konservative er helt klar til at gå åbent ind i næste uges budgetforhandlinger, men så skal der være tale om forhandlinger, hvor man rent faktisk kan diskutere og flytte noget.

"Der er mange gode forslag i oplægget og også meget, der er i tråd med vores egne forslag. Det gælder for eksempel Holtehallen, sikre cykelstier og en fornyelse af Hegnsgården for eksempel. Men der er da helt klart ting i teksten, der udfordrer os. Ting, som man skal ind og forhandle om, og ikke bare skal have dikteret af et lille flertal," siger hun.

I Lokallisten er man heller ikke imponeret af flertallets taktik.

"Helt grundlæggende. Er det her et reelt forhandlingsoplæg eller bare noget, vi kan få lov at være med i? Det ved vi ikke endnu," siger Anne Christiansen (L) og fortsætter:

"Det er en noget anden procedure, end den, der var sidste år, hvor borgmesteren tog en snak med hvert af partierne og så lavede han et kombineret forslag, som vi så diskuterede alle sammen. Det her er jo noget helt andet. Det er jo bare en magtdemonstration, tænker jeg. "Vi har et flertal her," siger hun.

Selvom S, R og V's budgetoplæg indeholder meget, som Lokallisten sagtens kan være enig i, så har Anne Christiansen svært ved at se, at partiet kan være med på de vilkår, som flertallet dikterer:

"Der er rigtig mange gode elementer i oplægget. Vi kan være med på meget af det, men der er også nogle store knaster i teksten. For eksempel, at de siger, at sammenlægningen af skolerne var den rigtige beslutning. Og det er vi jo bare ikke enige i. Hvis det bliver stående, så er vi ikke med," siger hun.

Lukker af for uenighed

Hendes konservative kollega, Birgitte Schjerning Povlsen er også frustreret over, at flertallet kræver ensretning på denne måde.

"Jeg tænker, når jeg læser deres forslag, at de forsøger at lukke af. Hvis man vil være med i det her forlig, så kan man ikke længere mene noget selvstændigt. Og det giver ikke rigtig mening. Det kalder jo ikke på, at vi får nuanceret og forbedret ting i kommunen. Det er en dårlig vej at gå, specielt når vi går ind i en valgkamp, hvor vi gerne vil kommunikere med borgerne om, hvad det er, vi gerne vil, og ikke bare stå fast på, hvad vi har gjort. Jeg forstår det ikke, men det er deres valg," siger hun.

Borgmesteren er også opmærksom på, at dette budget bliver lagt i et valgår.

"Mit syn på det er, at vi er de tre partier, som insisterer på at huske vores aftaler, selvom det er valgår. Vi vil gerne fortsætte den positive udvikling, vi er inde i. Jeg oplever, at det er svært at få Lokallisten og Konservative til at overholde de aftaler, vi har indgået," siger han.

Synes du, at kommunen er der for dig?